Til projektoversigt

Carlsbergfondets Arkæologiske Projekter

Årsskriftartikel 2016 | 03/08/2017

Lindos’ akropol under udgravning 1902.

Siden sin grundlæggelse i 1876 har Carlsbergfondet med internationalt udsyn støttet dansk arkæologisk forskning. Det var naturligt, at ideen om et stort udgravningsprojekt fødtes i lærde kredse frem mod 1800-tallets slutning i København, hvor der i det hele taget var en kraftig fokus på højkulturerne i Middelhavsområdet. I løbet af det sidste årti af det 19. århundrede begynder forberedelserne til det, der bliver Carlsbergfondets første egentlige feltprojekt, nemlig Rhodosekspeditionen 1902-14, og fondets arkæologiske satsninger Middelhavet rundt er siden fortsat ufortrødent.

Lindos’ akropol under udgravning 1902.

I løbet af det sidste årti af det 19. århundrede begynder forberedelserne til det, der bliver Carlsbergfondets første egentlige feltprojekt, nemlig Rhodosekspeditionen 1902-14. Allerede P.O. Brøndsted havde foretaget en udgravning i 1812 på øen Tenos, og flere danske oldtidsforskere havde rejst rundt i de områder, der senere blev Italien, Grækenland og Tyrkiet op igennem 1800-tallet, f.eks. J.L. Ussing 1846-47 og K.F. Kinch 1887-92. Carlsbergfondets første større investering i undersøgelser sydpå var støtten til Kinchs rejse til Thessaloniki og omegn, der bl.a. mundede ud i en stor monografi på fransk om den romerske kejser Galerius’ triumfbue, placeret midt i denne by. Det var naturligt, at ideen om et stort udgravningsprojekt fødtes i lærde kredse frem mod 1800-tallets slutning i København, hvor der i det hele taget var en helt enorm fokus på højkulturerne i Middelhavsområdet, med opbygningen af Den Kgl. Afstøbningssamling og dens store rolle i forbindelse med det nye Statens Museum for Kunst, der åbnede i 1896, og Carl Jacobsens nye Glyptotek, der åbnede ved siden af Tivoli i V. Dahlerups pragtfulde bygning i 1897.

Rhodos

Lindos-krønike

En 2 meter høj marmorstele med en lang indskrift, udfærdiget i året 99 f.Kr. Indskriften er et tempelinventar fra Athenatemplet på Lindos’ akropolis fra mytisk tid og til ned i historisk tid, som giver en spændende indsigt i antik historieopfattelse og antikvitetsforståelse.

Carlsbergfondet nedsatte en komité med det formål at identificere en lovende lokalitet for et udgravningsprojekt, og K.F. Kinch blev sendt afsted for at rekognoscere både arkæologisk og politisk. Kyrene i det nuværende Libyen – som senere er blevet kendt som en af de mest velbevarede antikke romerske byer overhovedet – blev overvejet, men viste sig at være for vanskelig, på grund af de politiske forhold. Efter anbefaling fra tyske kolleger i forbindelse med et besøg i Pergamon i Tyrkiet faldt interessen på Lindos – en af de fire antikke græske bystater på øen Rhodos, som havde været en del af Osmannerriget siden 1522. Pladser på det græske fastland havde også været under overvejelse, men fondet og den af fondet nedsatte komité valgte Lindos, og tilladelsen blev givet af sultanen i 1902. Den danske Rhodosekspedition 1902-14 var Carlsbergfondets første satsning i Middelhavsområdet og samtidig det dengang hidtil største danske arkæologiske projekt uden for landets grænser.

Hama. Borghøjen under udgravning. Foto: Det franske Luftvåben 1936

Hovedfokus i projektet var Lindos’ akropolis, hvor der var bevaret anseelige klassiske græske bygningsrester under byzantinske kirker og befæstningsarkitektur fra flere forskellige perioder. Udgravningerne foregik hovedsageligt fra 1902 til 05, og blev ledet af Chr. Blinkenberg, inspektør på Nationalmuseet, og K.F. Kinch. Som en fast del af praksis i Osmannerriget fik ekspeditionen lov til at udføre halvdelen af de udgravede genstande til Danmark, hvorfor Nationalmuseet i dag har en del genstande fra Lindos, bl.a. den betydningsfulde Lindos-krønike, en 2 meter høj marmorstele med en lang indskrift, udfærdiget i året 99 f.Kr. Indskriften er et tempelinventar fra Athenatemplet på Lindos’ akropolis fra mytisk tid og til ned i historisk tid, som giver en spændende indsigt i antik historieopfattelse og antikvitetsforståelse. Fundene fra Lindos- ekspeditionen blev publiceret i en fornem monografi-serie, Lindos I-IV,2, 1931-1992. Kinch udviklede senere et mindre projekt på Rhodos’ sydspids, hvor en bosættelse havde eksisteret i kort tid i 600-tallet f.Kr. Publikationen er et totalstudie af denne lille bosættelse – hvis politiske tilknytning til de rhodiske bystater er ukendt – med huse, befæstningsmur og gravplads.

Rhodos blev indtaget af italienerne i 1912, og øen var sammen med de øvrige øer i øgruppen Dodekaneserne italiensk indtil 1943, hvorefter den i 1947 blev en del af det moderne Grækenland for første gang. En stor udstilling i den af italienerne stærkt restaurerede, men stadig meget seværdige korsridderborg i Rhodos by i 1985 viste en del af fundene fra de gamle udgravninger. Danske arkæologer har arbejdet kortvarigt på øen i 1994, og i 2015 besluttede Carlsbergfondet igen at iværksætte et stort projekt på øen ledet af dr.phil., prof. Vincent Gabrielsen fra Københavns Universitet. Dette projekt er centreret om at studere og publicere et antal monumentale gravanlæg fra 300-tallet f. Kr. fra Rhodos by, i nært samarbejde med de græske arkæologiske myndigheder på øen.

Carlsbergfondets Fønikienekspedition

Et af Carlsbergfondets største tiltag indenfor den arkæologiske forskning blev søsat i 1930 af semitologen, professor Johannes Pedersen, som var medlem af fondets direktion og i årene 1933-1955 dets formand.

Han henvendte sig til den unge semitolog, Harald Ingholt, som i 1920’erne havde gravet i den syriske ørkenby Palmyra med støtte fra Rask-Ørsted fondet, en forgænger til Statens Humanistiske Forskningsråd. Denne kom således til at lede Carlsbergfondets Fønikienekspeditions omfattende udgravninger af syriske Hama i årene 1931-1938. Hama ansås i det internationale arkæologiske miljø for at være en yderst lovende lokalitet, hvilket også blev bekræftet.

Den rekonstruerede Hama-løve, ca. 900 f.Kr. Transport fra Glyptoteket til Nationalmuseet. Foto: P.J. Riis 1942

Udgravningerne af byhøjen, en såkaldt tell

, startede således i 1931 over et 3200 m2 stort areal. Man ønskede at afdække så store dele af byen som muligt, hvorfor arealet også udvidedes det følgende år. Man nåede ned til den mellemste og sene bronzealder i 2. årt. f.Kr. og i en 16,5 m dyb sondage helt ned til stenalderen omkring 6000 f.Kr. Kulturlaget på højen måler 26 m i dybden. Helligdomme og kongelige bygninger fra den syro-hittitiske jernalder (ca. 1200-700 f.Kr.) blev identificeret på højens syd- østlige del. Vidtstrakte gravpladser blev udgravet nedenfor det gamle byområde på højen.

Udgravningerne fik desuden meget stor betydning for flere generationer af danske klassiske og nærorientalske arkæologer, semitologer, samt arkitekter. I samspil med brygger Carl Jacobsens vigtige og talrige erhvervelser fra Palmyra gennem Julius Løytved til Glyptoteket går en linje gennem næsten 100 år med personligheder som arkæologen, professor P.J. Riis – præsident for Videnskabernes Selskab i årene 1975-1981, arkitekterne Ejnar Fugmann og Jørgen Rohweder, Glyptotekets senere direktør, arkæologen Vagn Poulsen, semitologerne professor Frede Løkkegaard og professor Finn Ove Hvidberg-Hansen, og arkæologerne Gunhild Ploug, John Lund, Ingolf Thuesen og Peter Pentz, som alle bidrog til den store publikation af Hama og det nærliggende Tell Sukas i 10 bind.

Blandt de mest spektakulære fund, der blev gjort på byhøjen, er den såkaldte Hamaløve. Den blev opstillet som vogter på terrassen til kongepaladset fra omkring 900 f.Kr. Løven blev ødelagt sammen med bygningerne, da assyrerne stormede paladset i 720 f.Kr. I mere end 1000 stumper kom den i 1939 til København, hvor den blev restaureret af Glyptotekets konservator Elo og i 1942 placeret i en gård på Nationalmuseet. Museet har i 1999 efter aftale med de syriske myndigheder deponerede løven i museet i Hama for en periode af 50 år – samme periode, som Det Danske Institut i Damaskus har rådighed over det fornemme Aqquad-hus i den gamle bydel. Huset er på UNESCO’s liste over umistelige kulturværdier, og restaureret af midler fra C.L. Davids Fond. Således kan selv gamle arkæologiske fund bidrage til senere tiders vigtige projekter. Desværre kender vi ikke løvens skæbne i den ulykkelige krig i Syrien.

Tell Sukas ved Middelhavets kyst blev undersøgt i årene 1958-1963 under ledelse af P.J. Riis. Den over 8000 m2 store høj ved kysten består af kulturlag i en højde af 24 m med fund strækkende sig fra neolithikum til middelalder med et par skyttegrave fra 1. og 2. verdenskrig, altså 5-6000 år. Hovedinteressen samlede sig om lagene fra jernalderen, 1200- 500 f.Kr., hvor forbindelserne mellem det fønikiske og det græske område var tætte grundet intens samhandel – fundene på Tell Sukas har således stor betydning for græsk kronologi.

Senest har professor Rubina Raja, støttet af Carlsbergfondet, overtaget stafetten med de dansk - tyske udgravninger i Jerash i Jordan og det store, vigtige portrætprojekt, The Palmyra Portrait Project, som tager sit udgangspunkt i Glyptotekets samling af palmyrenske portrætter.

De fund fra Hama, som de syriske myndigheder overlod ekspeditionen i overensstemmelse med 1930’ernes lovgivning, skænkede Carlsbergfondet videre til Nationalmuseet i København. Disse vigtige genstande blev af professor Riis i 1987 karakteriseret med ordene: ”… et rigt facetteret fundkompleks, der forbinder de forhistoriske, klassiske og middelalderlige samlinger med de etnografiske; de viser os forudsætningerne for mangt og meget i Europa, og de kulturer, de repræsenterer, er grundlaget for de moderne samfund i Vestasien.”

Maussollæet i Halikarnassos – et af verdens syv vidundere

Maussollæet i Halikarnassos. Rekonstruktion: Kristian Jeppesen 2002

Professor Kristian Jeppesens udgravninger af Maussollæet i Halikarnassos er nok noget af det tætteste, dansk arkæologi er kommet på det egentlige antikke arvesølv, idet mausolæet regnedes for et af Verdens Syv Vidundere!

Kristian Jeppesen, Aarhus Universitet, gravede i antikkens Halikarnassos, det moderne Bodrum, på Tyrkiets vestkyst i årene 1966-1977. Egentlige udgravninger i området blev genoptaget i 1990 og er fortsat årligt til dato under ledelse af professor Poul Pedersen, Syddansk Universitet. Han har blandt andet undersøgt byplan og bymur i den antikke by, Salmakis-kildeanlægget samt resterne af Mausollos’ palads under den nuværende borg, Skt. Peter kastellet. Den overordnede ledelse af projektet blev i 2015 overtaget af lektor Birte Poulsen, Aarhus Universitet, som i særlig grad har helliget sig det senantikke Halikarnassos, hvor Charidemos’ mosaikud- smykkede hus og den senantikke nekropol har udgjort hovedemnerne. Maussollæet beskrives bl.a. af den romerske forfatter Plinius den Ældre i 1. årh. e.Kr., og det stod mere eller mindre intakt til omkring 1500, hvor det blev nedrevet for at give byggemateriale til korsfarerborgen. Engelske C.T. Newton  gravede  på  stedet  i  1850’erne  og  fandt  dels Maussollæets fundamenter og fragmenter af dets marmorarkitektur, dels betydelige rester af bygningens omfattende skulpturudsmykning, som i dag findes på British Museum i London.

Jeppesens udgravning og undersøgelser koncentrerede sig om monumentets oprindelige arkitektur, og resultaterne samt nøje studier af den omfattende litterære overlevering gjorde Jeppesen i stand til at rekonstruere Maussollæet på en måde, der har vundet anerkendelse i vide kredse, som også tæller kritikere.

Poul Pedersens arbejde har resulteret i stor, sikker viden om den antikke by, som nu kan rekonstrueres ganske detaljeret.

Kalydon

Det Danske Institut i Athen blev oprettet i 1992 som selvejende institution under Ministeriet for Forskning og Innovation med bygninger i Athens centrum doneret af Carlsbergfondet, bl.a. med det formål at facilitere dansk forankrede arkæologiske feltprojekter i Grækenland. Flere projekter blev sat i gang i årene umiddelbart herefter, og i 2001 genoptog Instituttets daværende direktør, dr.phil. Søren Dietz, de arkæologiske undersøgelser i den oldgræske bystat Kalydon i Aitolien i det vestlige Grækenland. 

Kalydon. Resultater af geomagnetisk survey af akropol og nedre by. Gadeforløb og mure ses tydeligt.

Danske arkæologer havde allerede tilbage i årene 1926-35 foretaget udgravninger i Kalydon, i et samarbejdsprojekt mellem arkæologen Frederik Poulsen, arkitekten Ejnar Dyggve og den græske arkæolog Konstantinos Rhomaios. Det gamle projekt arbejdede med licens fra det Arkæologiske Selskab i Athen og var støttet af Rask-Ørsted Fondet, mens projektet under Søren Dietz var et samarbejdsprojekt med det græske kulturministerium repræsenteret af efor Dr. Maria Stavropoulou-Gatsi i Patras. Det mytologiske Kalydon spiller en afgørende rolle i Homers Iliade. Den vigtige helligdom for Artemis Laphria lidt uden for bymurene og et Heroon med tilknyttet palaestra var hovedfokus i de gamle undersøgelser, og selve byen blev fokus i det nye projekt. 2001-07-fasen af projektet blev finansieret af Ny Carlsbergfondet og Generalkonsul Gösta Enboms Fond, mens publikationen, der forelå i 2011, blev finansieret af Carlsbergfondet.

Projektet gennemførte opmålinger af byens hovedelementer, bymurene og de synlige rester af terrassemure og alle bygninger, der kunne studeres direkte i overfladen. Geomagnetiske undersøgelser af området blev også foretaget med fine resultater, og byen er således i dag en af de bedst undersøgte urbane enheder i den antikke græske verden med disse metoder. Undersøgelserne udmundede i ud- gravningen af dele af en peristylbygning, en velbevaret keramikovn, og en større del af byens akropolis. Geologiske undersøgelser fastlagde oldtidens kystlinie, som lå mere end hundrede meter længere ude i vandet end i dag. Undersøgelserne har givet et godt billede af byens udseende i oldtiden og funktionen af de forskellige kvarterer.

Allerede i 2001 blev en del ressourcer anvendt på at undersøge et anlæg syd for helligdommen for Artemis, og udgravningerne påviste, at anlægget, i hvert fald i hellenistisk tid (300–100 f.Kr.), var et teater med rektangulært orchestra og et auditorium med plads til omkring 5000 tilskuere. Udgravningerne af dette anlæg blev genoptaget i 2011 og tilendebragt under ledelse af instituttets senere direktør, Dr. Rune Frederiksen, i samarbejde først med efor Dr. Stavropoulou-Gatsi, og fra 2012-14 med efor Dr. Olympia Vikatou. Teatret i Kalydon er et blandt flere hundrede bygninger af denne type kendt fra det antikke Grækenland, men adskiller sig markant ved at have et auditorium med lige bænkerækker i tre sammensatte sektioner i form af et Pi, til forskel fra de velkendte auditorier med rækker af halvcirkulære bænke. Teatrets arkitektoniske elementer og detaljer adskiller sig ellers ikke fra et typisk antikt græsk teater, og projektet anser det atypiske auditorium for at være et vigtigt led i det antikke teaters arkitekturhistorie (se Frederiksen i Carlsbergfondets årsskrift 2015). Undersøgelserne af teatret er publiceret i foreløbige rapporter, og en monografi, der vil udgøre den egentlige publikation, er under forberedelse.

Fra 2013 udvidedes undersøgelserne i Kalydon til at omfatte en indsats på den såkaldte nedre akropol under ledelse af arkæolog, Dr. Søren Handberg. Formålet med disse undersøgelser, der stadig pågår, er at udgrave bygninger identificeret ved hjælp af ovennævnte geofysiske metoder. Denne del af projektet, som har fungeret som uddannelsesgravning for studerende i klassisk arkæologi fra Aarhus og Københavns Universitet, har identificeret privat- huse fra 200-tallet f.Kr. og dateret et ældre afsnit af Kalydons bymur til kort efter 500 f.Kr.

Zea og Lechaion

Athens havn, Piræus, var igennem store dele af det 20. århundrede en af verdens vigtigste merkantile havne. I den antikke græske bystatsverden spillede Athen altid en stor rolle, og Piræus var vigtig også dengang som handelshavn. I 400-tallet f.Kr. havde Athen indtaget en imperialistisk rolle i forhold til et stort antal af de øvrige græske bystater, og store dele af Piræus var indrettet som krigshavn, der var en meget vigtig militær faktor i opretholdelsen af denne magtposition. I 2001 begyndte Det Danske Institut undersøgelser af rester af havnen, især skibshuse og havnens befæstninger. På grund af havnens store betydning også i moderne tid er mange af de antikke bygninger helt væk eller overbyggede af moderne bygninger og strukturer, og arbejdet med at kortlægge og udforske resterne af de antikke havneanlæg er derfor yderst vanskeligt, ikke mindst undersøgelserne under vand i de stærkt forurenede havnebassiner.

Lechaion. Arkæolog detaljetegner den fritlagte bund af sænkekasse i byzantinsk moleanlæg. I forgrunden ses cementlaget, to bund-planker, og herefter to tværbjælker. Foto: V. Tsiairis 2014

Den athenske flåde rådede i sine velmagtsdage, ca. 500-300 f.Kr., over flere hundrede krigsskibe, de såkaldte trierer (hurtige og lette treradårede, vædringsdygtige fartøjer). Projektet identificerede rester af skibshusene, der husede disse, i to af tre havnebassiner, der stadig eksisterer: Mounychia og Zea. Det tredje basin, Kantharos, er i dag fuldstændig utilgængeligt på grund af overbygning og moderne skibsfart. En vigtig iagttagelse er byggefaser af skibshuse, der går tilbage til år ca. 500 f.Kr., tidspunktet for demokratiets indførelse i Athen, og projektet kunne også samle observationer, der sandsynliggør eksistensen af såkaldte dobbelte skibs- huse, hvor to skibe ligger i forlængelse af hinanden, en observation der løser et historisk problem omkring det tilsyneladende antal skibe i flåden. Projektet, der blev ledet af arkæolog Dr. Bjørn Lovén, løb frem til 2012 og er blevet publiceret i en række foreløbige videnskabelige skrifter, og første bind i den egentlige publikationsserie udkom i 2011. Projektet var et samarbejde mellem Det Danske Institut i Athen og Eforatet for Arkæologiske Undervandsundersøgelser under det Græske Kulturministerium. 

Det Danske Institut, Undervandseforatet og Københavns Universitet påbegyndte et nyt projekt i 2014, igen ledet fra dansk side af Bjørn Lovén, centreret om Lechaion, den ene af den antikke græske bystat Korinths havne. Forskningsspørgsmålene er grundlæggende de samme som ved Athens krigshavn: en vidtgående dokumentation af anlæggets udstrækning og arkitektur, samt udviklingen gennem de ca. 2500 år, havnen har været i brug. Lechaion er først og fremmest interessant ved at være en kommerciel havn af meget stor betydning for den søgående handel i Antikken – et fænomen, som vi ved var af kolossal betydning i oldtiden i Middel- havsområdet, men som vi ved meget lidt om. Det er håbet, at Lechaion-projektet vil bringe ny viden om forskellige hovedfaser, der er bl.a. gjort spændende fund fra byzantinsk tid, i denne vigtige havn, om volumen og ændringer over tid og om organisering af havne i oldtiden i det hele taget.

Segermes – Africa Proconsularis

I perioden 1987-89 iværksattes en stor undersøgelse i Tunesien med fokus på landbrugsproduktion og økonomi i det romerske imperium. Arkæologisk og historisk forskning i den romerske verden har af naturlige grunde haft sit hovedfokus omkring spektakulære fundsteder som f.eks. byen Rom og Pompeii. Men rygraden i den romerske økonomi var landbrug, og langt størstedelen af de romerske borgere var bønder, som levede af eller på landet rundt om i de mange forskellige regioner i Imperiet, fra Hadrians mur i nord til Sahara i syd. Med projektet Africa Proconsularis – regionale studier i Segermes-dalen i det nordlige Tunesien, der var et samarbejde mellem Københavns Universitet, Odense Universitet, Nationalmuseet og Tunesiens Nationale Institut for Arkæologi, forsøgte arkæologer og historikere, kulturgeografer, geologer og palæo-botanikere for første gang at opnå en større indsigt i naturlige livbetingelser, beboelsesmønstre og økonomi i et helt landdistrikt, det romerske Africa Proconsularis, omkring byen Segermes. Med projektet skabtes vigtig viden om, hvordan almindelige borgere og bønder levede, hvordan landbrugsproduktionen var organiseret, og hvordan overskuddet førtes til lokale byer og i sidste ende til Rom.

Segermes. Det såkaldte Capitolium, 209-211 e.Kr. Foto: Project Africa Proconsularis

Den politiske og økonomiske dynamo for samfundsudviklingen i den klassiske oldtid var bystaten: en by med opland, der er sin egen stat med forfatning, borgerret osv. I den græske periode (800-31 f.Kr.) var der op mod 1500 økonomisk selvforsynende og politisk selvstyrende bystater, og i Romersk tid, 31 f.Kr. til ca. 400 e.Kr., havde bystaten Rom vokset sig stor og politisk underlagt sig alle andre. Men stort set alle byer i imperiet fortsatte med at eksistere som bystater i økonomisk og lokalpolitisk forstand, dvs. at der var en stor primær produktion af især landbrugsvarer, og bonde- og håndværkerstænder havde stor betydning som borgere.

Hovedområdet for undersøgelsen er en dal- sænkning på ca. 400 km2 i det nordlige Tunesien, og 15 mindre områder på i alt 25 km2 blev udvalgt til et regulært systematisk overfladesurvey. Surveys, hvor deltagerne systematisk gennemgår udvalgte dele af landskabet, var på dette tidspunkt i slutningen af 1980’erne en relativt ny ting og aldrig benyttet i studiet af den romerske verden i denne målestok.

Carlsbergfondet i Italien

Gennem de seneste 40-50 år har Carlsbergfondet i stigende grad rettet opmærksomheden mod Italien, med bevillinger dels med fuld dækning til projekter, dels som medfinansierende fond.

Vægten vil her blive lagt på de store gravninger på det romerske Forum og ved kratersøens bred i Nemi i Albanerbjergene, sydøst for Rom, idet disse to lokaliteter er af uvurderlig betydning for forståelsen af centrale problemstillinger i antik og nyere arkæologisk forskning.

De mindre udgravninger af jernalderpladsen Ficana mellem Rom og Ostia blev forestået af Tobias Fischer-Hansen i et nordisk samarbejde i 1970’erne, og vigtige resultater blev publiceret. Udgravningen af Nomentum udenfor Rom var et rent dansk projekt under ledelse af Birgit Tang, som også efter Ingrid Strøm overtog ledelse og publikation af de dansk-italienske udgravninger af Pontecagnano i Syditalien. Senest gravede Jan Kindberg Jacobsen i Timpone della Motta ved Francavilla Marittima i Syditalien 2008-2010. Alle disse projekter er fuldt publicerede.

Forum Romanum

Constantin Hansen, Parti fra Forum Romanum i Rom. 1837. Olie på lærred. Ny Carlsberg Glyptotek, MIN 1883. Castor & Polluxtemplets tre søjler ses til venstre. Foto: Ny Carlsberg Glyptotek

Udgravningen og opmålingen på Forum Romanum, dvs. i hjertet af det antikke Rom, af det ikoniske Castor & Polluxtempel fandt sted i årene 1983-1987 i et skandinavisk samarbejde under ledelse af Det danske Instituts senere direktør, dr. phil. Jan Zahle og dr. phil. Inge Nielsen. Tempelområdet er udgravet delvist flere gange gennem de sidste 200 år, men denne seneste undersøgelse er den hidtil grundigste. Templets tre bevarede søjler, som antagelig har stået oprejst siden antikken, er del af den tredje fase – templet grundlagdes i 486 f.Kr., da etruskerne var blevet jaget ud af Rom, der fandt en ombygning sted i 117 f.Kr., og i sin tredje skikkelse ombyggedes og genindviedes templet under kejser Augustus i år 6 e.Kr. De tre søjler er afbilledet utallige gange gennem århundreder, bl.a. af de danske kunstnere C.W. Eckersberg og Constantin Hansen, og de seneste resultater har muliggjort nye og pålidelige rekonstruktioner af alle templets faser.

En anden vigtig opdagelse er identifikationen af en række butikker og småvirksomheder, som er bygget helt ind i templets høje podium. Et af rummene husede en kombineret skønhedssalon-tandlægeklinik, hvor man udgravede ikke mindre end 86 udtrukne tænder med spor af forskellige dårligdomme – en guldgrube for den paleoodontologiske forskning.

Castor & Polluxtemplet har spillet en stor rolle i den antikke romerske historie, og det nævnes i en lang række skriftlige kilder. Tvillingerne Castor og Pollux – den ene dødelig, den anden guddommelig – blev dyrket gennem hele den romerske oldtid, især i deres egenskab af Roms skytsguder. Templet på Forum spillede via sin centrale geografiske placering en vigtig politisk rolle som bl.a. mødested for senatet og offentlig talerstol, hævet højt over niveau. Som led i kejser Augustus’ velplanlagte promovering af dynastiet blev det i 6 e.Kr. genindviet, stadig til Castor & Pollux, men som en tydelig henvisning til Augustus’ egne arvinger, brødrene Tiberius og Drusus.

Nemi

Augustus’ grandonkel, Gaius Julius Cæsar, er måske hovedpersonen, der kan forbindes med de efterfølgende udgravninger af en stor villa ved Nemisøens bred under ledelse af lektor Pia Guldager Bilde, Aarhus Universitet, med de skandinaviske institutter og de lokale italienske antikvitetsmyndigheder som samarbejdspartnere. Nemi var udover som populært turistområde – siden Guldalderen – kendt i Danmark for Glyptotekets store samling af antik skulptur fra denne lokalitet, erhvervet af Carl Jacobsen, og for kejser Caligulas bizarre, 80 m lange paradeskibe fundet på søens bund.

Nemi, emissarium. Foto: Ole Haupt 2015

Gaius Julius Caesar (101-44 f.Kr.) havde ifølge Cicero og Sueton en villa nær Diana-helligdommen i Nemi, og den kan måske identificeres som den villa ved lokaliteten Santa Maria, som det skandinaviske hold udgravede i fem år fra 1998 til 2002. Man afdækkede rester af en paladsagtig villa, der dækkede et område på 45000 m2, inklusive badeanlæg, søjlegange, haver, og en rummelig cisterne, som kunne styre stedets vandforsyning. Området var beboet fra tidlig jernalder i begyndelsen af 1. årtusind, og den romerske villa havde mindst fire hovedfaser fra senrepublikansk tid, ca. 50 f.Kr., den ombyggedes i tidlig kejsertid, og i 2. årh. e.Kr. forlades den øjensynlig, antagelig fordi Diana-helligdommen blev ødelagt.

Der er altså ingen tvivl om, at villaen var i brug på Cæsars tid, fast dateret via de udgravede fund, og også et lille århundrede senere, men bevises kan det ikke, at Cæsar var ejeren, eller at den senere aktivitet skyldtes, at den julisk-claudiske familie, herunder Caligula, arvede villaen. Sikkert er det dog, at den rige villa var en af mange af lignende pragt, som var placeret i Albanerbjergene, et populært ferieområde i romersk tid, op gennem renaissancen til nutiden.

Man undersøgte også det såkaldte emissarium, søens antikke overløbstunnel, en 1653 m lang underjordisk passage, der forbinder Nemisøen med den 10 m lavere udtørrede kratersø, Vallericcia, på den anden side af krateret. Tunnelen sikrede en stabil vandstand i Nemi-søen. I årene omkring 1930 var kanalen summarisk blevet renset og opmålt, men undersøgelserne i 2002 øgede vor viden om dette imponerende  ingeniørværk betydeligt.

Nemi-søen. Villaen er udgravet ved søbredden til venstre. Foto: Birte Poulsen

Der er flere projekter i Carlsbergfondets pipeline, bl.a. græske Sikyon – den klassisk-hellenistiske billedhugger Lysippos’ hjemby nær Korinth, så fondets 140 års jubilæum markerer også begyndelsen på nye, storslåede projekter.