Kæmpekrater fra kilometer-stor jernmeteor fundet i Grønland | Carlsbergfondet
Til oversigt

Kæmpekrater fra kilometer-stor jernmeteor fundet i Grønland

Et internationalt forskerhold med deltagelse af forskere støttet af Carlsbergfondet har opdaget et gigantisk meteorkrater på 31 kilometer i diameter under Indlandsisen i Nordgrønland. Det er første gang, at et krater af den størrelse er fundet under en af Jordens iskapper.

I tre år har forskerholdet, der blandt andet tæller forskere fra Center for GeoGenetik på Statens Naturhistoriske Museum under Københavns Universitet, arbejdet på at bekræfte opdagelsen, og i går blev den så publiceret i det internationale anerkendte tidsskrift Science Advances.

Krateret er usædvanlig velbevaret, hvilket er overraskende, da gletscheris er en utrolig effektiv slibemaskine, som hurtigt vil kunne fjerne sporerne fra nedslaget.

”At vi kan se krateret betyder, at det må være ungt set med geologiske øjne. Indtil videre har det ikke været muligt at datere krateret, men meget tyder på, at det er yngre end 3 millioner år. Muligvis blev det dannet for 12.000 år siden ved afslutningen af den sidste istid,” siger professor Kurt H. Kjær fra Statens Naturhistoriske Museum. Han har været på flere forskningsekspeditioner til områder, som Carlsbergfondet har finansieret.

En helt speciel cirkulær fordybning

Krateret blev opdaget, da forskerne i december 2015 nærstuderede et helt nyt kort over topografien under Grønlands indlandsis. De bemærkede her en gigantisk, men hidtil upåagtet cirkulær fordybning under Hiawatha-gletscheren ved Indlandsisens rand i Nordgrønland.

”Vi vidste straks, at vi stod overfor noget helt specielt, og samtidig stod det klart, at det ville blive svært at afdække kraterets oprindelse,” siger Kurt H. Kjær.

Mistanken om, at der var tale om kæmpekrater fra en stor meteor blev bestyrket, da forskerholdet i maj 2016 sendte et tysk forskningsfly fra Alfred Wegener Instituttet til at overflyve Hiawatha-gletscheren med en ny kraftig radar for at kortlægge kraterbunden og den overliggende is. Og i sommeren 2016 og 2017 besøgte forskerholdet igen Hiawatha-gletscheren for på landjorden at kortlægge tektoniske strukturer i geologien ud for gletscherfoden. Ligeledes indsamlede de prøver af de sedimenter, som bliver vasket ud fra kraterets bund via en smeltevandsflod.

En del af de udvaskede mineralkorn indeholder chok-lameller dannet ved det voldsomme nedslag. Det er et helt afgørende bevis for, at fordybning under Hiawatha-gletscheren er et meteorkrater.

Hiawatha meteorkrateret er 31 km i diameter og har en tydelig kraterring samt en central dome, som er typisk for store meteorkratere. Foto: Statens Naturhistoriske Museum

Konsekvenser for Jordens liv og klima?

Fra tidligere studier ved man, at store meteornedslag har haft store konsekvenser for både klimaet og livet på Jorden. Det er derfor meget nærlæggende at spørge, hvilke konsekvenser meteornedslaget ved Hiawatha-gletscheren havde for livet og klimaet, da det skete.

”Næste trin i vores undersøgelse bliver at tidsfæste alderen på krateret. Det bliver en udfordring, da det kræver en bestemt type materiale fra bunden af strukturen. Men det er helt afgørende, hvis vi skal forstå betydningen af Hiawatha-meteoren i relation til klimaet og livet på Jorden,” siger Kurt H. Kjær.

Læs den videnskabelige artikel ”A large impact crater beneath Hiawatha Glacier in northwest Greenland”

Læs artikel i Science 'Massive crater under Greenland’s ice points to climate-altering impact in the time of humans'




Til oversigt