Til oversigt

Carlsbergfondet bag banebrydende seismologisk forskningsudstyr i 1920'ernes Grønland

De seismiske stationer i Danmark og Grønland har siden 1927 registreret jordskælv og delt data med resten af verden. Carlsbergfondet støttede stationerne med midler til både etablering og drift. Fredag i sidste uge kunne Den Seismiske Tjeneste fejre 90 år fødselsdag.

De grønlandske stationers unikke position og datakvalitet har gjort dem særligt værdifulde for den globale udforskning af jordens indre. Nu viser ny forskning i arkivalier fra Rigsarkivet og GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland), at det langt fra var videnskabelige idealer, der lå bag den danske stats beslutning om at oprette et dansk netværk af seismiske stationer. Derimod var det et betydeligt internationalt pres samt frygten for at forfejle retten til dele af Grønland, der førte til beslutningen om at etablere tre seismologiske stationer i 1925. Sådan konkluderer miljø- og videnskabshistoriker ved Rigsarkivet Lif Lund Jacobsen, hvis forskning er støttet af Carlsbergfondet med et postdocstipendium til projektet "Inge Lehmann and the rise of modern seismology".

Danmark skulle med på vognen

Efter at Danmark i 1923 var blevet medlem af International Union of Geodesy and Geophysics (IUGG) blev det klart, at flere arktiske nationer stod på spring for at anlægge seismiske stationer i Grønland. Videnskabelig udforskning og suverænitet hang tæt sammen, og såfremt Danmark ikke anlagde egne seismiske station, risikerede man, at andre nationer ville rejse tvivl om Danmarks ret til Grønland.

”Hvis vi ikke selv vil udføre disse Maalinger (geodætiske og seismiske), saa maa vi enten tillade andre at udføre dem eller ogsaa maa det forekomme de fremmede lande, at Danmarks Besiddelse af Grønland udgør en direkte Hindring (…)”, skrev Erik Nørlund til Undervisningsministeriet i 1924.

Ved at påpege dette, lykkedes det Erik Nørlund, professor i matematik og direktør for Gradmålingen, at overbevise den danske stat om nødvendigheden af at anlægge en række seismiske stationer.

”De fleste Kulturstater har derfor også i en Aarrække deltaget i de sejsmiske Forskninger. Sverige har saaledese tre Stationer, Norge har to men vi har ingen. (…) I Europa er Danmark det eneste Land, som ingen Stationer har", skrev Erik Nørlund videre til Undervisningsministeriet, 1924.

Stor strategisk værdi

Således var det udelukkende på grund af de seismiske stationers strategiske værdi, at den danske stat valgte at støtte deres etablering i Danmark og Grønland. For at realisere stationernes videnskabelige potentiale måtte private fonde træde til. Særligt Carlsbergfondet støttede generøst igennem årtier.

I løbet af 1926-1928 blev der bygget seismiske stationer ved København, Ivittuut og Scoresbysund og d. 3. marts 1927 kunne stationen i København rapportere den første instrumentelle måling af et jordskælv. Carlsbergfondet støttede etableringen og driften af de danske seismiske stationer med følgende:

  • State-of-the-art instrumenter til tre stationer, fra producenter i England, Tyskland, Estland, Frankrig og USA, 1925-26
  • Indretningen af den seismiske station i Københavnske (COP), 1926
  • Bygningen af den seismiske station i Scoresbysund (SCO), 1926-1927
  • 2 måneders studierejse i Europa til Inge Lehmann for at hun kunne lære at aflæse og bearbejde seismogrammer, 1927
  • Løn til de to tilsynsførende ved stationerne i København og Scoresbysund, 1928-1950'erne

Inge Lehmann og seismologien

Inge Lehmann (1888- 1993) var Danmarks første seismolog. Hun blev kendt for at opdage jordens kerne i 1936. Hun var med til at etablere de danske seismiske stationer og var chef for den Seismiske afdeling, Geodætisk Institut, fra 1928 til 1953. Hun fortsatte sin forskning i USA under den kolde krig.

Det var blandt andet på baggrund af seismiske data fra stationerne i Ivittuut og Scoresbysund, at Inge Lehmann i 1936 kunne udforme sin teori, om at jorden måtte have en indre kerne.

Læs mere om Den Seismologiske Tjenestes 90-års fejring



Til oversigt