Ny bog om misinformation og make-believe | Carlsbergfondet
Til oversigt

Ny bog om misinformation og make-believe

Professor på Københavns Universitet og leder af Center for Boblestudier Vincent Hendricks har sammen med ph.d.-stipendiat Mads Vestergaard skrevet en lille bog om bagsiden af vores digitale kommunikationsformer: Reality Lost – Markets of Attention, Misinformation and Manipulation.

Medierne oversvømmes i disse år af populistiske fortællinger, falske nyheder, konspirationsteorier og make-believe. I en tid, hvor opmærksomhed er et aktiv, der kan omsættes i penge, magt og indflydelse - nogle gange på bekostning af fakta – er misinformation blevet en udfordring for os alle, uanset om vi er politikere, journalister eller almindelige borgere.

Den problemstilling er omdrejningspunkt for Vincent F. Hendricks og Mads Vestergaards nye bog Reality Lost – Markets of Attention, Misinformation and Manipulation. Bogen undersøger, hvad de kalder for ”informationsmarkedet”. Her står kampen om at opnå bedst mulig eksponering og generere trafik på sociale medie-platforme. Med information i overflod og knaphed på tid og opmærksomhed er konkurrencen om synlighed imidlertid hårdere end nogensinde. Og alt for ofte med sandheden som det første offer.

På vej mod et postfaktisk demokrati?

Bogens forfattere er begge filosoffer, og de advarer mod, at disse informationsmarkeder og mekanismerne, der styrer dem, kan bane vejen for et såkaldt postfaktisk demokrati. Her bliver spin og vildledende fortællinger grundlaget for dannelsen af ​​politiske meninger, debat og lovgivning.

For at bremse denne udvikling - og den trussel, som den udgør for demokratisk deltagelse, politisk selvbestemmelse og frihed - er det nødvendigt først at forstå de mekanismer og strukturelle forhold, der ligger til grund for tilstanden.

Reality Lost – Markets of Attention, Misinformation and Manipulation er en såkaldt open access-publikation, der kan hentes gratis i pdf.

Hent bogen gratis



Til oversigt