Til oversigt

FOLKESKOLEN FYLDER 200 ÅR

30/06/2014

Foto: Pelle Rink Folkeskolen fylder 200 år

Forleden fyldte en ganske særlig kending 200 år. Vi har alle brugt mange år i dens selskab – på godt og på ondt. Den har været vores indgang til at kunne læse, regne og lære om det danske samfund og har de seneste 200 år været en uundgåelig med- og modspiller for børn og forældre. Tillykke til den danske folkeskole.

Den 29. juli 2014 blev den danske folkeskole fejret med maner, da skolen fyldte 200 år. Fødselsdagen blev afholdt på Ryslinge Høj- og Efterskole og var arrangeret af Skole i 200 år og organisationen Danes Worldwide. Her fejrede 400 sommerskoleelever, lærere, historikere og andre indbudte, at Frederik den 6. den 29. juli 1814 underskrev de centrale skolelove, der indførte syv års undervisningspligt for alle børn og unge i Danmark.

Fejringen begyndte med festtaler af undervisningsminister Christine Antorini, historiker Ning de Coninck-Smith og generalsekretær i Danes Worldwide Anne Marie Dalgaard. Efter talerne kom en 6 meter lang fødselsdagslagkage på bordet. Kagen blev nydt i dansende tilstand til en reggaekoncert med den danske kunstner Wafande, imens himlen blev farvet rød af tusindvis af svævende balloner.

Professor MSO dr. phil. Ning de Coninck-Smith, lederen af det store fembindsværk ’Dansk Skolehistorie’, indledte sin festtale ved begejstret at kunne berette om, at busserne i København flagede i dagens anledning. ”Folkeskolen er virkelig også noget at flage for”, udtrykte Ning de Coninck-Smith, før hun indsigtsfuldt fortalte om folkeskolens historie og betydning.

Det er Carlsbergfondet, der har finansieret det store fembindsværk ’Dansk Skolehistorie’ med 13 millioner kroner. Det rigt illustrerede bogværk er skrevet af i alt 12 historikere med særlig viden om skolen før og nu. Det redigeres af Ning de Coninck-Smith samt lektor dr. phil. Charlotte Appel. Projektet afsluttes i foråret 2015. Afslutningen på projektet vil af Carlsbergfondet blive markeret med et seminar i januar 2015, der med fortiden som afsæt vil drøfte, hvor folkeskolen står i 2014, hvad dens styrker og svagheder er, hvor kan den blive bedre – og ikke mindst, hvordan den bliver det.

Ved fejringen af 200 års fødselsdagen forklarede Ning de Coninck-Smith, at fembindsværket ’Dansk Skolehistorie’ ikke kun er interessant for historikere som hende selv, der elsker at dykke ned i de støvede arkiver. Hun påpegede, at historien kan bruges som et afsæt for at kunne forstå folkeskolen og de debatter, der omgiver den i dag samt til at udvikle nye perspektiver på udviklingen af folkeskolen.



Til oversigt