Til oversigt

Debat: Vi skal hylde vores innovative talenter

Vi skal blive bedre til at omsætte forskning til innovation, vækst og beskæftigelse. Samtidig skal vi blive bedre til at hædre forskere, der bringer grundforskning i anvendelse i innovative løsninger. Sådan lyder det fra bestyrelsesformand for Carlsbergfondet og næstformand i Danmarks Innovationsfond Flemming Besenbacher i dagens Berlingske.

For nylig uddelte Uddannelses- og Forskningsministeriet for ellevte gang EliteForsk-priser til fem af Danmarks fremragende forskere. For første gang uddeltes også Innovationsfondens priser Grand Solutions-prisen, Årets Innovatør og Årets Talenter til forskere, der har udmærket sig ved at bringe basal forskning i anvendelse i nye innovative løsninger til stor gavn for samfundet.

Der er da også god grund til at drysse roser ud over dansk forsknings fyrtårne. For danske forskere er dygtige. De har generelt høj produktivitet, og forskningsresultaterne har meget stor international gennemslagskraft set i forhold til Danmarks størrelse. Det viser blandt andet evalueringer af Danmarks Grundforskningsfond og Det Frie Forskningsråd.

Vi har dog også udfordringer, som vi må søge at få løst på en intelligent måde. For vi lever i en globaliseret verden, hvor mange lande omkring os investerer målrettet i forskning og uddannelse for at styrke deres konkurrencekraft.

En af udfordringerne er, at vi simpelthen ikke er gode nok til at omsætte forskning til innovation, vækst og beskæftigelse i det danske samfund. Danmark halter desværre langt bagefter i internationale ranglister, når man måler på innovationsoutput og dermed på afkastet af det, som Danmark hvert år investerer i universiteterne.

Læs hele kommentaren i Berlingske



Til oversigt