Til oversigt

Tag Carlsbergfondets videnskabs-podcasts med på ferie

Fik du hørt Timothy Garton Ashs, Eske Willerslevs og Morten Kringelbachs forelæsninger i Københavns Universitets Festsal? Og hvad med Lone Franks samtaler med danske professorer i Radio 24Syvs ”24 Spørgsmål til Professoren”?

Sommerferien står for døren, og hvorfor ikke bruge noget af den på at høre eller genhøre Carlsbergfondets podcast om videnskab?

Under overskriften Det vi ved – det vi kan har Carlsbergfondet sammen med Politiken og Københavns Universitet hen over foråret præsenteret nogle af verdens mest markante stemmer i international topforskning og samfundsdebat. Vi har podcastet forårets tre forelæsninger med Oxford-professor og klummeskribent ved The Guardian Timothy Garton Ash, professor ved Cambridge University Eske Willerslev og professor ved Oxford University Morten Kringelbach.

Hent Det vi ved – det vi kan podcasts

Fagermuselort, våbenkapløb og Roms ældste kejserforum

Du kan også lytte til Lone Franks samtaler med professorer i Radio 24Syvs 24 Spørgsmål til Professoren, der er produceret i samarbejde med Carlsbergfondet. Hør eksempelvis adjunkt ved Københavns Universitet Kristine Bohmann fortælle om sine dna-analyser af indsamlede igler i Madagascars regnskov og flagermuselort i Swaziland. 

Eller videnskabshistoriker Kristian Hvidtfelt Nielsen, der beretter om våbenkapløbet med Sovjetunionen, som førte til atomreaktorer under Indlandsisen og skabte den moderne forskningsmæssige verdensorden. Lyt også til arkæolog og museumsinspektør ved Glyptoteket Jan Kindberg Jacobsen, der skal lede en ny stor udgravning af Cæsars Forum i Rom. Udgravningen indledes i oktober 2017 og er støttet af Carlsbergfondet med 11 millioner kroner.

Hent 24 Spørgsmål til Professoren podcasts

Historien om Frederiksborg Slot

Gå heller ikke glip af en særudgave af podcasten Kongerækken om Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Podcasten fortæller om slottet og museets spændende historie, der spænder fra adelsbolig over lystslot og fyrsteresidens til ruinhob og nu senest museum. 

Podcasten er produceret af Netudgaven.dk, der har modtaget støtte fra Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg til at producere Kongerækken, som i hvert afsnit beskæftiger sig med én regent i Danmarkshistorien fra Gorm den Gamle og op til Dronning Margrethe den 2.

Hent podcast om Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg



Til oversigt