Til oversigt

Flere nye ord til Den Danske Ordbog

På fredag den 10. november tilføjes der endnu engang nye ord til Den Danske Ordbog. Denne gang helt præcis 1445 ord, og dermed er der siden 1. januar 2016 tilføjet 6.194 ord til ordbogen, som Carlsbergfondet senest har støttet med 10,4 millioner kroner.

Banecykel, bashing, Beatleshår. Den Danske Ordbog, der udgives af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, udvides igen. Men hvordan kan ordbogsredaktører blive ved med at finde ord at beskrive og tilføje? På årets Bogforum i Bella Centret den kommende weekend vil to redaktører fra Den Danske Ordbog fortælle om, hvordan man arbejder med at udvælge ord til ordbøger. Det foregår fredag den 10. november klokken 12.00 på stand C2-015A.

Bonobo eller voldæde

En ordbog bliver nemlig aldrig færdig. Sproget udvikler sig, nye ord kommer til, gamle ord går af mode og forsvinder ud af sproget eller skifter betydning. Antallet af ord i en ordbog afspejler derfor ikke nødvendigvis antallet af ord i sproget, men er resultat af en udvælgelsesproces.

På Bogforum vil redaktørerne fortælle om hvilke ord, der slipper gennem nåleøjet til ordbogens spalter, og hvordan det sker. For det er ikke entydigt, hvad der gør et ord relevant for en ordbog. Kriterier for udvælgelse kan eksempelvis være, om et ord er ofte eller sjældent brugt. Er det for eksempel vigtigt at tilføje ordet boligkøb til ordbogen, som vi har 777 eksempler på brugen af i vores tekstsamling? Eller er ressourcerne givet bedre ud ved at beskrive ordnet bonobo, selvom vi kun har 186 eksempler på brugen af det ord? Man kan også spørge, om et fremmedord som voyeurisme er vigtigere at få med end uformelle ord som voldæde. Eller om et aktuelt ord som asylstramning er vigtigere end et historisk ord som Beatleshår.

100.000 opslagsord

Den Danske Ordbog indeholder i øjeblikket knap 100.000 opslagsord. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab har som langsigtet mål at nå op på 200.000 fuldt dokumenterede og beskrevne
ord – men selv når dette mål er nået, vil man ikke kunne sige at alle ord i dansk er beskrevet i ordbogen – langt fra.

Carlsbergfondet har gennem mange år støttet Den Danske Ordbog, senest via projektet "Et løft til det danske sprog: DDO2 - udviklingen 2016-2017", som fondet har givet 10.4 millioner kroner til.

Læs mere om arrangementet på BOGforum

Læs mere om Den Danske Ordbog og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab




Til oversigt