Til oversigt

Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot

Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot - danmarkshistorie med internationalt udsyn

Gennem historiske malerier, portrætter, møbler og kunstindustri fortæller Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot indlevende 500 års danmarkshistorie. Fortællingen om Danmark bliver samtidig til en fortælling om hele verden, når museet viser skiftende særudstillinger udviklet med internationale samarbejdspartnere. Carlsbergfondet har drevet Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot siden 1878.

Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot afspejler Carlsbergs grundlægger, J.C. Jacobsens, passionerede interesse for historie: Efter en voldsom brand i 1859 blev store dele af Christian den 4.s oprindelige renæssanceslot fra 1600-tallet ødelagt, og det store genopbygningsarbejde blev efterfølgende finansieret gennem landsindsamlinger og donationer fra private. J.C. Jacobsen spillede en afgørende rolle for slottets genrejsning og nyindretning. Han foreslog i 1877 at gøre slottet til hjemsted for et nationalhistorisk museum. Både kongehuset og rigsdagen blev overbevist om hans plan.

I udveksling med hele verden

Carlsbergbryggerens idé var at vise, hvordan også den danske historie havde haft ”sin andel i menneskehedens almindelige udvikling”, som han selv beskrev museets formål. 

Zar Alexander III, Zarina Maria Feodorovna (tidligere Prinsesse Dagmar af Danmark) og deres søn, Storhertug Michael, malet af Laurits Tuxen i 1884.

J.C. Jacobsens klare ønske var, at Det Nationalhistoriske Museum skulle styrke det danske folks identitet og selvværd oven på krigsnederlaget og tabet af Sønderjylland i 1864. Han var patriot og følte samhørighed med det land, han var født i, og hvor hans bryggeri fik plads til at udvikle sig. 

Men J.C. Jacobsen havde også udblik til verden omkring Danmark. Samarbejde, inspiration og udveksling på tværs af landegrænser var nogle af de ledetråde, han byggede Carlsbergbryggeriet med og skabte Carlsbergfondet på. 

De værdier præger Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot den dag i dag. Derfor er flere af museets nyere udstillinger et resultat af indgående samarbejder med vigtige kulturinstitutioner verden over.

For eksempel fortalte udstillingen ”Danmark og zarernes Rusland 1600-1900” i 2013 historien om de dansk-russiske relationer i zartiden. Museet lånte til denne udstilling pragtsølv fra Kreml og elegante gallakjoler fra hofballerne i Romanov-kejserfamiliens paladser i Pavlovsk og Tsarskoje Selo ved Skt. Petersborg.

På udstillingen ”Kinesisk besøg – et kejserligt palads på Frederiksborg” kunne publikum i 2012 opleve rum fra Prins Gongs enestående kejserlige palads i Beijing. Her fik de besøgende samtidig et interessant indblik i forholdet mellem Danmark og Kina i anden halvdel af 1800-tallet, og udstillingen var en opfølgning på udstillingen ”China in Denmark 1600-2000”, som nogle år forinden var blevet vist i Kina på Prins Gongs Paladsmuseum i Beijing.

James Hagues portræt "Iben", der modtog første 1. prisen i portrætkonkurrencen i 2013

Portrætkunst har altid været en fremtrædende genre i Det Nationalhistoriske Museums samlinger. Museet indstiftede i 2007 J.C. Jacobsens Portrætpris, som siden 2012 har været gennemført som en årlig, international portrætkonkurrence med deltagelse af blandt andet toneangivende russiske og kinesiske kunstnere (http://portrait-award.com/).



Til oversigt