Spil computerspil og hjælp forskerne | Carlsbergfondet
Til oversigt

Spil computerspil og hjælp forskerne

Foto: Lars Kruse, AU

Carlsbergfondets Semper Ardens-forsker Jacob Friis Sherson og hans kollegaer har udviklet computerspil, der skal hjælpe forskerne med at forbedre kunstig intelligens. Prøv computerspillet Skill Lab: Science Detective, hvor man agerer videnskabsdetektiv, der skal løse en række opgaver.

DR og ScienceAtHome, der er ledet af Carlsbergfondets Semper Ardens-forsker Jacob Friis Sherson fra Aarhus Universitet, er gået sammen i et nyt partnerskab, der skal få danskerne til at bygge Danmarks nye superhjerne. Gennem særlige computerspil skal almindelige mennesker hjælpe forskerne med at indsamle viden om, hvordan vores intuition fungerer.

Forskerne har derfor brug for DIN hjælp. For mens algoritmer efteraber os, computere knuser vores tal og robotter erstatter rå muskelkraft, er vi mennesker faktisk helt unikke i den måde, vi træffer beslutninger på. Danmarks nye superhjerne vil netop undersøge, hvordan mennesket intuitivt løser problemer. Formålet er at skabe en ny kunstig intelligens, som ikke modarbejder, men supplerer og understøtter menneskets egne evner.

Spilmanøvrer bliver til forskningsdata

Konkret har Jacob Friis Sherson sammen med sit forskerteam lavet computerspillet Skill Lab: Science Detective, som alle kan spille online i browser, men også på mobil og tablets - både på iOS og Android. I spillet er man videnskabsdetektiv og skal løse en række opgaver. De beslutninger, man tager i spillet, bliver til data om, hvordan mennesker opfører sig og interagerer. Forskerne måler med andre ord deltagernes hjernefunktioner, som for eksempel reaktionshastighed og arbejdshukommelse. De giver også et detaljeret indblik i, hvem man er som person. Hvad sker der for eksempel, når vores hjerner aldres? Hvad er forskellen på en ung hjerne og en gammel hjerne?

Skill Lab består af en række minispil. Hvert spil er designet til at afsløre et bestemt aspekt af vores adfærd og kognitive evner. Som tak for at spille får du en personlig profil, der viser dine styrker og svagheder.

Læs mere på Skill Lab – Science Detective

Gå til DR’s temaside Danmarks Nye Superhjerne

Læs artikel om projektet og interview med Jacob Friis Sherson


Til oversigt