Til oversigt

Nye detaljer om Skrydstrup-kvinden publiceret

Udtagning af prøver af Skrydstrupkvindens hår. Nationalmuseet. Foto: Henrik Schilling

Hun var mellem 17 og 18 år, da hun døde. Og hun flyttede fra sit oprindelsessted til Skrydstrup, hvor hun blev begravet, da hun var mellem 13 og 14 år gammel. Professor ved Nationalmuseet Karin Margarita Frei, der med støtte fra Carlsbergfondet har undersøgt Skrydstrupkvinden nøje, publicerer nye detaljerede forskningsresultater i tidsskriftet PLOS ONE.

Skrydstrupkvinden (1300-1200 f.v.t.) stammer – ligesom Egtvedpigen – ikke fra Danmark. Det blev afsløret for nylig i DR’s programserie ”Historien om Danmark” i afsnittet om bronzealderen.

I går aftes blev de spritnye videnskabelige resultater publiceret i det anerkendte amerikanske tidsskrift PLOS ONE. Resultaterne viser, at hun havde et anderledes migrationsmønster end Egtvedpigen og kom fra et andet sted.

”Denne nye viden åbner for en helt ny forståelse af samfundet i bronzealderen. Samtidig viser resultaterne potentialet i at kombinere forskellige state-of-the-art naturvidenskabelige metoder i udforskningen af velbevarede forhistoriske individer, siger professor ved Nationalmuseet, Karin Margarita Frei, som står i spidsen for undersøgelserne, der er støttet af Carlsbergfondet.

På rejse i ægteskabsklar alder

Undersøgelserne viser, at Skrydstrupkvinden var mellem 17-18 år, da hun døde, og at hun flyttede fra sit oprindelsessted - langt væk fra hvor hun blev begravet - til Skrydstrup, da hun var mellem 13 og 14 år gammel. I modsætning til Egtvedpigen, som var på flere langdistancerejser, har Skrydstrupkvinden kun rejst én gang og boede i Sønderjylland i flere år inden hun døde. Forskellen i disse to elitekvindes mobilitetsmønster peger på en stor kompleksitet i de europæiske bronzealdersamfund.

”Vores resultater fortæller ikke kun nyt om Skrydstrupkvinden. De afslører også nyt om Egtvedpigen. Skrydstrupkvinden rejste én gang, i hvad man må formode var en ægteskabsklar alder. Det tyder på, at hun rejste med det formål at etablere en alliance mellem to høvdinger, snarere end at være en del af et handelsbesøg, som Egtvedpigen ser nu ud til have været” siger Karin M. Frei.

Tværvidenskabelighed giver nye svar

Studiet er banebrydende, fordi det kombinerer en migrationstidslinje med høj detaljeringsgrad, baseret på strontiumisotopanalyser af humant væv, med retsmedicinske undersøgelser, fx CT-scanning og 3D-visualisering. Det har givet mulighed for at identificere, hvor gammel Skrydstrupkvinden var, da hun flyttede til Skrydstrup. Den viden giver forskerne helt nye muligheder for at undersøge sociale dynamikker i forhistorien.

Yderligere byder studiet på biokemiske, biomolekylære og mikroskopiske analyser af hendes lange hår som afslører, at hun havde kraftigt, tykt hår og en sæsonpræget proteinrig kost uden nogen tegn på sygdom.

Læs artiklen "A matter of months: High precision migration chronology of a Bronze Age female"

For yderligere information kontakt Karin Margarita Frei på tlf: 41 20 61 81.



Til oversigt