Til oversigt

Radio: Hvad skal videnskaben i samfundet?

Hvilken rolle skal videnskaben spille i den moderne verden? Og skal videnskaben holdes socialt ansvarlig? Carlsbergfondets formand, professor Flemming Besenbacher, gæster i morgen Rosenkjæreksperimenterne på DR P1 til en snak om videnskabens rolle i samfundet.

I morgen sendes sjette og sidste program i serien Rosenkjæreksperimenterne med Vincent F. Hendricks som vært. I programmet får Hendricks, der modtog Rosenkjærprisen i 2016, besøg af Carlsbergfondets formand Flemming Besenbacher til en snak om, hvad videnskab skal i den moderne verden? Og om videnskaben holdes socialt ansvarlig?

Skal videnskaben møde globale udfordringer?

Allerede i 2013 udtalte World Economic Forum, at misinformation på nettet nu skal anses som en global udfordring på lige linje med klimaproblemet, verdensopspændende sundhed og så fremdeles. Siden har både OECD og FN understreget det samme.

Spørgsmålet er, om videnskaben skal tage livtag med globale udfordringer og i så fald hvordan? Og kan et nyt begreb som Scientific Social Responsibility (SSR) få forskerne til i højere grad af overveje de sociale og samfundsmæssige implikationer af deres forskning?

Udover Flemming Besenbacher deltager forsker Mads Vestergaard fra Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet.

Programtitel: Hvad skal videnskab i den moderne verden – og skal videnskaben holdes socialt ansvarlig? Sendes onsdag 15/11 – uge 46 (genudsendes søndag kl. 15.30 samme uge).

Sendes onsdag 15.11 kl 13:30 på DR P1

Læs mere om Rosenkjæreksperimenterne



Til oversigt