Lyden af Danmark | Carlsbergfondet

Lyden af Danmark

Danmark har mange lyde. Du kan være med til at kortlægge og undersøge Lyden af Danmark og på den måde hjælpe forskerne med at forstå lydenes påvirkning på os selv og naturen.

Med din mobiltelefon kan du optage lyde på vej til arbejde, i skolegården eller på skovturen. Således kan du være med til at skabe et Danmarkskort af lydene omkring os. Projektet skal undersøge, hvordan lydene påvirker os, vores omgivelser og finde ud af, hvad lyden af Danmark egentlig er.

Hvorfor indsamle lyde?

Den indsamlede lyddata skal danne grundlag for forskellige forskningsprojekter om lyd, f.eks. om menneskets indflydelse på lydbilledet i de danske landskaber og miljøer, effekter på naturen og effekter på helbred.

Danmark skal på den måde blive det første land i verden med et nationalt lydkort. Det er ambitionen bag forskningsprojektet, der har brug for dig og alle andre danskere til at hjælpe med at indsamle data i form af lydklip.

Sådan gør du:

Lydene, som danskerne optager, opsamles i en database, hvor en kunstig intelligens sorterer alle lyddata. Du kan gå på opdagelse i lydkortet, hvor du kan lytte til andre steder i landet. Måske er du interesseret i stilhed og naturlyde, måske vil du sammenligne lydene i byen med lydene på landet.

Det er alles forskningsprojekt

Målet er, at op mod 100.000 danskere vil optage lyden af deres lokalmiljø eller lyden fra steder, de besøger. Der skal optages 30 sekunders udendørs lyd, og man kan lave lige så mange optagelser, som man vil. 

Alle kan deltage i projektet – unge som gamle, i by og på land. Kvaliteten af projektet vil kun blive bedre af, at der er stor geografisk spredning og mangfoldighed i den indsamlede data.

Alle danskere kan være med til at samle data, som ingen andre i verden har. Dataene kan bruges til alt muligt. Når man fortæller, hvad man har optaget, hjælper man den kunstige intelligens til at blive bedre.

Med tiden vil der blive samlet nok lyde til, at forskerne kan besvare nogle vigtige spørgsmål om lydmiljøet og dets forandring over tid.

Lyden af Danmark’ blev skudt i gang af H.K.H. Kronprinsesse Mary og uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers i forbindelse med åbningen af Forskningens Døgn 2019.

Læs om lanceringen af Lyden af Danmark

Om ’Lyden af Danmark’

Vi er omgivet af lyde alle døgnets timer. Alligevel er lyd en overset del af vores miljø, og vi ved kun ganske lidt om de lyde der omgiver os og om effekten af dem.

Formålet med Lyden af Danmark er at kortlægge både natur- og menneskeskabte lyde i hele Danmark. Det er første gang nogensinde, at lydene for et helt land kortlægges.

Lyden af Danmark er udviklet af Center for Makroøkologi, Evolution og Klima (CMEC) på Københavns Universitet. Her forskes der i de mekanismer og levevilkår, der bestemmer fordelingen og udviklingen af levende organismer på Jorden, herunder vores egen art.

Carlsbergs Mindelegat

Carlsbergfondet stiftede i 1938 Carlsbergs Mindelegat for Brygger J. C. Jacobsen. Med udgangspunkt i fundatsen støtter Carlsbergs Mindelegat talentudvikling af yngre mennesker samt større og mindre projekter, der bidrager til at formidle og fremme forståelsen for videnskaben og dens betydning i samfundet, med særlig fokus på ungdommen. 

Læs mere om Mindelegatet

Forskningsprojektet sker i samarbejde med Uddannelses- og Forskningsministeriet, DTU Compute, Syddansk Universitet, Carlsbergfondet og Carlsbergs Mindelegat.

Carlsbergfondets primære formål er at støtte grundforskningen i Danmark, men også at støtte projekter gennem Carlsbergs Mindelegat, der vækker nysgerrighed og interesse for forskning.

Lyden af Danmark er planlagt til at løbe i mindst tre år. Carlsbergs Mindelegat støtter projektet frem til 2020.