Morten Broberg

Portræt af modtageren af Carlsbergfondets Forskningspris 2016

Hvad forsker du i?

Som professor i international udviklingsret er min forskning rettet mod de retlige forhold, der har særlig betydning for udviklingslandene. Det gælder for eksempel reguleringen af den udviklingsbistand, som de rige lande giver udviklingslandene. Jeg undersøger også emner, hvor det umiddelbart måske kan være svært at se, at forholdet er relevant for udviklingslandene. Det gælder eksempelvis nogle af vore regler om fødevaresikkerhed og om økologi. Ofte er disse regler udformet, uden at lovgiver overhovedet har skænket udviklingslandene en tanke. Men i en række tilfælde kommer reglerne til at skabe væsentlige – utilsigtede – handelshindringer for produkter fra udviklingslandene. Udfordringen er derfor at finde frem til systemer, der kan undgå – eller i det mindste begrænse – sådanne uønskede konsekvenser.

Hvad er udfordringerne ved og perspektiverne for din forskning?

Min fremmeste opgave er at afdække nogle af de centrale udfordringer, som udviklingslandene står over for samt at udvikle brugbare løsninger på disse. Eksempelvis har jeg valgt at rette fokus mod de såkaldte ”langsomme katastrofer” (slow on-set disasters). Når vi hører ordet katastrofe, vil vi normalt tænke på jordskælv, tsunamier og andre tilsvarende pludselige, voldsomme hændelser. Men mange katastrofer indtræder kun langsomt – til tider så umærkeligt, at vi i vesten slet ikke bliver opmærksomme på dem. I lang tid har der for eksempel været tørke i dele af Etiopien, og vi ved, at omkring 10 millioner mennesker er truet af hungersnød. Det er en tydelig, langsom katastrofe, hvor en tidlig indsats sparer mange liv og megen lidelse – men sørgeligvis har nødhjælpsorganisationerne meget svært ved at råbe donorerne op, før end situationen har udviklet sig til en egentlig katastrofe.
Fremadrettet vil nogle af de mest åbenlyse eksempler på langsomme katastrofer formentlig blive forårsaget af de igangværende klima- og miljøforandringer. Vi kan således forvente øget tørke, flere omfattende skovbrande, ændrede nedbørsmønstre, flere og kraftigere tropiske storme – og det vil særligt være befolkningerne i udviklingslandene, der i første omgang bliver ramt.  Vi har både behov for at afklare de forventede fremtidige klima- og miljøudfordringer, som kan føre til katastrofer, og vi har et stærkt behov for at udvikle samfundsmæssige løsninger, som kan begrænse eller helt afværge, at disse udfordringer faktisk bliver til katastrofer.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Min løbebane som forsker tog sin begyndelse inden for den klassiske EU-ret. Således var jeg ansat som lektor i EU-ret, da jeg for omkring 10 år siden opnåede en bevilling fra Det Frie Forskningsråd | Samfund og Erhverv. Bevillingen gav mig mulighed for i 2007-2008 at arbejde på et projekt, om EU’s regulering af fødevarer. Projektet var forankret ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), og gennem mit arbejde dér, blev det klart for mig, at særligt de ulandsrelaterede retlige aspekter var væsentlige. Opholdet på DIIS viste mig, at den internationale udviklingsret udgjorde et stort og vigtigt, men overraskende uopdyrket forskningsområde. Da jeg i 2008 vendte tilbage til Det Juridiske Fakultet fik jeg derfor omdefineret mit forskningsfelt til ”international udviklingsret”.

Hvad betyder det for dig at modtage Carlsbergfondets Forskningspris?

Da jeg modtog meddelelsen om, at man havde besluttet at tildele mig Carlsbergfondets Forskningspris 2016, blev jeg selvfølgelig meget beæret og taknemmelig. Samtidig føler jeg en dyb ydmyghed over tildelingen - ikke mindst fordi jeg indgår i det meget aktive, tværfakultære udviklingsforskningsmiljø på Københavns Universitet. Jeg lærer umådeligt meget af mine kolleger dér, og jeg ser derfor i høj grad også tildelingen som en anerkendelse af dette miljø.

Privat baggrund: familieforhold, fritidsinteresser m.v.

Efter jeg skrev min ph.d. om europæisk konkurrenceret har jeg haft ansættelse som fuldmægtig i Justitsministeriet, som referendar (juridisk assistent) for præsidenten for Den Europæiske Unions Ret og i advokatfirmaet Bech-Bruun. I 2001 vendte jeg tilbage til forskningsverdenen, hvor jeg først var lektor og siden blev professor ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet. Jeg er far til to fodboldspillende piger på 14 og 17 år, som jeg ”deler” med deres mor. Når jeg ikke har pigerne, opholder jeg mig i øjeblikket primært i Cambridge. Jeg kobler bedst af med en løbetur i skoven.