Til oversigt

Carlsbergfondets enestående bogserie om verdens nomader fuldbragt

Haslund med venner, assistenter og oversættere foran Chegan Khure Sume i slutningen af marts 1939; få dage før hans afgang fra Mongoliet (Foto: Werner Jacobsen, 1939).

I dag udkommer femtende og sidste bind i Carlsbergfondets store serie om verdens nomader. Bindet Among Herders of Inner Mongolia indeholder videnskabelig dokumentation og analyse af data indsamlet på ekspeditioner til Mongoliet i 1936-1939 ledet af Henning Haslund-Christensen.

Med udgivelsen af det femtende og sidste bind af Carlsbergfondets The Carlsberg Foundation's Nomad Research Project bindes der i dag en sløjfe om et af Danmarks vigtigste etnografiske forskningsprojekter. Bogserien, der nyder stor international anerkendelse, blev søsat med støtte fra Carlsbergfondet i 1986, og fondet har siden bevilget adskillige millioner kroner til projektet, der nu afsluttes med bindet Among Herders of Inner Mongolia skrevet af antropolog, ph.d. Christel Braae.

Udgivelsen af bind 15 og afslutningen af værket fejres i dag ved et arrangement på Nationalmuseet.

Bogserien The Carlsberg Foundation's Nomad Research Project giver et enestående videnskabelig funderet indblik i nomadekulturer i Asien, Mellemøsten og Afrika.

Carlsbergfondets bestyrelsesformand Flemming Besenbacher udtaler:

”Det er en stor glæde for Carlsbergfondet, at vi i dag kan fejre færdiggørelsen af The Carlsberg Foundation's Nomad Research Project. Siden projektets start i 1986 har det involveret mange excellente danske forskere, der har bearbejdet unikt materiale hjembragt fra verdens afkroge. Takket være Carlsbergfondets støtte gennem mere end tredive år er materialet, der for en stor dels vedkommende var i fare for at gå tabt, nu bearbejdet og samlet for eftertiden. Resultatet er, at vi i dag står med et enestående, videnskabelig funderet værk om verdens nomadekulturer, hvis lige ikke findes internationalt.”

”At Carlsbergfondet ikke blot igangsatte forskningsprojektet og bogserien i 1986, men løbende og helt frem til i dag har støttet det med adskillige millioner kroner, illustrerer den langsigtede tænkning, som kendetegner fondets bevillingspraksis. Vi ser nu frem til, at værket benyttes af forskere i videre studier af verdens nomader.”

Værket har siden opstarten været redigeret af seniorforsker ved Nordisk Institut for Asienforskning, Ida Nicolaisen, der også selv har bidraget med tre bind i serien. Ida Nicolaisen udtaler:

”Det har været en krævende, men også herlig udfordring at være ansvarlig for så stor en forskningssatsning. Jeg er Carlsbergfondet utrolig taknemmelig, ikke blot for den økonomiske støtte, men for forståelsen for, at grundforskning tager tid. I dette tilfælde muliggjorde støtten, at forskning, som først var tænkt som delprojekter, fik mulighed for at blive til store monografier. I det hele voksede projektet fra planlagte 7 bind til hele 15.”

Om The Carlsberg Foundation's Nomad Research Project

Carlsbergfondets støtte til nomade-forskning går langt tilbage

Carlsbergfondet har igennem en lang årrække støttet forskning i nomadekulturer i Asien og Afrika gennemført af danske etnografer, arkæologer, geografer, botanikere, religionshistorikere, musiketnologer, fotografer med flere. Fondet har således givet bevillinger til alt fra forskningsekspeditioner over bearbejdning af indsamlet materiale samt redaktion og udgivelse.

Igennem tiden er der bevilget adskillige millioner kroner til The Carlsberg Foundation's Nomad Research Project.

Bogserien The Carlsberg Foundation's Nomad Research Project giver et enestående videnskabelig funderet indblik i nomadekulturer i Asien, Mellemøsten og Afrika. I serien indgår blandt andet bind om Luristan-nomaderne i Iran og hele fire bind om nomader i Afghanistan. Der er også afdøde professor Johannes Nicolaisens (1921-1980) højt skattede klassiker om det blå folk i Sahara, Tuaregerne. Samt ikke mindst det berømte værk om beduinerne i Qatar skrevet af etnograf Klaus Ferdinand (1926-2005), der den dag i dag betragtes som det autoritative værk af såvel beduinerne selv som de internationale etnografiske forskningsmiljøer. Serien indeholder desuden det til dato eneste eksisterende værk om Haddad-folket i Chad, skrevet af Ida Nicolaisen.

Carlsbergfondet har siden 1986 støttet serien med generøse bevillinger til alt fra etnografiske forskningsekspeditioner til bearbejdning af musealt materiale og udgivelse af de enkelte bind, der grundigt dokumenterer nomadekulturer verden over fra slutningen af 1800-tallet og frem til moderne tid.

Medlemmerne af den 2. danske Pamir-ekspedition slapper af i Konia, 1898. Fra venstre: premierløjtnant Ole Olufsen, den usbekiske oversætter Sharif, fysikeren Anthon Hjuler og botanikeren Ove Paulsen.

En betydelig del af materialerne er bragt hjem til danske museer fra lande som Tibet, Mongoliet, Uzbekistan, Afghanistan, Iran, Golfområdet og Nordafrika. Carlsbergfondet igangsatte det stort anlagte forskningsprogram The Carlsberg Foundation's Nomad Research Project netop for at sikre, at materialerne ikke gik tabt for eftertiden.

Se samlet bibliografi (pdf)

Om bind 15: Among Herders of Inner Mongolia 

Over 700 sider fremlægger Among Herders of Inner Mongolia videnskabelig dokumentation og analyse af data indsamlet på ekspeditioner til Mongoliet i 1936-1939 ledet af Henning Haslund-Christensen. Bindet indeholder også eksklusivt materiale fra dagbøger og breve, som i vid omfang ikke har været publiceret tidligere. Desuden forefindes et detaljeret katalog over de knap 1500 genstande (800 katalognumre), som blev bragt hjem til Nationalmuseet, hvor de udgør en central del af de etnografiske samlinger.

Endvidere foreligger 240 fine optagelser af etnografiske genstande, iværksat af Nationalmuseets fotograf Roberto Fortuna. Herunder 300 scannede historiske fotos, kort, tegninger, dagbogsoptegnelser, breve m.v. fra Etnografisk Samlings arkiv, andre offentlige og private arkiver i Danmark, Sverige og Frankrig, og fra familien Haslund-Christensens private samling.

Bestil bogen

Aarhus Universitetsforlag har stået for udgivelsen af de seneste tre bind, mens Forlaget Rhodos udgav seriens første bind.

Køb eller læs mere om Bind 15 Among Herders of Inner Mongolia

Haslunds kort over den danske ekspeditions rute fra Kalgan til Bulguntal i Uriankhai. Denne region blev længe betragtet som et ingenmandsland.



Til oversigt