Videnskab Lidenskab En aften om RO | Carlsbergfondet
Til oversigt

Videnskab | Lidenskab: En aften om RO

Når Carlsbergfamilien igen byder indenfor til en aften med Videnskab | Lidenskab, er det med RO som bærende tema. Mød kirkehistoriker og professor ved Københavns Universitet Mette Birkedal Bruun og billedkunstner Erik Steffensen i en samtale med journalist Mikkel Frey Damgaard torsdag den 22. marts kl. 19-21 på Glyptoteket.

Isolation og afsondrethed fra verden er omdrejningspunktet, når Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Glyptoteket blænder op for martsudgaven af Videnskab | Lidenskab.

Aftenen indledes med en samtale mellem kirkehistoriker og professor Mette Birkedal Bruun og journalist Mikkel Frey Damgaard. Billedkunstner Erik Steffens fortsætter herefter, når han interviewes om sin kunstneriske praksis, der på mange måder indkapsler en art hyperaktiv væren-i-verden.

Arrangementet byder desuden på et værknært blik på et Glyptotekets mesterværker, som i aftenens anledning vises i en særpræsentation på scenen i festsalen.

Deltagelse kræver almindelig entrébillet til Glyptoteket. Gratis for unge under 18 år. 50 kroner for unge under 27. Årskortholdere har fri adgang, men billetbestilling er nødvendig.

Tilmelding og køb af billetter sker hos Billetto

Om Birkedal og Steffensen

Kirkehistoriker og professor Mette Birkedal Bruun modtog i 2017 Carlsbergfondets Forskningspris for sin fremragende forskning, der har ført til væsentlige nye indsigter af almen kirkehistorisk og kulturhistorisk betydning. Mette Birkedal Bruun har i en årrække forsket i middelalderens munkekultur og senest også fromhedskulturen i Danmark og Tyskland i 1600-tallet og 1700-tallet. Hendes forskning kredser særligt om tanken om menneskets tilbagetrækning fra verden, og om hvordan der historisk set er skabt institutioner, fysiske rammer og livsanskuelser, der skulle understøtte ideen om komplet afsondring fra verden.

Billedkunstner, forfatter og professor ved Kunstakademiet i København, Erik Steffensen, har gennem årene hyppigt udstillet i ind- og udland, ligesom hans værker er repræsenteret på en lang række kunstmuseer i Danmark. Hans kunstneriske praksis kendetegner sig ved en art forstørret nysgerrighed, både når det gælder medier og motiver. Man fornemmer i Steffensens værker og tekster en næsten glubsk tilstedeværelse i verden, ligesom alt i verden synes at rumme potentiale til kunstnerisk anvendelse. Intet er for højt eller for lavt. Alligevel synes hans kunst, trods de mange inspirationer og referencer, at bevare en umiskendelig form for ro. Hans værker står knivskarpt som invitationer til fordybelse.

Kunst, viden og øl

Videnskab|Lidenskab er tilrettelagt af Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Glyptoteket, som sætter videnskabsfolk og billedkunstnere i stævne i Glyptotekets Festsal til live interviewes. Aftenerne byder desuden på guidede nærstudier af udvalgte mesterværker fra Glyptotekets rige samling. Hver gang på baggrund af et aktuelt tema og hver gang med gratis pauseudskænkning af aftenens øl, der udvælges særligt til lejligheden af Carlsberg Laboratorium. 

Tidligere Videnskab | Lidenskab events 

#kunstogviden



Til oversigt