Historierne om den danske skole: Hverdag, vilkår og visioner gennem 500 år

Charlotte Appel og Ning de Coninck-Smith har sammen med ti kolleger undersøgt de forandringer og nye fænomener, der springer i øjnene, når man betragter skolens historie igennem de sidste 500 år. Resultatet er fembindsværket, Dansk Skolehistorie med undertitlen Hverdag, vilkår og visioner gennem 500 år, der ikke blot skal oplyse og underholde, men også give stof til eftertanke i nutidens og fremtidens pædagogiske diskussioner og skolepolitiske forhandlinger.

Samling i aulaen: De såkaldte aulaskoler, der var indrettet omkring en stor fælles hal, hvor alle skolens elever kunne samles til bl.a. morgensang, blev en udbredt model. En af landets tidligste aulaskoler, Halskovskolen ved Korsør, blev indviet i 1923. Den ses her fyldt med børn på et foto fra 1965. (Bind 4, side 23).

"Målet med projektet Dansk skolehistorie. Hverdag, vilkår og visioner gennem 500 år var at tilvejebringe en ny og samlet fremstilling af dansk skolehistorie."

Sådan siger lektor dr.phil, Charlotte Appel, og professor MSO, dr.phil, Ning de Coninck-Smith, der står bag projektet, støttet og finansieret af Carlsbergfondet og Aarhus Universitet.

Hvordan har den danske skole som institution ændret sig i form, indhold og samfundsmæssig betydning siden middelalderen? Hvilken udvikling har dens plads i børns og unges liv gennemgået, og hvad har indførelsen af børnehaveklasser, skolefritidsordninger og heldagsskole haft af betydning for den institutionalisering, som børnelivet har gennemgået i vores tid? Spørgsmål som disse bliver behandlet i værket, om hvilket Charlotte Appel og Ning de Coninck-Smith siger:

”Med vores projekt Dansk skolehistorie. Hverdag, vilkår og visioner gennem 500 år har det været vores mål at skabe indsigt i skolehistoriens lange linjer - både i relationerne mellem samfundsmæssige forandringer og skolepolitiske initiativer, interesser og uenigheder. Derudover skulle projektet tegne et helt konkret billede af skiftende tiders skolegang og dens betydning for elever, lærere og forældre, såvel som det gerne skulle anlægge et hverdags- og "nedefra"-perspektiv. I bøgerne er det skolens mange aktører og brugere, der er i centrum, hvad enten det er elever, der kæmper med lektierne, lærere, der kaster sig ud i pædagogiske udviklingsarbejder, eller politikere, der hiver sig i håret, mens de forhandler om skolens fremtid.”

Da projektet skylder sin tilblivelse fejringen af 200-året for undervisningspligtens indførelse i 1814, handler de fem bind ikke kun om folkeskolen og dens udvikling, men om det samlede skolesystem – og derved også om den mangfoldighed af frie grundskoler, som er et særkende for Danmark.

Charlotte Appel og Ning de Coninck-Smith tilføjer, at fembindsværket skal give baggrundsviden og inspiration til de mange mennesker, der til daglig er med til at forvalte og forme de danske skoler: lærere, forældre, administratorer og politikere. Dermed skal det kunne bruges af alle, der interesserer sig for uddannelseshistorie og de mange kultur- og socialhistoriske problemstillinger, den knytter sig til.

Vogterdreng ved stendysse: En lille vogterdreng hviler sig ved en stendysse med skolebog i hånden. Efter 1814-lovgivningern skulle alle børn gå i skole fra de var 7 til 13 år. Men de fleste havde også arbejde at passe. Maleri af Carlo Dalgas, ca. 1840, Nationalmuseet. (Bind 2, s. 338).

Severin Veiersøe hed en skoledreng i 1820’ernes Vestjylland. Han kunne godt lide at regne, men som for andre børn på den tid kom arbejdet før skolen. Derfor måtte han tage regnebogen med ud i tørvemosen. Når han ”var træt af spaden”, og ryggen trængte til et hvil, kom regnebogen frem.

Det var ikke hans egen bog, men én han havde lånt af degnen. Tidligere havde han lånt en anden af omgangslæreren. Der var nemlig ikke en fast skole i den landsby, hvor han boede. Læreren gik på omgang mellem landsbyerne – og undervisningen foregik på skift hos bønderne. Regnebogen var en såkaldt cifferbog, fyldt med færdige regnestykker til afskrivning. Tanken var, at eleven på den måde fik en bedre forståelse af talsystemet og de måder, hvorefter størrelser kunne forbindes, adskilles og sammenlignes.

Den kvikke bondedreng var optaget af andet end regnestykker. Også skrivning var Severin glad for, så glad, at han gik i gang med at skrive dagbog allerede i sine drengeår. Det var helt usædvanligt ikke kun på hans egen tid, for også i eftertiden har kun ganske få børn nedfældet deres tanker og oplevelser. Hans dagbøger er således en unik kilde til, hvordan det var at være barn i begyndelsen af 1800-tallet.

Men de er mere end det. De er også en fortælling om boglig læring i hverdagslivets sprækker. I kontrast til dagens situation, hvor læring ikke bare er en rettighed, men en livslang pligt. Severin Veiersøe kom senere på seminariet og blev lærer på sin hjemegn.

Skolehuset i Hodde: Skolehuset i Hodde fra 1831 var én af de mange nye skolebygninger, der blev rejst i løbet af 1800-tallet, da børn skulle sikres kortere skolevej og selve skolen tog fastere fysisk form. Foto: Skolemuseet Hodde Gl. Skole. Museet for Varde By og Omegn. (Bind 2, s. 148)

Severin Veiersøe tilhørte én af de første generationer, der gik i skole efter de nye skoleanordninger fra 1814. Forholdene var så forskellige rundt omkring i riget, at det ikke var tilstrækkeligt med én lov. Fem anordninger blev det til, hvoraf de tre vigtigste omfattede henholdsvis landdistrikterne, købstæderne og København. Yderligere særordninger måtte til, og få år senere var der otte forskellige skolelove.

1814-anordningerne er traditionelt blevet fejret som folkeskolens grundlove. Og sandt er det, at med anordningerne blev kravene til, hvad børn skulle lære i skolen, betragtelig udvidet. Det var ikke længere nok at lære læsning og den kristne børnelærdom; børn skulle også lære at skrive og regne samt have et indblik i verden omkring dem. Drenge og piger skulle gå længere og mere regelmæssigt i skole end hidtil – fra det 7. til det 13. år. Staten påtog sig hermed at sikre skolegangen for alle børn, hvor velhavende og veluddannede familier indtil da havde organiseret undervisning for deres egne børn. Der var altså skolepligt for de mange og undervisningspligt for de få.

Skoler og skolelovgivning kom ikke ud af det blå. Siden middelalderen havde der eksisteret skoler, især i kirkens regi, men bl.a. reformation og bogtrykkerkunst betød, at gejstlige og forældre i alle samfundslag blev ivrige efter, at såvel piger som drenge fik regulære læsefærdigheder på deres modersmål, så de blev bedre til at lære den kristne børnelærdom. Og der var altid folk, der kunne tilbyde at ”holde skole” i disse grundfærdigheder, lige fra skrivere og soldater til gamle karle og ugifte kvinder. En mangfoldighed af skoler voksede frem, og købmænd, håndværkere og veletablerede gårdmænd sørgede for, at der også var skoler, hvor deres sønner blev undervist i skrivning, regning og tysk.

Lige børn leger bedst? Oplysningstiden ideer om hele befolkningens uddannelse til gavn for staten betød ikke ens uddannelse for alle. Der var forskel på børn, som det ses af dette kobberstik fra Basedows ”Elementarwerk”. Drengen uden paryk er ikke med i legen, men en tjenestedreng, der skal rejse keglerne, når pigerne har væltet dem. (Bind 1, side 280).

Statsmagten kom i løbet af 1700-tallet på banen som organisator af skolegang. Med inspiration fra udlandet oprettede Frederik 4. børneskoler på sit ryttergods, samtidig med at også godsejere og gejstlige stiftede skoler, især for fattige børn, der på den måde også kom væk fra gaderne. I 1739 udstedte Christian 6. en lov om, hvordan alle børn skulle gå i skole forud for den netop indførte, obligatoriske konfirmation. Hermed skabtes en fælles ramme omkring landets skoleforhold, selvom længden, indholdet og udbyttet af børns skolegang varierede meget. Fra 1780’erne satte oplysningsbevidste godsejere og kongemagten en ny bølge af skolereformer i gang på egne domæner i sammenhæng med reformer af landbruget, og Den store Skolekommission blev nedsat i 1789 for at forbedre også landsdækkende lovgivning. Kuglerne til de store anordninger havde således været længe i støbeskeen, og i 1806 indførte man reformerne på forsøgsbasis i hele det østlige Danmark.

1814 blev imidlertid ikke et hvilket som helst år i Danmarkshistorien. Det var året, hvor Danmark måtte underskrive en ydmygende fredstraktat i forlængelse af Napoleonskrigene – og afstå Norge. Det skete kun et år efter, at staten var gået bankerot. Blandt kancelliets embedsmænd og regeringens top overvejede man en kort stund at udskyde den nye og på mange måder ambitiøse skolelovgivning. I stedet valgte man at indskrænke fagrækken, og så ellers overlade udviklingen til lokalsamfundene. Næsten overalt var pengene små, og i mange egne måtte man fare med lempe af hensyn til børnearbejdets udbredelse. Derfor ændrede skolegangsforholdene sig ikke fra den ene dag til den anden – og de forandrede sig meget forskelligt fra landsdel til landsdel. I anden halvdel af 1800-tallet førte en nærmest eksplosiv tilvækst i elevtallet i købstæder og hovedstad til en voldsom udbygning af skolevæsenet. Her var efterspørgslen efter uddannelse større, og børnene fik efterhånden bedre tid til at gå i skole. På landet stod tiden og skolen mere stille. Først i 1958 blev skolegangsforholdene ens på land og i by.

Jyske landskoler: I Hammerum Herreds Provsti ved Herning fik provsten i 1920 overrakt en samling billeder af provstiets skoler som tak for sin mangeårig gerning ved skoletilsynet. Samlingen består af 57 fotos, der vidner om, at der inden for samme lokalområde kunne være betydelig variation i størrelse, alder og faciliteter, Her ses Rødding Pogeskole. (Bind 3, side 311).

At se det store i det små

Fortællingen om Severin Veiersøe er et eksempel på en lille historie, der forbinder sig med den store – og i dette ligner den mange af de andre fortællinger, som bærer det store fembindsværk om dansk skolehistorie igennem 500 år. I værket ses skolen nedefra – fra lærernes, forældrenes og elevernes perspektiv – og med en anerkendelse af den mangfoldighed, som har præget og fortsat præger skolen. Danmark var længe et udstrakt rige, som rakte fra Nordnorge til Slesvig-Holsten, og som også omfattede kolonier og de nordatlantiske bilande. Heller ikke i kongeriget var to sogne ens, og reelt var der lige så mange skoleordninger, som der var skoler. Efterhånden svandt den danske konges riger og lande ind, men variationerne i skolelandskabet bestod, og endnu i dag er der stor forskel på skolevæsenet fra kommune til kommune. Men ikke nok med det, skolegangen har også været forskellig for rige og fattige, drenge og piger, og for børn med forskellig etnisk baggrund. Bøgerne behandler disse mangfoldigheder, og i fremstillingen blander de frie grundskoler, de private real- og pigeskoler og folkeskolerne sig med hinanden.

Undervisning i vildmarken:En missionær klædt i samedragt underviser samer i alle aldre med opslåede bøger. Tegningen stammer fra præsten Knud Leems ”Beskrivelse over Finmarkens lapper, deres tungemål, levemåde og forrige afgudsdyrkelse” fra 1767. (Bind 1, s. 258).

De mange kampe, konflikter og politiske polariseringer, der alle dage har hørt skolen til, løber som røde tråde gennem fremstillingerne, både når det har drejet sig om pædagogik og skolereformer (anno 1814 eller 2014) og om lærernes ret til at revse eleverne. Skolen skildres som skabt og båret af mennesker, fra 1700-tallets præster til det 21. århundredes pædagogiske eksperter, fra elever og forældre til lærere, politikere, sognerådsmedlemmer og repræsentanter for de faglige organisationer. I alle bind fremstår forsøg og udviklingsarbejder som helt centrale for skolens udvikling, hvad enten det var på de store godser i slutningen af 1700-tallet, i de mange private skoler i anden del af 1800-tallet eller i 1980’ernes folkeskoler. I andre didaktiske laboratorier blev der skabt nye måder at tænke og tale om undervisning på, og de bredte sig siden til det øvrige skolesystem. Eksempelvis blev Individualiserede undervisningsformer, som slog igennem med folkeskolereformen i 1993, udviklet inden for først specialundervisningen og siden som del af modersmålsundervisningen for minoritetselever i 1970’erne og 1980’erne.

Kampene om børnenes tid, kroppe og sjæle er et grundtema og en nøgle til forståelse af de omtalte konflikter og uenigheder op gennem skolens lange historie. Dansk skolehistorie bind 1-5 er derfor ikke kun en fremstilling af de mangfoldige forandringer, som det danske skolesystem har undergået i de sidste 500 år, men også i høj grad en fortælling om barndommens historie. Det er én af værkets hovedpointer, at skolens historie ikke kan skrives uden blik for dette grundforhold.

Blindeundervisning: Her undersøger en elev en udstoppet løve sammen med lærer Einer Ketting på Blindeinstituttet en dag i 1922. Løven blev i 1940’erne flyttet til Refsnæsskolen, hvor eleverne fik lov at sidde på den, når de havde fødselsdag. (Bind 4, side 259).

Om de fem bind

Hvert bind bæres af en række fortællinger. I de tidligste bind kan man læse om, hvordan skolen var kirkens projekt tilbage i 1500- og 1600-tallet, og hvordan flere skoler fik en egen fysisk form i løbet af 1700- og 1800-tallet. I de midterste bind handler det bl.a. om kvindernes indtog i skolen i anden del af 1800-tallet, og om børnepsykologiens indtog og reformpædagogikkens fremvækst i løbet af mellemkrigsårene. I det sidste bind spænder historierne fra samtidens skolepolitiske polariseringer til den nye faglighed, forankret i elevens egne læringsprocesser, der holdt sit indtog i løbet af 1990’erne.

I alle bindene forbinder fortællingerne sig med hinanden, således at forklaringerne på skolens udvikling fremstår komplekse og sammensatte frem for enkle og entydige. Det gælder fx spørgsmålet om forandringer i synet på læreren efter 1970. Her har en lang række forhold – som de næsten konstante ændringer af læreruddannelsen, lærernes ændrede køn, forældrenes højere uddannelsesbaggrund, PISA-undersøgelserne samt den politiske radikalisering af Danmarks Lærerforening i 1970’erne og 1980’erne – tilsammen medvirket til, at lærerne ikke længere nyder samme grad af respekt som førhen i historien.

Alle bind inddrager temaer, der ikke tidligere har været genstand for opmærksomhed, mens velkendte emner behandles på nye måder. Til de mere ukendte historier hører i de ældste perioder skolegangen i kolonierne, og i nyere tid forholdene for skoler og seminarier under besættelsen og lukningen af de tyske privatskoler i det første år efter krigen. Blandt de mere kendte finder man fortællingen om udbredelsen af den indbyrdes undervisning i første del af 1800-tallet, men nu set i et hverdagsperspektiv, eller OECD’s rolle i dansk skolepolitik, men her med vægt på, hvordan holdninger og anbefalinger ændrede sig over tid. Også skolens mange materialiteter, fra bygninger til undervisningsmaterier, skoletasker og madpakker, skildres som elementer i en sammensat fortælling om et skolevæsen, der har vokset sig stadig større.

Piger på vej frem: Kort efter besættelsen overhalede pigerne i procent drengene både i mellemskolen og i realskolen. Her fejres sidste skoledag for afgangseleverne i Odense Kommunale Pigerealskole i maj 1956. Forude venter sommerferien og nye muligheder. (Bind 4, side 362).

Siden middelalderen er skolen blevet anderledes i form og indhold, men også i sin samfundsmæssige betydning. Og dens plads i børns og unges liv har ændret sig markant. Med børnehaveklasser, skolefritidsordninger og senest med indførelsen af heldagsskolen har skolen forbundet sig med den institutionalisering, som børnelivet har gennemgået.

Det er imidlertid ikke let at forklare, hvad der har bidraget til udviklingen. En række sammenflettede forhold – på kryds og tværs, med og mod hinanden – har sammen med utallige kampe, konflikter og uenigheder nogle gange sat udviklingen i stå eller ligefrem tilbage; andre gange givet den et vældigt spark. Atter andre gange har en række uintenderede konsekvenser og paradokser gjort sig gældende: Tænk på pigernes indtog i eksamenslokalerne i mellemkrigs- og efterkrigsårene. Hvordan forklare det, hvis ikke man inddrager ændrede familieformer, færre små søskende at passe, efterhånden som husmødrene tog over, fremvæksten af en række kvindelige stillinger i staten, som krævede mere end syv års skolegang – og endelig udbygningen af det kommunale skolesystem med netop mellemskole- og realafdelinger.

Sikkert er det, at udviklingen ikke har bevæget sig ad en lige linje fra begrænset og tilbagestående skoleundervisning frem mod mere og mere skole og mod velordnede forhold med uddannede lærere, skolebygninger og regelmæssig skolegang – sådan som den klassiske skolehistoriske visdom ellers gerne vil se det. Og lige så sikkert er det, at udviklingen heller ikke kan beskrives som en lang forfaldsfortælling, som det ofte sker i den offentlige debat.

Der er heller ikke altid lovene, der har gjort noget ved skolen, omend der har været perioder op til og lige efter de seneste folkeskolelove fx omkring 1990 og igen op igennem 00’ere, hvor lovgivningsintensiteten har været usædvanlig høj; i mange tilfælde har det i lige så høj grad været skolen, som har gjort noget ved lovene. Mange af elementerne i 1739-forordningen, der koblede skolegang og konfirmation, var kendt i forvejen; 1814-anordningerne havde været prøvet i årtierne forinden; 1958-loven havde en forhistorie, der gik tilbage til mellemkrigsårene, men som var blevet sat i stå af materialemangel op igennem 1950’erne, og 1993-loven byggede på omfattende forsøg i årene inden. For blot at nævne nogle af de mest oplagte eksempler.

Bevægelse: Med heldagsskolereformen, der trådte i kraft ved begyndelsen af skoleåret 2014/15, blev det et krav, at alle elever skulle bevæge sig mindst 45 minutter om dagen. Det havde eleverne fra ovenstående billede på Tirsdalens Skole i Randers allerede prøvet i en matematiktime i 2012. (Bind 5, side 387).

Ambitioner, skoleglæde, visioner og viden

Professor Ning de Coninck-Smith og lektor Charlotte Appel konkluderer, at forandringerne er kommet såvel nedefra som oppefra – og indefra. Fra forældre med ambitioner og fra børn, der har været glade for at gå i skole og gerne ville lære mere; fra konger, præster og politikere med visioner; og fra lærere, der tilbage i tid holdt skole eller fornyede undervisningen, og som i nyeste tid har stået i spidsen for pædagogisk forsøgsarbejde. Men de er også kommet fra den lange række af eksperter, fra skolelæger til psykologer, der har gjort deres omverden klogere på børn og deres udvikling.

Fra udenadslære til fag-faglighed

De to forskere påpeger dog, at der på den ene side springer markante forandringer og nye fænomener springer i øjnene, når man betragter 500 års skolehistorie. På den anden side er det også påfaldende, at denne historie synes at sno sig omkring en række tilbagevendende temaer. I gamle dage talte man om udenadslære over for det levende ord, i dag debatterer vi fag-faglighed over for kreativitet og dannelse. Førhen talte man om orden og disciplin – i dag bruges udtryk som selvansvarlighed og ny-ordentlighed, ligesom også diskussionerne om elevsortering efter begavelse, handicap eller køn over for inklusion og undervisningsdifferentiering hører til blandt de klassiske temaer, når skolen er på dagsordenen.

Det er ligeledes påfaldende, at skolehverdagen med dens glæder og sorger, lektier, mobning, timer, der snegler sig af sted, mens udstoppede dyr ser til, og frikvarterer med sjippetov og hinkesten på mange måder ligner sig selv, uanset hvilket årti vi har skrevet om. Kontinuitet er således i lige så høj grad en del af skolens historie som brud. Det bliver ikke mindst synligt i bindenes udfoldede billedside, hvor skolens hverdag med dens bygninger og mange genstande kan følges gennem de skildrede århundreder.

Kan man så med historien i hånden spå om fremtiden?

Dansk skolehistorie. Hverdag, vilkår og visioner gennem 500 år.

Og kan man lære af historien? Svaret er både et nej og et ja. Nej, hvis man tror, at man kan gå hen og gøre ligeså. Test i 1930’erne er fx ikke det samme som test i 2014; der er på alle måder en verden til forskel: Børnene er nogle andre, livet er anderledes, og vores forventninger til, hvad test skal måle og kunne, er nogle helt andre. I dag, hvor alle får stadig mere uddannelse, er det heller ikke så lige til at kopiere den uddannelseseksplosion, som ramte Danmark i efterkrigsårene, og som gav folkeskolen en historisk enestående mulighed for at være skolen for alle.

Derimod kan man med Dansk skolehistorie i hånden lære at tænke anderledes om skolen end forenklede modstillinger mellem godt og skidt; man kan lære at få respekt for alle dem, der ”gør skolen”, hvad enten de er små eller store, ledere eller lærere på gulvet, forældre i skolebestyrelser, politikere i kommunalbestyrelser eller på tinge. Ikke fordi man skal stille sig ukritisk eller relativistisk an, men fordi sammensatte historier giver en dybere indsigt i de visioner, der har båret skolen, og i de vilkår, den har fungeret under – og ikke mindst i de processer, hvorigennem de mange forventninger til skolen er blevet til hverdag. Deraf undertitlen på vores bøger: Hverdag, vilkår og visioner gennem 500 år.

”Det er vores håb, at de fem bind om dansk skolehistorie ikke blot vil oplyse og underholde, men at de også kan give stof til eftertanke, og at de dermed kan finde anvendelse, når nutidens og fremtidens skole er til diskussion og forhandling”, afslutter professor, dr.phil., Ning de Coninck-Smith og lektor, dr.phil, Charlotte Appel.