Til oversigt

Historien om fejringen af romerske militærsejre skal skrives om

Det såkaldte Tellusrelief fra Det Augustæiske Fredsalter.

Historiker og nyslået dr.phil. fra Aalborg Universitet Carsten Hjort Lange fremlægger i en ny doktorafhandling beviser for, at Kejser Augustus og andre romerske generaler brød regler og konventioner for fejringen af militære sejre i krig. Afhandlingen ”Triumph in the Age of Civil War” bygger blandt andet på postdoc-studier støttet af Carlsbergfondet og gennemført ved Det Danske Institut i Rom.

Måtte en general fejre sejre i borgerkrige i antikkens Rom? Ifølge de historiske kilder er svaret nej, da romerne havde en regel om, at der kun måtte fejres triumfer efter sejre over fremmede magter. Carsten Hjort Langes forskning viser, at ikke mindst efter mordet på Julius Cæsar i 44 f.v.t. blev denne regel gentagne gange brudt eller kraftigt gradbøjet af romerske generaler.

Blind plet i forskningen

Tiltroen til det historiske kildemateriale om fejring af en triumf efter en krig har hidtil været så stor, at forskningen har været centreret om de regler og konventioner, der var afgørende for tildelingen af triumfer og selve triumftoget i Rom. Fælles for undersøgelserne af borgerkrige og fejringen af triumf har været, at de enten ignorerer eller direkte afviser, at der findes en mulig forbindelse mellem de to. Imidlertid viser et nyopdaget relief en borgerkrigssejr, hvor man tydeligt kan se en romer kæmpe mod en romer, og at en triumf bliver tildelt en sejrherre. Flere af Roms triumfbuer fra senrepublikken og kejsertid er også blevet rejst efter sejre i borgerkrige. Carsten Hjort Lange fortæller:

”I antikken var triumfen den største æresbevisning, Rom kunne tildele sine generaler. Vi ved fra flere kilder, at ingen triumf kunne gives, hvis der var tale om en borgerkrigssejr. Imidlertid var mange af krigene i senrepublikken borgerkrige (133-27 f.v.t.), og derfor var der en klar konflikt mellem den traditionelle forventning om, at triumfen skulle gives efter sejr over fremmede fjender og de romerske generalers ønske om offentligt at udtrykke deres prestige, karisma og magt efter en krigssejr. Min forskning viser, at romerne fandt en løsning på denne konflikt, da borgerkrigstriumf blev accepteret, så længe sejrsherren samtidig kunne fremvise en fremmed fjende, selvom fjenden i bedste fald var tvivlsom, og hovedmodstanderen åbenlyst var romersk, samtidig med at borgerkrigen fortsat kunne italesættes som central del af narrativet.”

Unikt studie

Carsten Hjort Langes doktorafhandling er det første omfattende studie af den romerske triumf i den betydningsfulde borgerkrigsæra i senrepublikken og samtidig det første studie, der fokuserer på måderne, hvorpå triumfen i tiltagende grad blev associeret med borgerkrige.

Doktorafhandlingen ”Triumph in the Age of Civil War” udgivet på forlaget Bloomsbury Publishing.

Læs mere om afhandlingen hos Aalborg Universitet

Yderligere information kan fås hos Carsten Hjort Lange, Institut for Kultur og Globale Studier, Aalborg Universitet, på e-mail: lange@cgs.aau.dk



Til oversigt