Til oversigt

Carlsbergfondets Forskningspriser 2017 tildeles førende professorer i kirkehistorie og organisk kemi

Overrækkelse af Carlsbergfondets Forskningspriser 2017. Fra venstre præsident i Videnskabernes Selskab Mogens Høgh Jensen, uddannelses- og forskningsminister Søren Pind, prismodtager Mette Birkedal Bruun, HKH Kronprinsessen, prismodtager Karl Anker Jørgensen, bestyrelsesformand i Carlsbergfondet Flemming Besenbacher og generalsekretær i Videnskabernes Selskab Lars Arge | Foto: Martin Juul.

Mette Birkedal Bruun og Karl Anker Jørgensen modtager priserne for deres banebrydende arbejde inden for henholdsvis kirkehistorie og organisk kemi. Med priserne følger 1 million kr. Heraf øremærkes 750.000 kr. til forskningsaktiviteter, mens 250.000 kr. er en personlig hædersgave.

”Det er mig en stor glæde at kunne overrække Carlsbergfondets Forskningspriser 2017 til professor Mette Birkedal Bruun og professor Karl Anker Jørgensen. Mette Birkedal Bruun og Karl Anker Jørgensen nyder stor respekt og anerkendelse for den fremragende internationale forskningsindsats, de hver især leverer inden fagområderne kirkehistorie og organisk kemi. Ikke bare har de gennem årene stået bag enestående videnskabelige resultater, der har udvidet vores forståelse af såvel middelalderens kultur og klostervæsen samt kemiske reaktionsmekanismer. De har tilmed helt i Carlsbergfondets ånd en særlig ”Semper Ardens”-tilgang (”passioneret, altid brændende”) til deres forskning”, udtaler Flemming Besenbacher.

Professor Mette Birkedal Bruun

Mette Birkedal Bruun får prisen for sin forskning i middelalderens munkevæsen og den tidlige moderne periode, der har ført til væsentlige nye indsigter af almen kirkehistorisk og kulturhistorisk betydning. Hendes tværfaglige metodiske brug af begrebet topos har ført til en afgørende nytolkning af Bernard af Clairvaux' og cisterciensernes brug af tekstlige strategier - ikke mindst hentet fra rumlig og arkitektonisk sprogbrug - til at fremme munkenes tilbagetrækning fra verden. Den har yderligere ført til afgørende indsigter i vekselvirkningen mellem tilbagetrækning fra verden og engagement i verden i den tidligt moderne periode og dermed øget vores forståelse af afsondringens historiske dimension.

Professor Karl Anker Jørgensen

Karl Anker Jørgensen modtager prisen for sin banebrydende forskning inden for homogen katalyse med fokus på specielt metalkatalyserede oxidationsreaktioner og asymmetrisk katalyse. Sidstnævnte katalysatorer kan styre den tredimensionale dannelse og opbygning af molekyler, der forekommer som spejlbilleder af hinanden, så for eksempel kun ét af spejlbilledmolekylerne dannes. I levende organismer forekommer kun én spejlbilledform af et givent molekyle, så forskningen i dannelsen af disse molekyler rækker langt ud over kemien til mennesker, dyr og planter og er grundlaget for alt levende.

Om Carlsbergfondets Forskningspris

Carlsbergfondets Forskningspris blev indstiftet i 2011 i anledning af fondets grundlægger J.C. Jacobsens 200-års fødselsdag. Prisen uddeles efter indstilling fra Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Hver pris er på 1 million kroner. Heraf er 250.000 kr. en personlig hædersgave og 750.000 kr. støtte til et forskningsprojekt.

Carlsbergfondets Forskningspris har som formål at yde støtte til to aktive forskere i ind- eller udland, der har bidraget afgørende til grundforskningen, og som nyder stor videnskabelig anerkendelse. Priserne skal opmuntre til yderligere forskning og kan bruges efter behov til udlandsophold, feltarbejde, indkøb af udstyr eller løn til videnskabelig assistance.



Til oversigt