I februar 1933 udkom første bind af værket ”Danmarks Kirker”, og siden er der trykt i alt godt 42.000 sider. Carlsbergfondet sikrede det indledende redaktionsarbejde ved en bevilling for årene 1928-30, og siden har bevillinger fra Carlsbergfondet og andre bekostet udgivelserne. Store dele af landet er udkommet, og for tiden arbejder i alt fem redaktioner med at beskrive kirker i de gamle Ringkøbing, Vejle, Odense og Svendborg amter.
Af Per Kristian Madsen, museumsdirektør for Nationalmuseet og cand.mag. i middelalderarkæologi og kunsthistorie..
Undersøgelse af en klokke fra 1789 i Vindelev Kirke (Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet)
Beskrivelserne bygger på omfattende arkivundersøgelser samt opmålinger og registreringer på stedet, ligesom resultater fra arkæologiske undersøgelser og dendrokronologiske analyser spiller en vigtig rolle. Der bliver redegjort for de forskellige byggefaser, helt fra kirkens grundlæggelse engang i 11-1200-årene og frem til i dag, og det samme gælder udsmykningen i form af altertavler, orgler, gravmæler og meget mere. Gennem århundrederne er nye kirker er kommet til, andre er forsvundet, og man kan finde viden om dem alle i ”Danmarks Kirker”.
I februar 1933 kunne Nationalmuseets direktør, M. Mackeprang, skrive forord til første bind af værket ”Danmarks Kirker”. Det var en gammel plan, første gang fremsat af ham selv allerede i 1913, som her blev bragt til verden, om end i reduceret skikkelse i forhold til de oprindelige ideer. De var også meget vidtrækkende, nemlig at udgive et samlet værk fra Nationalmuseets side med titlen ”Danmarks historiske Mindesmærker”, omfattende ikke blot kirkerne, men også herregårdene, købstadshusene og bondegårdene – monumenter, som både dengang og nu indgik i museets opgavemængde.
Fotografering og registrering af gravminder i Nyborg Vor Frue Kirke (Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet).
Nationalmuseet var i 1913 lige godt 100 år gammelt. Dets samlinger og viden var vokset og systematiseret, og drømmen om et samlet værk kunne bygge på udgivelserne i Tyskland af rækken af såkaldte ”Bau- und Kunstdenkmäler” samt det svenske kirkeværk fra 1912, ”Sveriges Kyrkor”.
Ønsket var det totale overblik og en fremstilling, der kunne tjene såvel den lærde verden som lokale interesser. Men som Mackeprang selv erkendte i sit forord, tog det lang tid blot at nå frem til at udgive værket om kirkerne.
Carlsbergfondet og Danmarks Kirker
Der skulle penge til, og her spillede Carlsbergfondet en afgørende rolle ved at sikre det indledende redaktionsarbejde forud for udgivelsen gennem en bevilling for årene 1928-30. Sidenhen erklærede Fondet sig villig til sammen med Ny Carlsbergfondet at bekoste også udgivelsen, forudsat statslig medvirken.
Denne udeblev imidlertid, og det blev fra endnu en fond, L. Zeuthens Mindelegat, at det tilskud kom, som gjorde, at Mackeprang kunne skrive sit forord til Præstø Amt bind 1. Hans ønske i den forbindelse var, at det dog trods de tunge tider måtte lykkes at sikre det fortsatte arbejde.
Bygningsbeskrivelsen indledes altid med en oversigt over bygningens samlede historie. Dernæst beskrives bygningens udvikling kronologisk. Til sidst følger en systematisk, tematisk oversigt over enkeltdele som døre, vinduer, tagværker, dendrokronologi, tagbeklædning, opvarmning etc.
Ønsket gik i opfyldelse. Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet, Kirkeministeriet og Kulturministeriet og dermed altså staten samt i de senere år Augustinus Fonden står bag. Siden 1933 er der trykt i alt godt 42.000 sider med systematiske beskrivelser af de danske kirkebygninger, deres inventar, kalkmalerier og gravminder. Det er en bogstak, der rejser sig foruroligende højt over gulvet ved højtidelige lejligheder, og som repræsenterer det største værk af sin slags.
Meget af landet er dækket, og for tiden arbejder i alt fem redaktioner i både Ringkøbing Amt, Vejle Amt, Odense Amt og Svendborg Amt, for man følger trofast den gamle sogne- og amtsinddeling, som er grundlaget for landets topografiske beskrivelse helt frem til i dag. Hertil kommer en særskilt opgave med at beskrive de omkring 100 år gamle københavnske bykirker, som for nylig er taget ud af brug.
Korsbæringen. Kalkmaleri fra o. 1510-20 i Rønninge Kirke (Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet).
Arbejdsgangen
Danmarks Kirker beskriver ikke kun bevarede epitafier og gravsten. Også gravmæler, der kun kendes fra skriftlige kilder eller ældre tegninger, omtales. Rækkefølgen er kronologisk, og materialet kan være stort: I Nyborg Vor Frue Kirke beskrives i alt 142 eksisterende og forsvundne monumenter.
Arbejdet med et nyt amt går i gang årevis før første bind ser dagen. Der indsamles viden fra arkiverne i form af kirkeregnskabers oplysninger om byggearbejder og vedligehold. Der pløjes gennem beretninger fra tidligere arbejder i og omkring kirkerne, f.eks. om istandsættelse af kalkmalerier helt tilbage til midten af 1800-tallet.
Gravminderne registreres, og der fotograferes og laves nøjagtige opmålinger af bygningen. Her bliver der redegjort for de forskellige byggefaser, helt fra kirkens grundlæggelse engang i 11-1200-årene og frem til i dag. Selv den mest typiske landsbykirke kan vise sig at være en ren kinesisk æske af sammenføjede dele.
Samtlige kirkebeskrivelser siden 1933 er digitaliseret og kan læses via Danmarks Kirkers hjemmeside, http://danmarkskirker.natmus.dk/. Nye udgivelser bliver løbende lagt på. Det betyder, at man kan læse grundige beskrivelser af ca. 1625 kirker, kirkesale, kapeller og kirkegårde online.
For grundlæggerne af værket var det vigtigt at holde sig til den nøgterne beskrivelse, og blot måske med et enkelt ord antyde en mening eller en dom om f.eks. en datering eller et kunstværks ophavsmand. Man holdt sig længe kun til kirker, som var ældre end 100 år, men siden 1980’erne beskrives alle stående og forsvundne kirker, også dem uden for folkekirken, selvsagt i forskelligt omfang, afhængig af den enkelte kirkes fylde og karakter.
Mackeprang slog fast, at man ikke kunne fremhæve nye fund og iagttagelser, men af de tusinder af sider ses tydeligt, at man nok næsten fra begyndelsen blev så at sige tvunget til, når man tog ud i kirkerne, at beskrive det, man så, dvs. også alle de mange nye iagttagelser. Det skyldes også, at der med tiden kom gang i flere nye teknikker og måder at undersøge kirkerne på.
Vejrum Kirke i landskabet set fra sydøst (Anders C. Christensen, Nationalmuseet).
Arkæologi og dendrokronologi
Udgravninger særligt inde i kirkerne kom især til fra 1950’erne og førte til megen ny og afgørende viden om ældre trækirker og om den ældste indretning af stenkirkerne og de ofte meget diskrete spor deraf. Der kan være tale om murede stenbænke langs med væggene, om podier til døbefonte og om murede alterborde foruden dér, hvor man ved undersøgelser i murene kunne frembanke for længst tilmurede vinduer og døråbninger samt afdække kalkmalerier.
Siden 1990 har Danmarks Kirker i samarbejde med Nationalmuseets specialister fra Bevaring og Naturvidenskab udtaget langt over 1000 prøver til dendrokronologisk analyse. Hovedparten er fra kirkernes tagværker, og i ca. 80 % af tilfældene er prøverne daterede.
Mere og mere er kommet med, også fra tagrummene over kirkerne, hvor man netop også i 1950-erne fik blik for de mange vidnesbyrd om kirkens bygning, som en rigdom af endnu bevarede, middelalderlige kirketagværker udgør. I 1990 begyndte man at anvende dendrokronologien, hvor analysen af egetømmerets årringsforløb har ført til ofte meget præcise dateringer af tagværker, som kan være fra opførelsen af kirkerne eller repræsentere senere ombygninger.
Det er et felt i frugtbar udvikling, som ikke mindst afslører aktiviteten i kirkerne i senmiddelalderen. Det må nok fastslås, at man i årtierne frem til Reformationen i 1536 på ingen måde havde forladt kirken, men på mangfoldige måder prydede, udvidede og dagligt brugte de allerede århundredgamle bygninger.
Skibets tagværk i Fraugde Kirke, opsat o. 1445-55 (Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet).
En mangfoldighed af kirker
Nye kirker kom til i løbet af middelalderen og senere, f.eks. på mange småøer og ved oprettelse af nye sogne i by og på land. Stiftsbyernes store domkirker var evige byggepladser og kom til at huse de pragtfuldeste udsmykninger i form af altertavler, orgler, kongelige gravmæler og meget mere. Det samme gjaldt bykirkerne og klosterkirkerne, f.eks. i form af de talrige sidealtre med helgenbilleder og relikvier.
Netop i byerne er det, at der ved Reformationen skete et svind i kirketallet og i mængden af kirkelige stiftelser i form af klostre, skoler, kapeller og kirkegårde. Det kan man alt sammen finde viden om i Danmarks Kirker – både alt det, der helt op i 1800-årene forsvandt som overflødig bygningsmasse, og det meget, som står endnu.
Kirkerne og deres kirkegårde i by og på land var frem til nyeste tid centre for tro, kunst og kultur i de lokale samfund. Det rakte fra domkirkens arkitektoniske forbindelser udenlands og dens udstråling til stiftets mange landkirker, og blandt disse eksempler på kirkeinventar og kalkmalerier af europæisk format og vingefang. Men det var også de afgræssede, grønne kirkegårde med få gravminder og jordtuer over nye grave, som prægede tiden frem til velstandssamfundets haveindretninger med smedejernsgitre, skulpturer og megen beplantning.