Til oversigt

Totalnatur: En aften om megafauna og natur i videnskaben og kunsten

Videnskab og kunst sættes atter stævne, når sæsonens anden Videnskab | Lidenskab løber af stablen den 16. november kl. 19-21 på Glyptoteket under overskriften TOTALNATUR.

Aftenens ene hovedperson er professor i biologi ved Aarhus Universitet Jens-Christian Svenning, der i en samtale med Politikens journalist Gudrun Marie Schmidt vil fortælle om sin forskning i megafaunaens betydning for jordens økosystem. Aftenens anden hovedperson, kunstneren Tue Greenfort, vil herefter indtage scenen til en snak om sit kunstneriske arbejde, der de seneste mange år har taget form som en undersøgelse af emner som klimaforandringer, bæredygtighed og menneskets forhold til naturvidenskaben.

Jens-Christian Svenning og Tue Greenfort

Aftenen byder desuden på indslag fra Carlsberg Laboratorium samt guidet nærstudie af kunstneren Edgar Degas’ værk Danserinde med balletskørt, fjorten år fra Glyptotekets rige samling.

Kunst, viden og øl – det ligger til familien

Videnskab | Lidenskab er tilrettelagt af Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Glyptoteket i samarbejde med Politiken Live. Videnskab | Lidenskab sætter arkæologer, fysikere og kunstnere i stævne i Glyptotekets Festsal til live interviewes med journalister fra Politiken.

Videnskab og kunst ligger dybt i Carlsbergfamiliens DNA. Carlsbergs grundlægger, J.C. Jacobsen, moderniserede ølbrygningen gennem banebrydende videnskabelige metoder, ligesom han sikrede Carlsbergs fortsatte, massive støtte til videnskaben gennem etableringen af Carlsbergfondet. 

Historien gentog sig med sønnen Carl Jacobsen, der via overskuddet fra sit bryggeri og oprettelsen af Ny Carlsbergfondet blev den til dato største danske kunstmæcen, bl.a. ved donationen af sin enorme kunstsamling og Ny Carlsberg Glyptotek. Carlsbergfondet og Ny Carlsbergfondet hører i dag til de største i landet, når det gælder støtte til henholdsvis videnskab og kunst.

Køb billetter og læs mere

Entré: 95 kr.
Unge under 27: 50 kr.
Kunder med Årskort til Glyptoteket: Gratis (billetbestilling dog nødvendig)

Læs mere om Videnskab | Lidenskab



Til oversigt