Brygger Jacobsens livsværk

Carlsbergfondets stifter, J.C. Jacobsen

Carlsbergfondet – passion for perfektion

Carlsbergfondet er et af verdens ældste erhvervsdrivende fonde. Her blomstrer ambitiøs bryggerivirksomhed side om side med forskning og støtte til det ypperste inden for videnskab, kunst og kultur. Fondets formand står ikke bare i spidsen for Carlsbergfondet, han er også bestyrelsesformand for Carlsberg A/S. Sådan har det været siden 1876, da brygger J.C. Jacobsen oprettede Carlsbergfondet.

Carlsbergfondet blev grundlagt på en passion. En passion for perfektion. Passionen kan findes i alt, hvad fondet foretager sig, og er gengivet i de første linjer af Carlsbergfondets fundats og indgraveret i marmortavlen, som hænger over indgangsporten til Carlsbergs hovedsæde i Valby, København. Her kan man læse J.C. Jacobsens ”De Gyldne Ord”, som stadig stråler af klarsyn den dag i dag. ”De Gyldne Ord” er en hyldest til det excellente og sublime. De slår fast, at Carlsbergfondet skal stræbe efter den højst mulige kvalitet i alt, hvad fondet gør, og at man i driften af Carlsberg bryggeriet aldrig kun skal have fokus på forretningen her og nu, men også have fremtiden for øje. 

”De Gyldne Ord” var særdeles fremsynede. Med dem var J.C. Jacobsen med til at sørge for, at Carlsberg i dag, mange år senere, er en af verdens største bryggerikoncerner og råder over nogle af branchens stærkeste brands. ”De Gyldne Ord” er også fundamentet for, at Carlsbergfondet kan støtte den ypperligste forskning, videnskab og kunst med flere hundrede millioner kroner årligt og spille en aktiv rolle i forsøget på at løse nogle af verdens globale udfordringer.

Carlsbergfondet har to hovedopgaver:

  1. At være en aktiv investor med en bestemmende aktiepost i Carlsberg Group og dermed sikre afgørende indflydelse på bryggeriets langsigtede strategi.
  2. At støtte grundvidenskabelig forskning inden for naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora gennem samfundsgavnlige uddelinger.

Carlsberg bryggeri – kvalitet over hele verden

Carlsberg Group er i dag verdens tredjestørste bryggeri med ledende positioner på de nord- og østeuropæiske markeder samt stærke positioner på flere markeder i Asien. Carlsberg Group har 140 ølmærker, ca. 45.000 medarbejdere og solgte i 2015 120,3 mio. hl. øl, svarende til ca. 36 milliarder flasker. Carlsberg Group er i dag det eneste globale bryggeri, som er ejet af en erhvervsdrivende fond, hvilket giver en række tydelige fordele. Ud over at fondsejerskabet er et effektivt værn mod opkøb, skaber det bedre muligheder for at tænke langsigtet og sikre stabilitet i omskiftelige tider.

Carlsbergfondet støtter fremragende forskning, som gør verden bedre

Carlsbergfondet støtter visionær og innovativ grundforskning på højeste internationale niveau inden for naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab. Grundforskning, som gør os klogere, medvirker også til at løse nogle af verdens store globale udfordringer og gavner vores samfund.

Carlsbergfondet yder desuden tilskud til sine tre afdelinger: 


Ny Carlsbergfondet, der er et særligt fond under Carlsbergfondet, støtter kunst og kunstvidenskab og er ansvarlig for driften af Ny Carlsberg Glyptotek

Overskuddet fra Carlsberg A/S går tilbage til samfundet

Carlsbergfondet er en af Danmarks største erhvervsdrivende fonde. Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Tuborgfondet uddeler i kraft af udbyttet fra Carlsbergfondets aktier i Carlsberg A/S over 300 mio. kr. om året til grundforskning, kultur, kunst og frivilligt arbejde samt til Carlsberg Laboratorium og to internationalt anerkendte museer: Ny Carlsberg Glyptotek og Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

Det er fondets vision at forvalte arven efter brygger J.C. Jacobsen således, at hans tanker, idéer og fondets fundats tilgodeses, tilpasses nutiden og medvirker til at præge fremtiden for Carlsberg, videnskaben og samfundet.