Ny bog om kongegravene ved A’ali i Bahrain | Carlsbergfondet
Til oversigt

Ny bog om kongegravene ved A’ali i Bahrain

Kong Yagli-el’s gravkammer udgravet under ledelse af Ali Ibrahim Kadeem (Moesgaard 2013).

En omfattende arkæologisk undersøgelse af kongegravene ved A’ali i Bahrain fremlægges nu i værket The Royal Mounds of A’ali in Bahrain - The Emergence of Kingship in Early Dilmun. Bag forskningen og bogen, der analyserer informationer fra både gamle og nye undersøgelser og giver ny viden om fremkomsten af dynastiske gravpladser i tidlige stater, står dr. Steffen Terp Laursen fra Moesgaard Museum. Forskningen og bogen er støttet af Carlsbergfondet.

Store dele af Bahrain er dækket af højgravpladser fra bronzealderen med over 76.000 gravhøje fra perioden 2200-1700 f.v.t.

De 12-14 kongegrave ved landsbyen A’ali har oprindeligt været omkring 15 m høje, cirkulære monumenter med en trinopbygning som en bryllupskage. Det indre gravkammer er i to-etager med hver fire siderum i form som et H.

Bogen afslører, at det ved A’ali begravede amoritiske dynasti fremkom sammen med byggeriet af de enorme monumentale højgrave i en de facto kongegravplads omkring år 2000-1900 f.v.t., samt at de endeligt tabte grebet om magten omkring år 1700 f.v.t.

Kongegravene ved A’ali i Bahrain har længe være omgivet af mystik, og man har antaget, at lokaliteten repræsenterer det sidste hvilested for Dilmunrigets bronzealderkonger. Professionelle arkæologer og selvudnævnte opdagelsesrejsende har - draget af monumenternes enorme størrelse - gennem århundreder forsøgt at trænge ind i højenes indre og fravriste kamrenes deres hemmeligheder.

Nu har danske Steffen Terp Laursen fra Moesgaard Museum med udgangspunkt i de materielle levn fra gravhøjene dokumenteret udviklingen fra et høvdingstyret stammesamfund til fremkomsten af en egentlig kongemagt omkring 2000 f.v.t.

Med det nye studie er der etableret en 14C-baseret kronologi for Dilmuns royale dynasti, som vil få stor betydning for udforskningen af Mellemøstens bysamfund. Gennem udgravninger og analyser af kongegravpladsen giver Laursen en ny forståelse af den dynastiske gravplads som en central institution i tidlige stater. Studiet bekræfter hypotesen om, at der er tale om en dynastisk gravplads forbeholdt Dilmunrigets konger.

Nye regentnavne afsløret

BogenThe Royal Mounds of A’ali in Bahrain - The Emergence of Kingship in Early Dilmun præsenterer information fra de tidligste arkæologiske udforskninger af A’ali samt helt nye data fra ekspeditionen ”Bahrain - Moesgaard Museum ekspedition til A’ali (2010 -2016)”, der blevet ledet af Terp Laursen selv.

Oldbabyloniske kileinskriptioner på tre stenkar har eksempelvis sensationelt afsløret navnene på to af Dilmundynastiets hidtil navnløse regenter. Navnene afslører, at kongerne talte det vest-semitiske sprog amoritisk og at de tilhørte en ukendt gren af det amoritiske folk. Man ved, at amoritterne efter år 2000 f.v.t. erobrede de fleste bystater i Mesopotamien – blandt andet det magtfulde Babylon. Med den nye opdagelse af amoritiske konger i Bahrain er den geografiske radius for deres ekspansion pludseligt blevet markant udvidet.

Læs mere om bogen på Aarhus University Press’ hjemmeside

Arkæologerne Hjalte Raun og Michael Vinter Jensen undersøger indgangspartiet til kongegrav fra år 1750 f.v.t. på Bahrain (Moesgaard 2013).

Arkæolog Steffen Terp Laursen fra opmåler gravkammer, der for første gang er åbnet, efter at det blev plyndret omkring år 1730 f.v.t. (Moesgaard 2013).

Det øvre gravkammer i en prinsegrav undersøges af Steffen Terp Laursen og Hjalte Raun (Moesgaard 2012).

Fragment af stenskål med inskription, der omtaler den gravlagte Kong Yagli-el og dennes far Ri’mum: ”Yagli-el’s palads, søn af Ri’mum, tjeneren for Inzak (Guden) af Akarum (lokalt navn for Dilmun)” (Læsning Gianni Marchesi, Bologna Universitet).



Til oversigt