Til oversigt

Humanistiske begreber drøftes på Carlsberg Akademi

Brygger J.C. Jacobsens hjem i hovedbygningen på Carlsberg er i dag omdannet til Carlsberg Akademi, hvor der bliver afholdt videnskabelige symposier og konferencer.

Carlsbergfondet tager for alvor hul på 2018 med seminaret ”The Humanities in the World”, som afholdes onsdag den 10. januar på Carlsberg Akademi. På seminaret vil forskere fra de humanistiske fag diskutere vigtige koncepter og begreber, der hjælper os alle med at forstå den verden, vi lever i.

Vores hverdagssprog er gennemsyret af humanistiske begreber, der har deres udspring i humanistisk forskning. Ikke mindst siden midten af det 20. århundrede har humaniora bragt nye begreber og koncepter til veje, som i forskellig udstrækning har spillet en rolle i hverdagssproget og inden for Akademia.

Deltagelse i seminaret kræver en invitation
Følg og tweet med på #dkHumanities

I dag er udtryk som ”social kapital” skabt af den franske sociolog og filosof Pierre Bordieu og ”tavs viden” formuleret af ungarske Michael Polanyi eksempelvis blevet almindelige at bruge i vores samtaler med hinanden.

Andre begreber bruges primært blandt universitetets undervisere og studerende og tages her for givet som almindelige referencepunkter. Eksempler er udtryk som ”banal nationalisme” opfundet af Michael Billig, ”forestillede fællesskaber” skabt af Benedict Anderson og ”ondskabens banalitet” formuleret af Hannah Arendt.

Uanset hvor udbredt brugen af begreberne er, er der behov for at anerkende værdien af disse og det intellektuelle arbejde, der har ført til dannelsen og udbredelsen af dem.

Paneldebat: Hvordan skal vi bruge humanistisk viden i samfundet?

Seminarets hovedtalere Professor Onara O’Neill (University of Cambridge), Rens Bod (University of Amsterdam) og Stefan Collini (University of Cambridge) vil forelæse om humanioras rolle i verden, særligt siden 2. verdenskrig. Blandt andet vil de berøre emner som fremskridt, udbredelse, indflydelse, opdagelser og humanioras fremtidsudsigter.

Herudover vil forskere inden for forskellige humanistiske felter - Rubina Raja, Johanna Seibt, Vincent Hendricks, Mette Birkedal Bruun, Peter Dalsgaard, Søren Riis, Kasper Boye og Tine Roesen - hver give en kort præsentation af et indflydelsesrigt begreb, som benyttes inden for deres faglige felt.

Seminaret byder afslutningsvis på en paneldiskussion under overskriften ”Humanioras fremtid: hvordan styrker vi anerkendelsen og brugen af humanistisk viden i samfundet?” Panelet udgøres af professor David Budtz Pedersen, lektor Dorthe Gert Simonsen, professor og direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev og grundlægger af ReD Associates Mikkel Rasmussen.

Se program for seminaret

Videnskabsjournalist Lone Frank er ordstyrer.



Til oversigt