Til oversigt

Ny portrætudstilling på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg

Den 6. januar åbner særudstillingen Naevus Flammeus på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. På udstillingen vises fotografen Linda Hansens portrætter af personer med modermærker i ansigtet. Kunstneren vil udfordre det negative blik, som ofte møder mennesker, der er anderledes.

Naevus Flammeus er den latinske betegnelse for en særlig type af modermærker. Med portrætterne ønsker Linda Hansen at få os til at tænke over, hvad udseendet betyder for vores opfattelse af andre mennesker og den måde, vi er sammen med dem på. Linda Hansen sætter her som i sine øvrige arbejder fokus på minoriteter, individualitet og blikkets rolle i fotografiet.

© Linda Hansen

Mette Skougaard, direktør for Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, siger:

”Vi er glade for at kunne præsentere fotoserien Naevus Flammeus på museet. Linda Hansen har markeret sig som en bemærkelsesværdig kunstner, og hendes udstillinger skaber altid stof til eftertanke”.

Om Naevus Flammeus

Naevus Flammeus er den medicinske betegnelse for en medfødt udviklingsforstyrrelse i hudens små blodkar, der opstår i forstertilstanden. Det forekommer hos 0,3 % af alle nyfødte. Mærkerne kan have forskellig form og størrelse og sidde over hele kroppen. Langt de fleste sidder imidlertid på ansigt eller hals. Som regel bliver mærkerne tydeligere med alderen.

Linda Hansen (f. 1969) er uddannet fotograf fra Fatamorgana i 1996 og har udstillet i Danmark, Sverige, Frankrig og Skotland, blandt andet med udstillingen Life in Plastic. Med udstillingen Portraits of Women portrætterede hun en lang række kendte kvinder, heriblandt Bodil Udsen, Marianne Jelved og Iben Hjejle.

Udstillingen Naevus Flammeus kan opleves fra den 6. januar til 18. februar 2018. 

Læs mere om udstillingen på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborgs hjemmeside



Til oversigt