Carlsbergfondet
Til oversigt

Kronik: Giv universiteterne og forskerne mere frihed

Effektivisering og styring er godt og vigtigt. Men kontrolmanien er gået for vidt på universiteterne og truer med at kvæle kreativiteten og den frie tænkning. Sådan lyder det fra Carlsbergfondets formand Flemming Besenbacher i en kronik i dagens Politiken. Kronikken er en lettere omskrevet version af den tale, han holdt i forbindelse med Carlsbergfondets Forskningsprisfest søndag den 2. september på Glyptoteket.

Af Flemming Besenbacher, formand for Carlsbergfondet og Carlsberg A/S

For nylig var jeg inviteret til at tale ved Pujiang Innovation Forum i Shanghai, hvor Danmark var ”Country of Honour”. Her skulle jeg beskrive, hvad der karakteriserer Danmark, og især hvordan vi har råd til den danske velfærdsmodel. Det spørgsmål stiller mine kinesiske venner mig ofte, for i deres øjne burde den slet ikke kunne lade sig gøre.

Mit budskab var som altid, at det danske samfund først og fremmest hviler på et fundament af tillid. Tillid til hinanden, til regeringen, til de offentlige myndigheder, til de stærke institutioner, vi har opbygget over årtier. Men også tillid til virksomhederne, forskere og eksperter. Netop tillid har gjort Danmark til et effektivt og forholdsvis ubureaukratisk samfund fyldt med reflekterede mennesker, stærke fællesskaber og et entreprenant erhvervsliv. En anden afgørende faktor for udviklingen af det danske samfund er, at vi har turde tænke langsigtet og blandt andet investeret i uddannelse, forskning, kunst og kultur.

Dette særkende er for nylig beskrevet indgående af professor Lasse Horne Kjældgaard i bogen ”Meningen med Velfærdsstaten”. Heri giver han en fremragende fremstilling af den kulturelle og politiske debat, der udspandt sig i velfærdsstatens spæde år i 50’erne og 60’erne, og man får et indblik i, hvor højt ambitionsniveauet faktisk var. I tæt dialog diskuterede politikere, kunstnere, videnskabsfolk og erhvervsliv ivrigt, hvad der udgør ”et godt samfund”. Formålet var ikke velfærd for velfærdens skyld, men at skabe muligheder for udvikling af befolkningens åndelige og kulturelle liv. Visionen var med andre ord at frisætte tanken og realisere det menneskelige potentiale.

Vi befinder os midt i den 4. industrielle revolution, hvor viden, teknologi, kultur og økonomi udvikles som aldrig før. Fra resten af verden – måske med undtagelse af en enkelt forvirret journalist på Fox News i USA – kigger man ofte på Danmark som en samfundsutopi, men skal vi opretholde og udvikle vores fantastiske samfund, kræver det mere end nogensinde reformer. Derfor glæder det mig, at vi nu i Tommy Ahlers har fået en uddannelses- og forskningsminister, der forstår sig på symbiosen mellem videnskab, kreativitet, innovation og erhvervsliv. Og ministerens første tiltag peger også i den rigtige retning: Afskaffelse af karakterbonus, mulighed for pause mellem bachelor- og kandidatstudium samt bedre forberedelse og dannelse af de studerende. Alle glimrende initiativer, der giver håb for fremtiden. Men der er stadig mange opgaver at tage fat på, og akkurat som i velfærdsstatens tidligere historie er der konstant behov for reformer, hvor vi lærer af vores fejl og erfaringer fra tidligere reformer.

Helt overordnet handler det om at frisætte universiteterne, så de kan få lov til netop at være universitære. For det første bør vi gentænke universitetsloven. Detailbeslutninger hører ikke hjemme i uddannelses- og forskningsministeriet eller i finansministeriet. Det er selvfølgelig helt legitimt, at samfundet skal have mulighed for at kigge universiteterne over skuldrene. Men kontrolmanien har taget overhånd. Lad os få en fælles ambition om at begrænse måleregimet og i stedet gøre ministeriet til en strategisk og rammesættende partner for universiteterne. Vi må have tillid til, at den daglige ledelse på universiteterne – i samråd med de eksterne universitetsbestyrelser – er deres opgave værdig. Lad os i fællesskab sikre, at det står bestyrelserne helt klart, at de ikke primært varetager det enkelte universitets, men derimod samfundets interesser – Danmarks interesser.

Hvor det tidligere var det politiske system, der agerede langsigtet og erhvervslivet, som måske kun tænkte frem til næste regnskabsaflæggelse, oplever vi i dag i stigende grad, at rollerne er byttet om. Vi ser virksomhederne træde i karakter og påtage sig et langsigtet samfundsansvar. Det gør de, fordi de kan se, at de må tilpasse sig en verden, der er i konstant forandring, hvis de skal eksistere de næste årtier frem. Alt imens vi kan iagttage, at visse politiske beslutninger fremstår kortsigtede. Mens moderne virksomhedsledelse for længst har flyttet sig videre fra 80’ernes og 90’ernes styringsregime, er det offentlige system fortsat – og desværre i stigende grad – gennemsyret af en måle- og tælletankegang. De offentlige institutioner hænger fast i New Public Management-tænkningen, der på mange måder er gammeldags virksomhedsledelse appliceret på det offentlige system. Det betyder, at vi i dag i det offentlige har opbygget en række siloer, f.eks. institutterne på universiteterne, hvor økonomistyring er den primære styringsmekanisme, mens man i erhvervslivet ivrigt forsøger at bryde siloerne ned. Tvunget af omstændighederne tænker man ofte kortsigtet på de enkelte institutter, hvilket medfører, at institutlederne let risikerer at blive bogholdere i stedet for faglige ledere. 

Lad os lytte til Einstein: Det er ikke alt, hvad der kan måles, der skal måles. For hvis ikke det vigtigste er målbart, bliver det målbare hurtigt det vigtigste. I så fald står tilliden for fald, og man knægter den faglige stolthed og kreativitet blandt forskere og risikerer dårlig forskning. Det er helt afgørende som forsker at føle friheden til at turde tænke langsigtet, tage chancer og turde fejle. Kun derved kommer de nye og mest epokegørende forskningsgennembrud, som på sigt kan resultere i Nobelpriser og artikler i globalt førende tidsskrifter, og, endnu vigtigere, kan medvirke til at løse nogle af verdens store samfundsudfordringer vedrørende klima, vand, energi, demografi, sundhed og ressourcetrækket på kloden. Det kræver et højere tillidsniveau mellem universiteterne og ministeriet, og måske specielt finansministeriet, end det vi har i dag.

Formålet med universitetsloven var netop at give universitetsbestyrelserne til opgave at overvåge og sikre, at universiteterne leverer et samfundsafkast baseret på regeringens krav. Hvis bestyrelserne ikke lever op til dette, må de skiftes ud. Selv formændene for universitetsbestyrelserne virker bekymrede. For når ejerne, det vil sige ministeriet, i de nye rammekontrakter stadig stiller op med en mangfoldighed af kvantitative indikatorer, bliver det unødigt bureaukratisk og ligefrem kontraproduktivt i forhold til at lade bestyrelserne sikre, at universiteterne varetager samfundets interesse.

Strukturen med bestyrelser med eksternt flertal, der udpeger rektorer og dekaner er den rigtige, men når vi taler om institutledelser, kan den faculty-model, som man har på de bedste engelske og amerikanske universiteter, være en stærk inspiration. Her har man et kollektivt organ af 5-8 af instituttets fremmeste professorer, der så vælger institutlederen for to år ad gangen. Dette organ sætter ud fra faglige argumenter og prioriteringer den faglige retning for institutterne og rekrutterer alle nye lektorer og professorer efter, at alle argumenter er hørt. Hermed lader man de dygtige, professionelle bureaukrater tage sig af økonomistyringen. Denne model vil give institutlederne en helt anden faglig legitimitet gennem medinddragelse og frihed til at tænke længere og dybere.

Hvis man skal justere universitetsloven, kan man passende også se på den model, der er blevet skabt i forbindelse med valg af nye medlemmer til universitetsbestyrelserne. Denne er blevet unødigt bureaukratisk. Igen kunne man kigge lidt på erhvervslivet og se, hvordan man her on-boarder nye bestyrelsesmedlemmer.

Danmark er et lille land i en stor globaliseret verden – en small great nation. Det var mit budskab i Shanghai. Men vi må ikke glemme, at Danmark er et handelsland, der er afhængig af at kunne eksportere vores viden og konstant bringe det bedste med hjem. Hvis vi fortsat skal have noget at handle med og fortsat kunne tiltrække højtkvalificerede talenter til universiteterne og dansk erhvervsliv, kræver det, at vores viden står i høj international kurs. International forskning er baseret på en ”give and get”-logik. Kun hvis Danmark har forskere i den internationale elite, kan vi åbne dørene til de bedste forskningsmiljøer og derved tiltrække udenlandske topforskere til Danmark. Derfor er det uhyre vigtigt, at vi bevarer vores åbenhed og ikke tvinger universiteterne til at lukke sig om sig selv. Vi har brug for udenlandske forskere og studerende, der kan tænke nyt, og bidrage til at gøre Danmark til et bedre og rigere samfund.

Hvad angår universiteternes anden kerneopgave – uddannelse – så handler det i det 21. århundrede ikke om udenadslære eller reproduktion af viden, men om at få lov til at stille spørgsmål, være kritisk, tænke kreativt, fare vild og begå fejl, have tid til fordybelse, for derefter at komme beriget og klogere ud på den anden side. Derfor var det forfriskende, at uddannelses- og forskningsministeriet i december nedsatte en gruppe, der skal undersøge, hvordan et nyt filosofikum kan indføres på universiteterne for at forberede de studerende til fremtidens udfordringer med et solidt dannelsesfundament. Et ”akademia”, et moderne filosofikum med fokus på akademisk dannelse og et ”teknologikum”, der blandt andet skal give de studerende digital indsigt og dannelse, kan bibringe de studerende tiltrængt viden og erkendelse og rum til refleksion.

Vi skal passe på med ikke at opfatte uddannelseshastighed og erhvervsrelevans til et mål i sig selv. Med dimensionering, fremdriftsreformer og kvikbonus har rationalet længe i al for høj grad været, at vi skal skynde os som aldrig før. Men et universitet har ikke kun én, men mange forskelligartede bundlinjer, og vi risikerer at devaluere den viden, vi giver de studerende, hvis de ikke får lov og tid til at dyrke grundigheden og nysgerrigheden. Hvis vi bygger et system, der udelukkende er baseret på kortsigtet produktion og kvantitet, vil det smitte af på kvaliteten af forskning, på vores erhvervsliv og i sidste ende på samfundet. Vi skal selvfølgelig ikke tillade, at man på statens regning kan være en evighed om at færdiggøre sin uddannelse, og jeg sympatiserer bestemt med det overordnede formål bag fremdriftsreformen. Men implementeringen gik galt. Vi skal ikke slå de studerende og universiteterne i hovedet, hvis de studerende bliver lidt forsinkede pga. udviklende udlandsophold, erhvervsrelevant studiearbejde eller iværksætteri.

Viden er vores vigtigste råstof, og vi er som samfund kun nået hertil, hvor vi er i dag, fordi vi har skyndt os langsomt og undervejs skabt rum for refleksion og kritik – med andre ord givet plads til fordybelse og grundighed. Vi skal betragte uddannelse som en langsigtet investering – ikke blot en udgiftspost på næste års finanslov. Når jeg rejser rundt i verden, oplever jeg, hvordan man i mange lande opruster langsigtet inden for uddannelse, forskning og innovation. Derfor ærgrer det mig, at vi i Danmark ikke i samme grad deltager i den vidensoprustning og investerer i Danmarks fremtid.

Tiden er kommet til at få udfaset de årlige 2 procents-besparelser på universitetsområdet. Det er sundt at effektivisere, men tiden er nu moden til, at vi udvikler en langsigtet vision for uddannelsessystemet. Vi må arbejde frem mod at løfte det offentlige bidrag til uddannelse og forskning til 1,5 procent af BNP fra den nuværende ene procent. Den offentlige universitetsforskning er helt afgørende i relation til at modne den viden og de løsninger, vores erhvervsliv næres af. For der er ingen modsætning mellem at bedrive fremragende grundforskning og skabe innovation og kommerciel værdi, hvilket resultaterne fra bl.a. Grundforskningsfonden og Innovationsfonden klart viser. Det offentlige står i dag for ca. 80 procent af finansieringen til grundforskning, idet virksomhederne primært fokuserer på den mere anvendte, erhvervsrettede forskning. Vi har behov for den offentlige forskning som grundlaget for, at fødekæden hænger sammen. Virksomhederne peger i en dugfrisk undersøgelse på, at de er dybt afhængige af den offentlige forskning og den infrastruktur, vi har bygget op. Netop de frugtbare muligheder for privat-offentligt samarbejde, som der eksempelvis etableres i regi af Innovationsfonden, er en bærende årsag til, at udenlandske virksomheder i stigende grad etablerer deres forskningsenheder i Danmark. Et øget økonomisk bidrag vil give universiteterne og forskningen det strategiske råderum, der i dag mangler i tilstrækkeligt omfang. Det vil være et skridt på vejen mod den frisættelse og tillid, vi har behov for, hvis vi skal fastholde vores eliteforskningsmiljøer. Men der er tale om frihed under ansvar, for den enkelte forsker bør altid forholde sig til, hvordan dennes forskning kan komme samfundet til gavn, blandt andet ved at forskeren indgår samarbejder med virksomheder, hvor det er muligt.

Der er aldrig skabt progression uden perspektiv, og skal vi lykkes med en reformation af universiteterne, så er det ikke nok, at vi fortsætter med at bedrive overbureaukratiserende forvaltning. Hvis vi kun effektiviserer og bevarer det, vi har i dag, risikerer vi at gå i stå og blive forskningskustoder. Forskning og uddannelse er akkurat som kunst og kultur ikke et fedtlag eller et velfærdsgode. Det er derimod selve rygraden i vores samfund og nøglen til at lyse fremtiden op og rykke grænserne for vores erkendelse.

Min opfordring er derfor: Lad os sammen skabe en ny vision for Danmark 2030 – præcis som vi gjorde i 50’erne og 60’erne. Lad os forene politikere, erhvervsfolk, forskere og kunstnere i en dialog om, hvad et godt samfund er og tage stilling til hvilken model, der bringer os bedst derhen. For mig er et godt samfund et samfund, der konstant brygger viden og lyser fremtiden op. I Carlsbergfondet og i Carlsbergfamilien er vi meget bevidste om at tage et samfundsmæssigt og medvirke til at skabe bæredygtige løsninger på nutidens og fremtidens globale udfordringer ved at fremme viden, indsigt, nysgerrighed, kreativitet og samarbejde. Kun herigennem kan vi skabe en solid og robust dansk samfundsmodel, der har en holdbarhedsdato, som rækker længere end til næste eksamen, næste regnskabsaflæggelse eller folketingsvalg.




Til oversigt