Pattedyr udvikler sig ikke hurtigt nok til at undslippe udryddelse | Carlsbergfondet
Til oversigt

Pattedyr udvikler sig ikke hurtigt nok til at undslippe udryddelse

Mennesket udrydder dyre- og plantearter så hurtigt, at naturens indbyggede forsvarsmekanisme, evolutionen, ikke kan følge med. Det viser et nyt studie med Carlsbergfondets Semper Ardens-forskere i spidsen.

Forskernes beregninger viser, at hvis den nuværende bevaringsindsats ikke forbedres over de næste 50 år, vil så mange pattedyr-arter uddø, at naturen skal bruge 3-5 mio. år på at genoprette den biodiversitet, der vil blive tabt over de næste fem årtier. Studiet, der netop er publiceret i det ansete videnskabelige tidsskrift PNAS, indgår i Carlsbergfondet Semper Ardens-forskningsprojekt "Megafauna Ecosystem Ecology from the Deep Prehistory to a Human-Dominated Future" ledet af professor Jens-Christian Svenning.

Fem gange i løbet af de sidst 450 mio. år har miljøet på vores planet ændret sig så voldsomt, at størstedelen af Jordens plante- og dyrearter blev udryddet. Hver gang har evolutionen langsomt sørget for at udfylde hullerne med nye arter.

Den hemmelighedsfulde indri (Indri indri) på Madagaskar er den største levende lemur. Den er også kritisk truet og meget evolutionært distinkt. Hvis indrien uddør, hvilket er sandsynligt, vil vi miste 19 millioner års unik udviklingshistorie.

Nu er den sjette masseuddøen i gang, og denne gang bliver arterne udryddet ikke af naturkatastrofer, men af mennesket. Selv hvis pattedyr diversificerer hurtigere, end de nogensinde har gjort før, vil det stadig tage dem 5-7 millioner af år at genoprette biodiversiteten til niveauet før mennesket kom til. Og 3-5 millioner år til blot de nuværende niveauer, lyder det analysen.

Nogle arter er mere distinkte end andre

Forskerne har brugt deres omfattende database over alle nulevende og nyligt uddøde pattedyr til at inkludere ikke blot arter, der stadig findes, men også de hundredvis af arter, som uddøde i takt med, at Homo sapiens bredte sig ud over kloden. Derved kunne de se den fulde effekt, som vores art har haft på resten af pattedyrene.

Den næsehornslignende Toxodon-platensis i Sydamerika, som blev opdaget af Charles Darwin, var så evolutionært distinkt, at det tog videnskabsmænd over hundrede år at finde ud af, hvordan toxodoner var relateret til andre pattedyr. Vi ved nu, at de var en del af en gammel pattedyrslægtning, som uddøde efter istiden, hvorved en unik gren fra pattedyrenes livstræ, der skød frem i dinosaurernes tid, blev hugget af. Illustration af Bruce Horsfall fra "En historie med jordpattedyr på den vestlige halvkugle" af William B. Scott. 1913. Macmillan, New York. Via Wikimedia Commons

Ikke alle arter har dog samme betydning. Nogle uddøde dyr, som Australiens leopard-agtige sakse-tandede pungløve Thylacoleo, eller Sydamerikas mærkelige Macrauchenia (forestil dig en lama med en elefantsnabel) var evolutionært distinkte linjer og havde få nære slægtninge. Da disse dyr uddøde, tog de hele grene af livets træ med sig.

"Store pattedyr, eller megafauna, som kæmpedovendyr og sabelkatte, der uddøde for blot ca. 8-12.000 år siden, var i høj grad evolutionært distinkte. Da de havde få nære slægtninge, betød deres uddøen samtidig, at hele grene i Jordens evolutionstræ så at sige blev savet af," siger palæontolog Matt Davis, der er en del af Carlsbergfondets Semper Ardens-projekt om megafauna og har været drivkraften i undersøgelsen.

Prioriteret bevaringsarbejde

Forskerholdet bringer dog ikke kun dårlige nyheder. Deres data og metode kan bruges til hurtigt at identificere evolutionært distinkte arter, der er truede, så man kan prioritere bevaringsindsatsen for netop dem og fokusere på at undgå de mest alvorlige udryddelser. Det er der stærkt brug for.

"Mens vi engang boede i en verden fuld af giganter som kæmpebævere, kæmpebæltedyr, kæmpehjorte osv., lever vi nu i en verden, der bliver stadig mere fattig på store vilde pattedyrarter. De få tilbageværende giganter som næsehorn og elefanter er i fare for hurtigt at blive udryddet," siger professor Jens-Christian Svenning fra Aarhus Universitet, som leder det overordnede projekt om megafauna, som undersøgelsen indgår i.

Læs forskningsartiklen i PNAS

Læs artikel om Semper Ardens-forskningsprojektet (in English)

Læs mere om forskningsresultaterne på Aarhus Universitets hjemmeside



Til oversigt