Til oversigt

Carlsbergfondets forskere stærkt repræsenteret i kapløbet om Årets Danske Forskningsresultat 2016

Videnskab.dk uddeler hvert år en pris for Årets Danske Forskningsresultat. Prisen uddeles på baggrund af en afstemning blandt videnskab.dks læsere. I år er to forskningsprojekter støttet af Carlsbergfondet at finde blandt kandidaterne.

Årets Danske Forskningsresultat er en årligt tilbagevendende pris, som kåres af Videnskab.dk’s læsere gennem en online afstemning mellem ti kandidater. Vinderen kan være en forsker eller gruppe af forskere inden for alle videnskabelige genrer.

Afstemningen varer i to uger og løber i år frem til d. 22. februar. Vinderen får overrakt prisen i forbindelse med Forskningens Døgn (d. 24. april-1. maj).

Carlsbergfondet støtter banebrydende forskning

To ud af de ti nominerede forskningsprojekter har modtaget støtte fra Carlsbergfondet. Det drejer sig om projekterne ”The ALPHA-g Project” og ”Understanding human problem solving, improving quantum optimization”.

Jeffrey S. Hangst, som er professor MSO på Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet, og hans hold af forskere fra CERN er nomineret for projektet ”The ALPHA-g Project”.  Projektet bliver fra flere sider benævnt som banebrydende, idet det er lykkedes forskerholdet at indfange, opbevare og måle på antibrint, som er en uregerlig størrelse. I forbindelse med projektet modtog Jeffrey S. Hangst i 2015 en Semper Ardens-bevilling fra Carlsbergfondet. 

Læs mere om projektet her

Jacob Friis Sherson, lektor på Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet, er nomineret for projektet ”Understanding human problem solving, improving quantum optimization”. Ved hjælp af et computerspil og ikke mindre end 10.000 spillere har projektet fastslået, hvor hurtigt et atom kan flyttes i en kvantecomputer. Friis Sherson har i forbindelse med projektet fået bevilget et Distinguished Associated Professor-stipendium. 

Læs mere om projektet her

Gå til afstemningen til Årets Danske Forskningsresultat



Til oversigt