Til oversigt

Palmyra-skulpturer fra Glyptoteket udstilles på Getty Villa i Malibu

En ny udstilling "Palmyra - Loss & Remembrance" er åbnet i Getty Villa, Los Angeles, USA. Udstillingen præsenterer antikke skulpturer fra Palmyra udlånt af Ny Carlsberg Glyptotek. Carlsbergfondets Semper Ardens-forsker og Palmyra-ekspert, professor Rubina Raja, har fungeret som en af hovedkonsulenterne på udstillingen.

Den nye udstilling indgår i J. Paul Getty Museums genopførte samling, der bærer navnet "Den klassiske verden i kontekst". Rubina Raja, der er professor ved Aarhus Universitet og leder af forskningsprojektet Palmyra Portrait Project støttet af Carlsbergfondet, har været en af de bærende kræfter bag udstillingen.

”Det har været fantastisk at bidrage til en udstilling om Palmyra på et af verdens førende museer. Borgerkrigen i Syrien har haft enorme konsekvenser for den syriske kulturarv – heriblandt den palmyrenske gravskulptur – og jeg er stolt over at være med til at positionere dansk forskning i førersædet, hvad angår viden om denne materialegruppe. Det understreger også, at samarbejdet mellem forskningsinstitutioner og museer er helt essentielt, og at de bedste resultater inden for arkæologiens verden opnås i krydsfeltet mellem disse to verdner,” siger Rubina Raja.

3500 værker digitaliseret

Palmyra er en gammel syrisk by, beliggende ved korsvejene mellem romerske og parthiske riger. Indbyggerne her prydede deres grave med karakteristiske begravelsesportrætter mellem det første og tredje århundrede e.Kr. Portrætterne illustrerer fint klædte mænd, kvinder og børn og er ofte påført indskrifter med navne på lokale familier. Portrætterne er således en nøgle til at forstå kulturen i det østlige Middelhavsområde i perioden.

I sit forskningsprojekt undersøger hun især begravelsesportrætter fra Palmyra med det formål at forstå disses betydning i deres samtid, herunder hvordan mennesker portrætterede sig selv i antikken.

”Carlsbergfondets støtte til the Palmyra Portrait Project (siden 2012) har muliggjort projektets systematiske indsamling af viden om palmyrensk gravskulptur, og resultatet bliver et digitaliseret korpus over mere end 3500 værker; den største Palmyra-samling findes på Ny Carlsberg Glyptotek i København, som projektet arbejder tæt sammen med, og denne samling udgør fundamentet for korpusset. Men projektet har også kontakt til en række museer og kunstsamlinger verden over og monitorerer tillige det illegale kunstmarked i jagten på bevarelsen af den syriske kulturarv,” lyder det videre fra Rubina Raja.

Besøg J. Paul Getty Museum og læs mere om udstillingen

Læs mere om dansk forskning i Palmyra



Til oversigt