Til oversigt

Hør Vincent F. Hendricks i Rosenkjæreksperimenterne på P1

Carlsbergfondets Semper Ardens-forsker Vincent F. Hendricks, der sidste år modtog DR P1’s store formidlingspris Rosenkjærprisen, undersøger i en serie radioudsendelser i oktober-november måned menneskers modtagelighed for social påvirkning. Carlsbergfondets formand Flemming Besenbacher er gæst i det sidste program, der bærer overskriften ”Hvad skal videnskab i den moderne verden – og skal videnskaben holdes socialt ansvarlig?”

Årets Rosenkjær-prismodtager Vincent F. Hendricks, der er professor og leder af Center for Information og Boblestudier (CIBS) ved Københavns Universitet og en af Carlsbergfondets Semper Ardens-forskere, vil i den kommende tid gennemføre en række eksperimenter for åben mikrofon. Eksperimenterne skal teste i hvor høj grad, vi er underlagt social påvirkning.

Hvad tror vi på – og hvad tror vi, at andre tror på?

Det første program af i alt seks bærer titlen ”Er du klogere end de andre?” og sendes i morgen den 11. oktober kl. 13.30-14.00. Her bliver en gymnasieklasse gennem en række digitale spil testet for, hvor meget de stoler på deres egen dømmekraft. Hvad vejer tyren på billedet? Hvad tror du, og hvad tror de andre i klassen? Lader vi os påvirke af, hvad andres synes? Er ‘flokken’ klogere end individet?

I studiet fortæller Vincent Hendricks om baggrunden for testen og tegner de dybere perspektiver ud fra testens resultater. Dagens gæst er Robin Engelhardt, postdoc ved Center for Information og Boblestudier.

Lyt: Stream programmet 'Er du klogere end de andre?'

Hvad skal videnskab i den moderne verden?

I de kommende programmer stiller Vincent F. Hendricks blandt andet spørgsmålene: Hvor meget tror du på andre? Hvad tror du, andre tror på? Hvad tror du, andre tror, at du tror på?

I det syvende og sidste program deltager Carlsbergfondets formand, professor Flemming Besenbacher, som er dagens gæst sammen med forsker Mads Vestergaard fra Center for Information og Boblestudier. Programmet denne dag vil bære titlen ”Hvad skal videnskab i den moderne verden – og skal videnskaben holdes socialt ansvarlig?”

Allerede i 2013 udtalte World Economic Forum, at misinformation på nettet nu skal anses som en global udfordring på linje med eksempelvis klimaproblemet. Spørgsmålet bliver om videnskaben skal tage livtag med globale udfordringer og i så fald hvordan? Og kan øget opmærksomhed omkring ”Scientific Social Responsibility”, som vinder frem, gøre nogen forskel?

Sendetider for Rosenkjæreksperimenterne

1:6: 'Er du klogere end de andre?'
Onsdag 11/10 kl. 13:30-14 (genudsendes søndag 15/10 kl. 15.30)

2:6: 'Hvor meget tror du på andre?'
Onsdag 18/10 kl. 13:30-14 (genudsendes søndag 22/10 kl. 15.30)

3:6: 'Hvad tror du, andre tror på?'
Onsdag 25/10 kl. 13:30-14 (genudsendes søndag 29/10 kl. 15.30)

4:6: 'Hvad tror du andre tror, at du tror på?'
Onsdag 1/11 kl. 13:30-14 (genudsendes søndag 5/11 kl. 15.30)

5:6: 'Spekulerer investorer på, hvad andre investorer spekulerer i?'
Onsdag 8/11 kl. 13:30-14 (genudsendes søndag 12/11 kl. 15.30)

6:6: 'Hvad skal videnskab i den moderne verden – og skal videnskaben holdes socialt ansvarlig?'
Onsdag 15/11 kl. 13:30-14 (genudsendes søndag 19/11 kl. 15.30)



Til oversigt