Til oversigt

Kronik: Tænk vildt, tænk nyt, tænk langsigtet

Vi skal have nysgerrigheden og individualismen meget mere ind i forskningen og uddannelsen. Sådan lyder det fra Carlsbergfondets bestyrelsesformand Flemming Besenbacher i en kronik i Politiken søndag. Kronikken er en lettere bearbejdet version af den tale, som Flemming Besenbacher holdt i forbindelse med Carlsbergfondets Forskningsprisfest søndag den 3. september.

I år er det 170 år siden, at Carlsbergs stifter brygger I.C. Jacobsen grundlagde Carlsberg.

Det 19. århundrede var en kulturel og teknologisk brydningstid, men Bryggeren var overbevist om, at viden og indsigt var afgørende for at gribe forandringens muligheder.

Han indså vigtigheden af at tænke langsigtet, og han etablerede en hidtil uset model for erhvervsdrivende fonde, der har vist sig at være modstandsdygtig over for tidens forandringer, så hans virksomhed kunne leve videre in perpetuum.

Her kan vi ihukomme I.C.s Gyldne Ord: »Ved Carlsberg bryggeriernes drift skal det være det stadige formaal uden hensyn til øjeblikkelig fordel at udvikle fabrikationen til den størst mulige fuldkommenhed […]«.

De Gyldne Ord fortæller os, at I.C. i sin samtid så en tendens til kortsigtet tænkning, som var ham inderligt imod. Han ønskede helt bevidst ikke at sætte forretningsmænd og finansfolk til at forvalte bryggeriet, idet han mente, de var til fals for kortsigtede løsninger. Samme diskussion om det uhensigtsmæssige i at prioritere kortsigtede profithensyn er mere aktuel i dag end nogensinde før.

Videbegærlige og kreative talenter kvæles i et system, hvor man i for høj grad vil indpasse hver enkelt studerende inden for snærende faglige siloer

Vi står i dag midt i den 4. industrielle revolution, hvor flere teknologier såsom genomics, big data, Internet of things, AI og 3D-printing udvikler sig eksponentielt samtidig og kombineres på nye måder. Hvis danske virksomheder ikke formår hurtigt at tilpasse deres forretning til en globaliseret og digital verden i konstant forandring, risikerer de at blive disrupted.

Det må ikke ske, for kun hvis det går de danske virksomheder godt, kan vi fastholde vores unikke danske velfærdsmodel.

Men for at virksomheder konstant kan tilpasse deres strategier til en mere kompleks og globaliseret verden, er det også vigtigt, at de kan få adgang til unge kandidater på højt internationalt niveau med de rigtige kompetencer. Universiteterne har her et kæmpe ansvar for at tænke langsigtet og konstant forandre sig, for deres fornemmeste opgave er at uddanne og ’almendanne’ næste generation af unge talenter til en verden i hastig forandring. Desværre udviser universitetssystemet i modsætning til den private sektor alt for ofte en betydelig grad af konservatisme og forandringsinerti.

Universitetsundervisningen har alt for stort fokus på at reproducere viden i stedet for, hvordan man skaber ny viden, nye radikale løsninger, nye paradigmer og nye teknologier.

Universiteterne bør i langt højere grad medvirke til at fremelske et maker mindset, dvs. en trang til at udvikle og afprøve nye ideer.

Vi må gøre op med det nulfejlsregimente, som 12-skalaen fremmer. Vi skal blive langt bedre til at fremme nysgerrigheden hos de studerende, evnen til at få vilde nye ideer og at tænke ud af boksen og forståelsen for, at det er helt legitimt et fejle.

Videbegærlige og kreative talenter kvæles i et system, hvor man i for høj grad vil indpasse hver enkelt studerende inden for snærende faglige siloer og tvinge de studerende hurtigt igennem studierne uden tid til faglig fordybelse, fagligt relevante sideprojekter eller udlandsophold. Det skal være helt legitimt at fare vild fagligt og finde vejen igen. Der skal være plads til også at fordybe sig i fag, som ikke lige ligger inden for den snævre studieordning.

Ellers dræber man den virketrang og nysgerrighed, som unge talenter helt naturligt besidder, men som vores uddannelsessystem desværre alt for ofte ikke belønner.

Særligt vigtigt i en tid med fake news viser et nysgerrigt sind sig ofte at være mere åbent for nye ideer og mere modtageligt for fakta – også selv om disse fakta skulle ske at tale imod forudfattede holdninger.

Ny psykologisk forskning peger nemlig på, at netop trangen til at opsøge og lære nyt er et karaktertræk, der samtidig gør os bedre i stand til at ændre mening baseret på fakta og logik. Nysgerrighed fremmer dermed, hvad man kunne kalde holdningslabilitet og modvirker forstokkelse, så man bliver bedre i stand til at træffe kloge og langsigtede valg på egne og samfundets vegne.

Man roser ofte det danske arbejdsmarked for den danske flexicurity model.

Vi bør på uddannelsesområdet udvikle en dansk model for, hvad jeg ville kalde flexication, hvor man lader den enkelte student sammensætte sin egen uddannelse langt mere individuelt. Mens universiteterne i dag er fokuseret på at uddele grader, hvor alle kurser ofte er taget på samme universitet, bør de fremover i højere grad have fokus på at give kredit for enkelte kurser. Verdens unge talenter vil i langt højere grad shoppe ud og ind på de mange uddannelsestilbud, der udbydes nationalt, internationalt og digitalt f.eks. med et fuldt digitalt curriculum eller MOOCs (Massive Open Online Courses), som den enkelte studerende så kan samle til en grad.

Vi skal blive langt bedre til at fremme nysgerrigheden hos de studerende, evnen til at få vilde nye ideer og at tænke ud af boksen og forståelsen for, at det er helt legitimt at fejle

Modellen passer perfekt ind i et arbejdsmarked, hvor man må vedblive med at dygtiggøre sig gennem hele livet. Livslang læring er et grundvilkår for alle i fremtiden, og derfor må vi opbygge en dansk model, der understøtter dette.

Danmark kan på den måde blive et foregangsland, hvis vi hurtigt udvikler dette paradigmeskifte.

Der vil også være et betydeligt forretningspotentiale for de danske eliteuniversiteter i forbindelse med tiltrækning af udenlandske talenter, hvilket igen vil føre til en nødvendig brain gain til Danmark.

Ud over de kendte kernekompetencer som læsning, skrivning, fremmedsprog (gerne flere) og matematik er det vigtigt, at vi hurtigt begynder at betragte informatik som en kernekompetence. Som et resultat af de digitale teknologiers indgreb i ethvert aspekt af vores hverdag er det uhyre vigtigt, at alle universitetsstuderende får et indgående kendskab til it og informatik, så de kan kontrollere teknologien – og ikke omvendt.

Som titlen på professor Douglas Rushkoffs bog lyder: ’Program or Be Programmed’. Det gælder om hurtigt at få ændret curriculum for alle universitetsstuderende, så de får indsigt i, hvad vi i regeringens Digitale Vækstpanel kaldte computational thinking. For selv om vores computere i dag er uhyre kraftige og kan løse komplekse problemer, skal de have problemer formuleret i form af stringente algoritmer, som de kan håndtere.

Under en tiltrængt it-oprustning i det danske universitetssystem er det vigtigt at skelne mellem it som redskab og it som et videns- og forskningsområde. Informatik og computational thinking skal i det 21. århundrede stå på fuldstændig lige fod med de klassiske kernekompetencer i universitetssystemet og skal integreres på alle studieretninger.

Skellet mellem arbejdsmarkedets behov og klassisk dannelse er ved at blive udvisket

Digitalisering muliggør, at læring kan ske både fysisk på universiteterne og online, og universiteterne skal omstille sig, så undervisningen kan foregå som et miks, hvilket går godt i hånd med ideen om en flexication model.

Ud over it vil personlige færdigheder som evne til problemløsning, samarbejdsevne, kreativitet og empati have afgørende betydning og blive mindst lige så vigtige som de klassiske fagligheder i det 21. århundrede, som det er påpeget i en rapport fra World Economic Forum.

Studerende med stærke kernekompetencer, som samtidig besidder de ovennævnte personlige kompetencer, der er nysgerrige, flittige og indsigtsfulde, besidder det, jeg ville kalde klassisk dannelse.

Her aner vi måske en meget spændende udvikling, for læg mærke til, at jeg vi tog udgangspunkt i arbejdsmarkedets behov i det 21. århundrede og landede tæt på en definition af klassisk dannelse.

Vi ser, at skellet mellem arbejdsmarkedets behov og klassisk dannelse er ved at blive udvisket. Jeg taler altså for et uddannelsessystem, der i langt højere grad skal virke karakterdannende, for det er på såvel kort som lang sigt, hvad der er behov for i en verden i konstant forandring, hvor disse forandringer sker hurtigere og hurtigere.

Endelig må man ikke glemme, at det også gælder om at strenge sig an og lade færdighederne udvikle sig gennem øvelse. Lad mig her citere Louis Pasteur, som var en stor inspirator for I.C. Jacobsen, og som besøgte Carlsberg Laboratorium. Han sagde, at »Le hasard ne favorise que les esprits préparés« eller »Tilfældet tilsmiler kun velforberedte ånder«.

Der skal være plads til kreativitet, men det er afgørende at lade kreativiteten og nysgerrigheden udfolde sig inden for rammerne af en flidsetik, der betoner værdien af hårdt arbejde.

Man kan dog ikke tvinge en god arbejdsmoral igennem, for lysten driver værket, i videnskaben som i livet. Men man kan styrke – eller måske snarere undgå at dræbe – videbegæret.

Man kan ej heller politisk top-down forudsige, hvor de videnskabelige gennembrud opstår, men politikerne og universiteterne kan skabe rammer, som virker befordrende.

Forskere skal have tid og ro til at fordybe sig, infrastrukturen skal være i orden, og vi skal bekæmpe det tiltagende bureaukrati og måle- og kontrolregime.

Den enkelte forsker har så til gengæld også et stort ansvar for at tænke sin forskning ind i en større sammenhæng, hvor den kan hjælpe med til at løse nogle af verdens store udfordringer.

Han eller hun har et ansvar for at bringe forskningen i anvendelse, hvor det er muligt. I Carlsbergfondet kalder vi det Scientific Social Responsibility, SSR, som en parallel til CSR i den industrielle verden. Alle ansøgere til Carlsbergfondet skal forholde sig til SSR-aspekter af deres forskning, dvs. hvilken gavn deres grundforskning på lang sigt kan gøre for samfundet og verden. Vi mener, at investeringerne i forskning på længere sigt vil give større afkast, når samfundet tænkes ind i forskningen.

Også på forskningsområdet skal vi væk fra nulfejlsregimentet. Som forsker er det afgørende at være nysgerrig, at turde tage chancer, kaste sig ud i high-risk projekter, at begå fejl. Det er ofte på den måde, de store gennembrud opstår.

Derfor er det bekymrende at se en udvikling, hvor karriere- og bevillingssystemet i højere og højere grad belønner kvantitet i stedet for kvalitet. Det har desværre resulteret i, at mange forskere kun fokuserer på I, me, and myself, på publikation af artikler, på forbedring af det videnskabelige cv.

Vi ignorerer ofte, hvad vi godt ved, nemlig at en publikationsstatistik, en h-faktor, ikke fortæller hele sandheden om kvaliteten af forskeren bag statistikken. Vi må ikke fremelske en struktur, hvor forskere bliver bogholdere, der går efter det sikre i stedet for at tage chancer, som kunne ske at fejle, men som også kunne blive et radikalt nybrud.

Forskere konkurrerer i dag med den internationale elite, som kun er interesseret i at samarbejde med dansk forskning, hvis vi har noget at byde på.

Vi skal blive langt bedre til at fokusere på de danske eliteforskningsmiljøer og lade være med at holde underkritiske faglige miljøer i live. Eftersom universitetsuddannelse er forskningsbaseret, er den naturlige konsekvens, at man ikke på alle landets universiteter skal kunne uddanne sig inden for alle fag til alle niveauer.

Nogle universiteter bør derfor kun kunne uddanne studerende op til bachelorniveau inden for nogle fag, hvorefter den studerende må flytte sig til et elitemiljø, hvis den studerende ønsker at gå hele vejen til kandidat eller ph.d.

Lad mig vende tilbage til den langtidsholdbare fondsmodel, som vi skylder I.C. Jacobsens fremsyn.

Modellens holdbarhed skyldes en indbygget balance mellem det korte og det lange sigte, og at den sikrer et fokus på det egentlige indhold i forretningen snarere end kortsigtede profithensyn.

Virksomheder kontrolleret af erhvervsdrivende fonde fokuserer ikke kun på et P – Profit – værdiskabelse til aktionærerne, hvilket selvsagt et vigtigt, men på tre øvrige P’er – Profit, People and Planet.

People kunne også stå for Purpose:; det at kere sig om kunder og medarbejdere og have et overordnet formål for virksomheden. »Hvorfor eksisterer vi?« bliver vigtigere og vigtigere. Carlsberg har haft et purpose i 170 år, som vi har formuleret som »Brewing for a better today and tomorrow«.

Det, at en del af overskuddet gives tilbage til samfundet i form af støtte til forskning, kunst og frivilligt arbejde i de tre fonde og de to museer i Carlsbergfamilien, understøtter dette på smukkeste vis.



Til oversigt