Til oversigt

Cirkulær økonomi handler om meget mere end ”øko-romantik”

Cirkulær økonomi er ikke længere en dagsorden, der er forbeholdt dem, som kun vil redde miljøet. Det handler om benhård bundlinje og international konkurrencekraft for danske virksomheder. Og det handler om en gylden mulighed for vækst og eksport til gavn for dansk økonomi og velstand.

Cirkulær økonomi handler om at bevare, dele og genbruge de produkter og materialer, vi forbruger så meget og så længe som muligt. Det er rigtig godt for miljøet, men det handler først og fremmest om økonomi. Om at husholdningsregnskabet går op. Og det gør det ikke på den lange bane, sådan som verden ser ud i dag.

Sådan skriver Flemming Besenbacher, formand for regeringens Advisory Board for cirkulær økonomi og bestyrelsesformand for Carlsberg Group og Carlsbergfondet, i søndagens kronik i Politiken.

For nylig fremlagde rådet en rapport med anbefalinger til regeringen om, hvordan vi får sat mere gang i en cirkulær økonomi. Konklusionen er klar: Fortsætter vi med at tænke lineært – producere, forbruge og smide væk – kører vi ikke bare moder jord i sænk, men går glip af et kæmpemæssigt samfundsøkonomisk og forretningsmæssigt potentiale.

Vi skal være foregangsland

Ambitionen er, at Danmark bliver et foregangsland i denne omstilling ved at gentænke den måde, som vi designer, producerer og forbruger på. Og når vi ved, at alle verdens lande vil blive tvunget til at gå den cirkulære vej – om de vil det eller ej – skal vi i Danmark være i front. Som et lille land med et højt uddannelsesniveau og stor omstillingsevne har vi de optimale forudsætninger for at blive den, de andre ringer til, når den lineære model kortsluttes. Men intet kommer af sig selv. Det kræver et stærkere og mere intimt samarbejde imellem det offentlige og det private. Det kræver adskilleligt og cirkulært design. Og det kræver investering og oplysning, hvis Danmark skal blive en global hub og et forbillede.

Læs hele kronikken på Politikens hjemmeside (kræver login)



Til oversigt