Til oversigt

KRONIK: Behov for offentlige investeringer i innovation

Danmark er en stærk forsknings- og opfindernation. Men ifølge forfatterne til dagens kronik i Børsen kræver det offentlige investeringer i bl.a. innovation, hvis Danmark skal forblive en opfindernation.

I dag viser danske universiteter og hospitaler i alt 100 nye patenterede opfindelser frem på Danish IP Fair i Industriens Hus i København. Men stadig flere lande investerer flere penge i ny viden end Danmark. Andre kloge opfindernationer ånder os altså i nakken - og konkurrencen er hård. Det er et kapløb, som vi ikke har råd til at tabe. For opfindelser og opdagelser, som bygger på vores vigtigste råstof, nemlig forskning, har gjort Danmark til et rigere land.

Sådan lyder det fra forfatterne til dagens Kronik i Børsen: Søren Pind, uddannelses- og forskningsminister, Karsten Dybvad, adm. Direktør i Dansk Industri, Anders Bjarklev, formand for Danske Universiteter, og Flemming Besenbacher, formand for Carlsberg A/S og Carlsbergfondet og næstformand i Danmarks Innovationsfond.

Vores virksomheder og forskningsinstitutioner er særligt stærke inden for visse områder af forskning, og det skal vi blive bedre til at udnytte, lyder det. Vi skal gøre en ekstra indsats for at fremme de allerdygtigste - både i vores uddannelser og i forskningen. Og så skal vi tiltrække topforskere fra udlandet, som ofte trækker andre forskere og investeringer fra virksomheder med sig.

Carlsberg godt eksempel på samarbejde mellem virksomheder og universiteter

Opfindelser på universiteter og offentlige forskningsinstitutioner yder et væsentligt bidrag til, at danske virksomheder kommer foran deres konkurrenter.

I Danmark er Carlsberg et godt eksempel på vigtigheden af samarbejde med universiteter. Ikke mindst har samarbejde med Københavns Universitet om udvikling af gær til brygning af øl været med til at gøre Carlsberg til et af verdens største bryggerier. Den fremragende forskning inden for gær er en af årsagerne til, at danske virksomheder og universiteter er blandt de førende i verden inden for ingredienser, fødevarer, enzymer og lægemidler.

Læs hele kronikken på Børsen.dk (kræver login)



Til oversigt