Til oversigt

BLOOM blomster igen i 2018

Foto: Malthe Ivarsson

For andet år i træk præsenterer Danmarks festival om natur og videnskab BLOOM en vildtvoksende buket af topforskere, krøllede hjerner, emeritusser, kunstnere og formidlere. Ligesom sidste år arrangeres festivalen i samarbejde med Carlsbergfondet med støtte fra Carlsberg Mindelegat.

BLOOM finder sted i dagene 26. – 27. maj 2018 i det grønne Søndermarken på Frederiksberg, hvor nogle af vores største videnskabsmænd, digtere og filosoffer herhjemme har tænkt store tanker gennem tiderne. BLOOM tager publikum med på en lidenskabelig færd, der rækker fra genetisk epidemiologi til sorte huller – og alt derimellem. Talks, walks, foredrag, ideer, kunst, mad, musik, træer og frisk luft er blot nogle af ingredienserne.

Publikum vil blandt andre kunne opleve Harvard-professoren i teoretisk fysik Lisa Randall, doktor i astro-fysik Jean-Pierre Luminet, professor i genetik Tim Spector fra King’s College London, professor i geologi på Københavns Universitet Minik Rosing og komponist Louise Alenius med et nykomponeret værk om ritualer i anledning af Bloom.

Brug for naturfaglig viden

Ifølge professor Flemming Besenbacher, bestyrelsesformand i Carlsbergfondet, der er hovedsponsor for Bloom, kan Bloom medvirke til at understøtte den spirende interesse i den brede offentlighed for den naturvidenskabelige dannelse:

”Naturvidenskab er i de seneste år desværre blevet afkoblet fra den almene dannelse. Det glæder mig derfor, at Bloom medvirker til at bringe den naturvidenskabelige forskning tilbage ind i hjertet af dannelsen. Carlsbergfondet ønsker med forårets Bloom endnu en gang at medvirke til at styrke den naturfaglige interesse og give danskerne mulighed for at møde en række af videnskabens stærkeste repræsentanter. Til dette års Bloom i maj var 55 procent af gæsterne under 35 år. Dette kan forhåbentlig være med til at styrke interessen for naturvidenskab i de yngre generationer, så flere får lyst til at dygtiggøre sig inden for de naturvidenskabelige fag, for det har vi hårdt brug for i dagens Danmark.” 

Hyldest til videnskaben og dens tænkere

BLOOM debuterede i 2017 som festival med mere end 6.000 besøgende i Søndermarken. BLOOM har således vist sig at være både relevant og interessant for publikum i dag. Direktør for BLOOM Svante Lindeburg siger:

”BLOOM hylder naturvidenskaben og dens tænkere ligesom vi i dag hylder mediekendissen, iværksætteren, sportsmanden og popstjernen. Videnskaben har ofte modsvaret til nogle af de største samfundsmæssige udfordringer, der præger vores tid. VI tager naturvidenskaben tilbage til naturen og skaber en sanselig helhedsoplevelse, hvor videnskab og vildskab befrugter hinanden. Vi glæder os til endnu en gang at invitere publikum til at lægge arm med livets største spørgsmål under åben himmel, hvor også koncerter, mad, kunstinstallationer og guidede walks rundt i Søndermarkens forunderlige natur forfører og fænger.”

Programmet for BLOOM offentliggøres løbende. Se mere på www.bloom.ooo, og følg med på Facebook, Instagram og Twitter.

#bloomdk

BLOOM er gratis for alle.    



Til oversigt