Carlsbergfondets Årsskrift 2019 udkommer i dag | Carlsbergfondet
Til oversigt

Carlsbergfondets Årsskrift 2019 udkommer i dag

I dag udkommer Carlsbergfondets Årsskrift 2019. Læs heri om et væld af forskningsaktiviteter støttet af Carlsbergfondet samt om de mange indsatser inden for forskning, kunst og kultur, som Carlsbergfamilien hvert år står bag.

Nanorobotter til brug i fremtidig sygdomsbekæmpelse; trusselsbreve og sprogets spor; formler for økonomisk usikkerhed; sandindvindingsmuligheder i Grønland; beregningsmodeller for en grønnere økonomi. Carlsbergfondets forskere kommer vidt omkring i videnskabens verden, og i Årsskrift 2019 præsenterer vi tolv velskrevne og rigt illustrerede artikler om vigtige grundvidenskabelige emner inden for naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab - alle skrevet af forskerne selv.

Carlsbergfondet på skrift og live på Folkemødet

Årsskriftet udgives som optakt til årets Folkemøde på Bornholm, hvor Carlsbergfamilien igen i år byder inden for i Bjørn Nørgaards telt ”Tabernaklet” til tre dage i videnskabens, kunstens og dannelsens navn. Såvel Folkemødet som årsskriftet giver et indblik i de mange forsknings-, kunst- og kulturaktiviteter, som Carlsbergfondet og resten af Carlsbergfamilien hvert år gennemfører til gavn og glæde for det danske samfund.

På Folkemødet kan du bl.a. høre professor Peter Birch Sørensen i samtale med Ida Auken (MF) om inddragelse af miljøhensyn i tilrettelæggelsen af den økonomiske politik. Et emne, som Peter Birch Sørensen også behandler i artiklen ”Økonomi og miljø – er grøn vækst mulig?” i årsskriftet. Oplev også fungerende uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers i samtale med Lone Frank om forskning og FNs verdensmål samt en lang række af Carlsbergfondets forskere tale om alt fra misinformation over dannelsesidealer til ældgamle risgener.

Carlsbergfamilien i Årsskriftet

Årsskrift 2019 giver sædvanen tro også indblik i Carlsbergfamiliens mange indsatser inden for forskning, kunst og kultur. I årsskriftet kan du bl.a. læse om Ny Carlsbergfondets syn på betydningen af kunstmuseernes samlinger. Om Tuborgfondets indsats for at styrke unges deltagelse i fællesskabet og igangsætte aktiviteter med fokus på at indfri verdensmålene. Om Ny Carlsberg Glyptoteks strategiarbejde og udstillingen Til fest med romerne: Beriget & beruset. Om Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborgs to nye portrætter af Kronprins Frederik. Og om Carlsberg Laboratoriums fortsatte arbejde med at udvikle øl med afsæt i videnskabelige state-of-the-art metoder.

Carlsbergfondets Årsskrift 2019 er indbundet og indeholder 184 rigt illustrerede sider. Det kan læses i ”Tabernaklet” på Folkemødet, hentes via vores website eller rekvireres ved henvendelse til Carlsbergfondet på carlsbergfoundation@carlsbergfoundation.dk

Hent Carlsbergfondets Årsskrift 2019

Læs mere om Carlsbergfamilien på Folkemødet og hent program



Til oversigt