Til oversigt

Hendes Majestæt Dronningen besøger Carlsbergfondets udgravning af Cæsars Forum i Rom

Når Hendes Majestæt Dronningen i dagene 26.-29. oktober besøger Rom, er et besøg på den arkæologiske udgravning af det antikke Cæsars Forum på programmet. Endvidere vil Dronningen overrække Dronning Margrethes Romerske Pris, der blev indstiftet af Carlsbergfondet i 2015.

I efteråret 2017 påbegynder Det Danske Institut i Rom sammen med Roms kommunes antikvæsen Sovrintendenza Capitolina ai Beni Culturali et enestående udgravningsprojekt på Cæsars Forum i det nordøstlige hjørne af Forum Romanum. Carlsbergfondet finansierer hele det danske bidrag til udgravningen, der er en af de mest prestigefulde udgravninger, som danske arkæologer kommer til at udføre. Dronningen vil under besøget i Rom få præsenteret det arkæologiske projekt, der er sat til at vare tre år.

Læs mere om udgravningen af Cæsars Forum

Udgravningen påbegyndes samtidig med, at Det Danske Institut for Videnskab og Kunst i Rom fejrer 50-året for Kay Fiskers ikoniske bygning, der huser instituttet. Dronningen vil som protektor deltage i fejringen og overrække Dronning Margrethes Romerske Pris. Carlsbergfondet indstiftede prisen i 2015 i forbindelse med Dronningens 75-års fødselsdag. Prisen uddeles for at styrke og hædre den forskning, der udføres ved eller med tilknytning til Det Danske Institut i Rom.

Dronningen overrækker endvidere H.M. Dronning Margrethe den II’s ”Distinguished” postdoc-stipendium ved Det Danske Institut i Rom. Dette stipendium uddeles ekstraordinært i anledning af 50-års jubilæet for Kay Fiskers bygning.

Læs om H.M. Dronning Margrethe den II’s ”Distinguished” postdoc-stipendium



Til oversigt