Til projektoversigt

Glem alt om livets træ – menneskets udvikling er som et floddelta

Grafik: Jesse Jacob

I årtier sloges forskerne om, hvorvidt mennesket stammede fra Afrika eller havde udviklet sig parallelt forskellige steder. Da genetikken kom på banen, smadredes gamle ideer, og et nyt og overraskende billede af vores forfædre blev tegnet op.

Af Mikkel Vuorela og Johanne Pontoppidan Tuxen fra Dagbladet Information

Læs også artiklen hos Dagbladet Information

Der findes et væld af tv-programmer, hvor mennesker skal forsøge at overleve i naturen. Men selv om deltagerne får fiskeline, presenning og varme strømper med ud i ødemarken, ender de før eller siden som frysende og udtærede skygger af sig selv.

Heldigvis var vores forfædre bedre overlevere end de fleste af os nutidstyper. I millioner af år har mennesker af forskellig slags klaret sig og formeret sig som indbyggere i en natur, der var totalt ligeglad med, om de levede eller døde. Og selv om vi mennesker siden sidste istid har opbygget store civilisationer, må vi konstatere, at størstedelen af vores historie har været en temmelig lavteknologisk affære.

Længe før vores art, homo sapiens, udvandrede fra Afrika, traskede andre mennesketyper gennem landskaberne og bredte sig ud i hele den gamle verden – først til Asien og siden til Europa. Homo erectus, som vi kalder en af disse tidlige mennesketyper – det oprejste menneske – var så vidt vi ved den første til at forlade moderkontinentet Afrika. Ældste eksemplar er fundet i Georgien og levede for 1,8 millioner år siden.

Erectus brugte stenredskaber, beherskede ild og ville have vundet mindst halvanden million sæsoner af ’Alene i vildmarken’, hvis det tv-program ellers havde eksisteret, før erectus uddøde.

Ud over imponerende overlevelsesevner udviste dette urmenneske følsomhed og fingersnilde nok til også at ridse et siksakmønster ind i en tynd muslingeskal, som er fundet på Java, hvilket er blevet fortolket derhen, at denne fjerne fætter, hvis hjerne blot fyldte to tredjedele af vores, måske havde en vis sans for æstetik, ånd eller måske bare for at lave kruseduller.

Uanset hvad temmelig menneskelige træk. Det samme havde neandertalerne – denne linje af menneskeslægten, som befolkede Europa og en del af Asien for cirka 400.000 år siden og frem til for blot 39.000 år siden, og som med rød okker malede mystiske streger, prikker og håndaftryk i i hvert fald tre spanske huler, længe før sapiens dukkede op.

Gennem årene har der levet mange forskellige arter af mennesker på kloden. Kigger man i knoglesamlingerne, finder man arter af menneskeslægten med så forskellige navne som homo habilis, homo rudolfensis, homo naledi, homo antecessor, homo heidelbergensies og homo floresiensis, neandertalere og denisovaer. Alle var de mennesker, og flere af dem har endda eksisteret på samme tid. Men når vi i dag kigger ud i verden omkring os finder vi kun en slags: homo sapiens.

Hvordan dette sene skud på menneskestammen opstod og bredte sig, og hvor alle de andre dog blev af, er spørgsmål, som har optaget mennesket inderligt i over 100 år. Og det bliver de ved med.

Spørgsmålene er nemlig så tilpas svære, at hver gang nogen har fundet på en nogenlunde sammenhængende forklaring, er andre teorier dukket op for at trække tæppet væk under den. Her er et rids af de seneste årtiers skænderier om menneskets udvikling og en slags status over, hvor vi står i dag.

Den store konflikt

Man kan let se forskel på en hankineser og en herningenser, og det er oplagt at spørge sig selv, hvor dybe rødder forskellighederne har. For mennesket findes over hele kloden, men mennesker er ikke ens.

Siden begyndelsen af det 20. århundrede lød en udbredt teori, at forskellene stak virkelig dybt. For nok var vi alle homo sapiens med vores karakteristiske runde hovedskaller, lige pander og markerede hager, men måske havde vi fulgt vidt forskellige veje for at blive det.

Denne idé kaldes multiregionalhypotesen og går i sin konservative form ud på, at forskellige arter af urmennesker over meget lang tid og nogenlunde parallelt udviklede sig til homo sapiens vidt forskellige steder i verden. Asiaterne stammede så groft sagt fra homo erectus, europæerne fra neandertalerne, og afrikanerne fra oprindelige afrikanske mennesketyper.

Udviklingen var dog ikke foregået i isolation, for det måtte have været en løbende udveksling af gener, når nu mennesker fra vidt forskellige egne stadig kunne få børn med hinanden – og dermed i praksis var samme art. Den multiregionale hypotese var altså med på, at mennesket i første omgang var opstået i Afrika og siden havde udvidet sit territorium – men det var sket længe før, det moderne menneske udviklede sig flere forskellige steder.

Udfordreren til denne hypotese var med på den første del. At de tidlige menneskearter som homo erectus opstod i og udbredte sig fra Afrika. Men, argumenterede de, disse menneskearter havde ikke noget med sapiens at gøre. Homo sapiens var opstået i Afrika og kun der – ikke parallelt forskellige steder.

Fra Afrika havde sapiens bredt sig over hele kloden og i den forbindelse komplet erstattet alle andre arter. Denne hypotese blev kaldet Out of Africa Replacement-teorien og støttede sig siden 1950’erne på en række fossilfund. Og med udviklingen af nye naturvidenskabelige teknikker fik den for alvor vind i sejlene.

Vores alle sammens urmor

I 1987 lavede man de første undersøgelser, der brugte dna til at undersøge den dybe fortid.

Det gjorde man ved at undersøge et lille bitte udsnit af menneskets dna, som kaldes mitokondrie-dna, som stammer fra en del af menneskets celler, hvor arvemassen kun gives videre via kvinder. Det burde være en perfekt kopi, der gik fra generation til generation, men det er det ikke altid. Indimellem sker der små forandringer – mutationer – som så gives videre til denne kvindes efterkommere.

For en forhistoriedetektiv kan den slags muterede grene på familietræet bruges som en slags molekylært ur. For nogle mutationer er ældre end andre, og da forskere begyndte at gå dem efter, viste det sig, at de allerældste mutationer i dag kun findes blandt folk syd for Sahara.

Dette pegede meget kraftigt på, at alle nulevende menneskers ældste fælles kvindelige forfader – eller rettelig formoder – havde levet i Afrika, og ved at regne baglæns kom man frem til, at det måtte have været for omtrent 160.000 år siden. Formoderen skal ikke forstås som den første kvinde nogensinde, men blot den ældste fælles kvindelige slægtning.

Netop alderen på denne mitokondrie-Eva, som hun blev døbt, var noget af en mavepumper til multiregionalhypotesen. Hvis det moderne menneske blandt andet skulle have udviklet sig fra mennesketyper, som havde forladt Afrika for knap to millioner år siden, burde alle menneskers fælles formoder også være meget ældre.

Men det var hun altså ikke, og derfor pegede beviserne mod, at det moderne menneske var opstået i Afrika og havde udbredt sig langt, langt senere og flere gange med en så svimlende succes, at ingen andre klarede den. Out of Africa replacement-hypotesen lignede et meget solidt bud på en fortælling. Indtil nye oplysninger og ideer dukkede op.

Hvad generne gemte

Genetik har de seneste årtier vist sig som en effektiv nøgle til menneskets historie. Man kan vriste helt vilde oplysninger ud af nulevende menneskers dna – som at 24 procent af de undersøgte nulevende mennesker uden for Afrika deler en fælles forfader, der levede for mellem 90.000 og 50.000 år siden.

Den slags slægtsforskning peger mod større fortællinger. For når så mange mennesker har samme forfader, må de være opstået ud af en temmelig lille befolkning uden for Afrika. Måske har der været en krise blandt de første udvandrede mennesker, som har ført til en befolkningsmæssig flaskehals, hvor temmelig få eksemplarer af vores forfædre havde held med at føre slægten videre.



De mest overraskende opdagelser er dog ikke gjort med dna fra nulevende mennesker, men fra oldtidsfolk som neandertalerne, som levede tilpas tæt på nutiden til, at der findes rester af deres dna. I 2001 blev det nulevende menneskes genom kortlagt, og i 2010 lykkedes det at kortlægge neandertalernes genom. Og så skulle historien om mennesket skrives om igen.

Neandertaleren blev opdaget i midten af 1800-tallet, hvor de første kranier dukkede frem i Europa, og de fik ret hurtigt et dårligt ry som værende ganske primitive, abelignende og krumryggede – hvilket ikke stemmer overens med det billede, vi har af dem i dag. For neandertalerne gik lige så oprejst som os, og fra arkæologiske fund er der tegn på både kunstnerisk sans og omsorg for de gamle.

Men de var anderledes. Selv de mest forskelligartede befolkninger, der lever på kloden i dag, har genetisk langt mere til fælles med hinanden, end de har med neandertaleren. Kort fortalt mener man altså, at neandertalerne har udviklet sig i Europa og det vestlige Asien fra en ældre stamfader, som igen havde en stamfader fra Afrika.

Den genetiske kortlægning, som en svensk forsker ved navn Svante Pääbo stod i spidsen for, viste da også, at man skulle et sted mellem 770.000 og 550.000 år tilbage for at finde den fælles forfader, som både sapiens og neandertalerne nedstammede fra, så på den måde passede pengene meget godt. Til gengæld gemte generne på en anden, helt vild overraskelse.

For da forskerne sammenlignede neandertalernes gener med moderne menneskers, dukkede der et mønster op, som ingen havde forudset.

Stamtræet på bålet

Den så udbredte Out of Africa-hypotese talte om, at der havde været en regulær befolkningsudskiftning, hvor homo sapiens kom fejende ud af Afrika og overtog hele verden, mens alle andre uddøde.

Men nu viste det sig, at op mod to procent af genmassen hos moderne mennesker stammede fra neandertalerne – i hvert fald blandt ikkeafrikanske mennesker. Det var lidt af et jordskælv: Sapiens og neandertalerne havde fået børn med hinanden, og deres arvemateriale levede videre i moderne mennesker.

Næste chok kom, da de samme forskere undersøgte en ældgammel lillefingerknogle fra en hule i Sibirien og opdagede, at den stammede fra en hidtil ukendt menneskeart, som havde levet samtidig med neandertalerne og med sapiens. Denne mennesketype fik navn efter området, hvor den blev fundet: Denisova.

Denisova-mennesket var sin helt egen, men dog tættest beslægtet med neandertaleren, som den havde delt forfader med for et sted mellem 470.000 og 380.000 år siden. Og også denisovanernes gener fandtes i moderne befolkninger. Særligt blandt befolkningen i Ny Guinea, som immervæk er langt fra Sibirien, var den til stede og udgjorde hele fem procent af arvemassen.

Yderligere undersøgelser viste, at generne her kom fra en lidt anden type denisovaner end den fra Sibirien – en tredje mennesketype, som vi aldrig har fundet nogle fossiler af, en skyggeforfader. Og den slags kan der være en del af, som vi ikke kender til.

Genundersøgelser af oldgamle homo sapiens-rester viser for eksempel, at der har eksisteret adskillige menneskegrupper tilbage i tiden, som enten synes at være uddøde uden at give gener videre til nutidige befolkninger eller kun har efterladt sig begrænsede spor i nutidens mennesker.

For eksempel de ældste kendte indianere fra Alaska, som ingen efterkommere har efterladt sig. Eller fortidens sibiriske folk, som opstod samtidig med europære og asiatere for 40-50.000 år siden, og som dækkede det meste af den nordlige halvkugle tilbage i den tidlige stenalder for cirka 30.000 år siden, og som forsvandt for blot 5.000 år siden.

De nye naturvidenskabelige teknikker har altså forrykket billedet endnu en gang og vist, at hverken multiregionalhypotesen eller Out of Africa replacement-hypotesen havde indkapslet fortiden i al sin kompleksitet.

Sapiens har bredt sig fra Afrika – det står stadig klart. Men der har også været genudveksling mellem vidt forskellige befolkninger, som i årtusinder havde udviklet sig i parallelle spor. Vi kender til et par stykker fra Europa og Asien, men det samme kan jo være tilfældet på det afrikanske kontinent i langt større grad.

En fremstormende hypotese er i dag den såkaldte strukturerede metapopulationsmodel, som siger, at forskellige menneskegrupper i Afrika har udviklet særtræk og begyndende artsdannelse – og så alligevel har fået børn på tværs, blandet gener og er blevet ind- og udsluset i hinanden.

Hvordan det konkret er foregået, er stadig lidt af en slagmark, men det er tydeligt, at den gamle idé om at kunne tegne et menneskeligt stamtræ – en simpel udviklingslinje fra den ene form til den næste – den er nu parkeret.

I dag peger vores bedst tilgængelige viden på, at vi er produktet af et højst kompliceret fletværk af mange forskellige udviklingslinjer, der filtrer sig ind og ud af hinanden som et floddelta, hvor strømme forgrener sig, krydser over og forener sig i den skønneste uordentlighed.

I næste uges afsnit kastes der lys over livets molekyle - dna 



Kilder: Eske Willeslev, professor, Københavns Universitet. Trine Kellberg Nielsen, arkæolog og lektor, Aarhus Universitet. Anne Katrine Gjerløff, videnskabshistoriker, formidlingschef ved Statens Naturhistoriske Museum. Bent Erik Kramer Lindow, geolog og palæontolog ved Statens Naturhistoriske Museum. Jørn Madsen, biolog og forskningsformidler. 

Bøger: ’Who We Are and How We Got Here’ af David Reich. ’Human Evolution – A Very Short Introduction’ af Bernard Wood. ’Oprindelse’ af Lewis Dartnell. ’Icons of Evolution: An Encyclopedia of People, Evidence, and Controversies’, Anne Katrine Gjerløff m.fl. Artikler: ’Beyond Multiregional and simple out-of-Africa models of human evolution’, af Elanor M.L. Scerri m.fl. i Nature, Ecology & Evolution, oktober 2019.

Gå til oversigten for hele artikelserien