Til oversigt

DM’s forskningspris 2017 går til Karin M. Frei

Foto: Lars Bech

Forskningsprofessor på Nationalmuseet Karin M. Frei modtager Dansk Magisterforenings (DM) forskningspris inden for Humaniora og samfundsvidenskab 2017. Karin M. Frei, der forsker i nye aspekter af forhistorien med en såkaldt arkæometrisk metode, har blandt andet med bevilling fra Carlsbergfondet dokumenteret, at Egtvedpigen slet ikke var dansk.

Karin M. Frei er især kendt for at have videreudviklet strontiumisotopanalysen. En metode som kan fastslå, hvor forhistoriske mennesker og materialer stammer fra.

Ifølge DM’s priskomité formår hun på nyskabende vis at integrere sine naturvidenskabelige resultater med de humanistiske teorier og idéer. Hendes forskning er præget af et bredt tværvidenskabeligt samarbejde, hvor forskere fra forskellige discipliner og nationer mødes.

”Karin M. Frei har som den første nogensinde dokumenteret, at bronzealdermennesker kunne rejse hurtigt over meget lange afstande, og hun har givet os nye redskaber til at forstå grundlæggende sider af forhistorien, både på det personlige menneskelige plan og på det samfundsmæssige. Forskningen bidrager til at sætte vores egen historie i et nyt lys: Globalisering og samkvem med fjerne egne hører også oldtiden til”, hedder det således i priskomitéens begrundelse for at tildele hende prisen, som er på 50.000 kroner.

Læs portræt og baggrundsartikel om Karin M. Frei

Læs mere om Egtved Pigen

Karin M. Frei udtaler om prisen:

”Jeg er meget beæret og stolt, fordi denne pris er noget helt særligt for mig af to grunde. Dels fordi jeg arbejder tværfagligt med både naturvidenskab og humaniora, og derfor har det en fantastisk stor betydning at det er et humanistisk- og samfundsvidenskabeligt panel, som har tildelt mig prisen. Samtidig er det mine kollegaer og min direktion på Nationalmuseet, som har indstillet mig, hvilket er et enormt skulderklap. Jeg håber, at denne pris vil sætte fokus på synergien i den tværfaglige forskning og de nye muligheder og viden, den skaber.”

DM’s forskningspris overrækkes til Karin M. Frei ved en festlighed den 29. september 2017. 

Men allerede den 21. september kan man opleve Karin M. Frei i samtale med Politikens kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen, når Carlsbergfamilien afholder efterårets første Videnskab | Lidenskab på Glyptoteket.

Læs mere om Videnskab | Lidenskab arrangementet



Til oversigt