Debat: Danmark skal også være filosofisk frontløber | Carlsbergfondet
Til oversigt

Debat: Danmark skal også være filosofisk frontløber

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind har taget initiativ til indførelse af et nyt filosofikum for alle universitetsstuderende. Men den almene dannelse, som et filosofikum skal bidrage til at fremme, bør udvikles allerede i folkeskolen. Det skriver Carlsbergfondets formand Flemming Besenbacher i et indlæg i dagens Berlingske.

En smuk efterårsmorgen tilbage i oktober lancerede HM Dronningen en ny arkæologisk udgravning på det antikke Cæsars Forum i Rom. Jeg havde som formand for Carlsbergfondet fornøjelsen af at deltage i markeringen af den forestående udgravning, som er en af de mest prestigefulde, danske arkæologer har været involveret i nogensinde.

Dronningens interesse for arkæologien stammer helt tilbage fra dengang, hun var ung prinsesse, og jeg kunne ønske mig, at udgravningen på det antikke Cæsars Forum i Rom blev startskuddet til en bredere interesse for forhistorien og arkæologien blandt børn og unge generelt.

Den klassiske arkæologi lærer os at analysere materielle levn fra den græsk-romerske oldtid og giver os en unik indsigt i antikke samfund og kulturer samt periodens kunst- og kulturhistorie. Det er ikke kun spændende i sig selv, men også vigtigt, hvis vi vil forstå filosofi, æstetik, retorik, teater, arkitektur og kunst mv. Arkæologien er det tætteste, vi kommer på en rejse tilbage i tiden.

Dronningens interesse for antikken blev netop vakt i hendes unge år, da hendes lærer, S.C. Sigvardsen, der tillige var en dygtig amatørarkæolog, tog prinsessen med til den kendte køkkenmødding i Ertebølle. Siden udviklede interessen sig til studier i arkæologi på både Aarhus Universitet og på Cambridge University i England. Resten er historie, som man siger.

Når man uddanner sig til arkæolog, lærer man om de ting, der er gemt i jorden helt tilbage fra oldtiden. Hvis man skal forklare sine børn eller børnebørn, hvad oldtiden er, kan jeg anbefale, at man kalder arkæologer for detektiver, der prøver at finde ud af, hvordan livet i oldtiden eller antikken så ud, hvad de tænkte, hvad de troede på, og hvad de talte om.

Mange af svarene findes gemt i jorden i form af de ting, som disse »detektiver« graver frem.

Almen dannelse i folkeskolen

Regeringen annoncerede for nylig, at Danmark skal være en digital frontløber, hvor alle danskere får del i digitaliseringens gevinster. Jeg kunne ikke være mere enig, men Danmark skal også være en filosofisk frontløber.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) har nedsat en inspirationsgruppe, der skal forberede indførelsen af et nyt filosofikum for alle universitetsstuderende. Men den almene dannelse, som et filosofikum skal bidrage til at fremme, bør udvikles allerede i folkeskolen. For i en verden i konstant forandring er der mere end nogensinde brug for dannelse og for en bred forståelse af vores historie og kulturarv.

Det begynder, som det gjorde for den lille prinsesse af Danmark, med arkæologien.

Den giver fantastiske muligheder for at inkludere, bygge bro og gribe de mange muligheder, som den konstante forandring tilbyder os.

Se indlægget i Berlingske (kræver login)




Til oversigt