Videbegærlige unge tager på Science Camp i sommerferien | Carlsbergfondet
Til oversigt

Videbegærlige unge tager på Science Camp i sommerferien

I sommerferien afholder Ungdommens Naturvidenskabelige Forening otte Science Camps på universiteter over det meste af landet. Her kan unge blandt andet dyrke deres interesse for biotech, kemi eller softwareudvikling. Science Camps er støttet af Carlsbergs Mindelegat for Brygger J.C. Jacobsen.

I løbet af sommeren 2018 vil omkring 400 unge bruge en uge af deres sommerferie på at fordybe sig i et naturvidenskabeligt emne, når årets otte Science Camps arrangeret af Ungdommens Naturvidenskabelige Forening løber af stablen over hele landet.

På campsene vil omkring 50 deltagere arbejde teoretisk og praktisk med et fagligt program, som typisk foregår på et universitet. Det faglige niveau ligger lige over gymnasieniveau og er tilrettelagt således, at alle deltagere kan lære noget og samtidigt blive udfordret. De fleste programmer vil endvidere byde på foredrag af repræsentanter fra erhvervslivet og anerkendte forskere. Formålet med foredragene er at give deltagerne indblik i, hvordan naturvidenskaben forgrener sig ud i mange forskellige slags erhverv.

Fra software til kemi

I sommeren 2018 er emnerne på de otte camps medicin, software, fysik, kemi, matematik, computerspil, bioteknologi og datalogi. Alle camps tilbyder en kombination af teoretisk undervisning og praktiske øvelser hvor teorierne prøves af i praksis.

På Biotech Campen kan man blandt andet lære om nogle af de mikrobiologiske og biokemiske teorier og teknikker, som forskning og industri arbejder med. På Chemistry Campen står den på vilde laboratorieforsøg, der giver indblik i alt fra uorganisk kemi til materialekemi. På Fysik Campen vil der være fokus på den moderne fysik og dennes relevans i den moderne verden. Og på Game Development Campen kan man i grupper lave intet mindre end sit eget spil.

De første Science Camp finder sted fra 7. juli og løber frem mod midten af august. Det er 18. gang at Science Camps, der er støttet af Carlsbergs Mindelegat for Brygger J.C. Jacobsen, afholdes i Danmark. HKH Kronprinsesse Mary er protektor for Ungdommens Naturvidenskabelige Forening, der arrangerer Science Camps.

Læs mere om Science Camps hos Ungdommens Naturvidenskabelige Forening

Til oversigt