Til oversigt

Nobelpris i kemi til sidste års modtager af Kaj Linderstrøm-Lang-prisen

Nobelprisen i kemi 2017 blev i går uddelt til Jaques Dubochet, Joachim Frank og Richard Henderson for udvikling af kryo-elektronmikroskopi. Professor Richard Henderson modtog sidste år Carlsberg Laboratoriums Kaj Linderstrøm-Lang-pris for netop sit banebrydende arbejde med at tilvejebringe højt opløste atomare strukturer af membranproteiner og membranproteinkomplekser med cryo-elektronmikroskopi.

Professor Richard Henderson til højre modtog sidste år Carlsberg Laboratoriums Kaj Linderstrøm-Lang-pris

De tre forskere deler prisen, fordi de hver især har bidraget til opdagelsen. Ifølge Nobelkomiteen har deres arbejde ”flyttet biokemien ind i en ny æra”.

Elektronmikroskopi er en teknik, som gør os i stand til at studere biologiske molekyler ved hjælp af 3D-billeder. I stedet for at bruge lys, bruger forskerne elektronstråler og kan derved se på molekyler og atomer, som er for små til, at de kan ses med almindeligt lys.

Kryo-elektronmikroskopi bruges primært indenfor molekylærbiologi, men anvendes også inden for blandt andet geologien.

Læs mere om Nobelprisen i kemi 2017 

Om Kaj Linderstrøm-Lang-prisen

Kaj Linderstrøm-Lang-prisen uddeles hvert år til forskere, der har leveret en ekstraordinær forskningsindsats inden for biokemi og fysiologi, som var Linderstrøm-Langs eget forskningsfelt som professor ved Carlsberg Laboratorium i perioden 1939-1959.

Læs mere om Kaj Linderstrøm-Lang-uddelingen i 2016 


Til oversigt