Almost Human vinder prestigefyldt pris ved Tribeca Film Festival i New York | Carlsbergfondet
Til oversigt

Almost Human vinder prestigefyldt pris ved Tribeca Film Festival i New York

Carlsbergfondets forskningsfilm Almost Human, der er instrueret af Jeppe Rønde og produceret af Bacon Productions, vinder i kategorien Tribeca X Award. Dermed slår den film fra superbrands som Pepsi, Patagonia, Calvin Klein og The North Face.

Juryen ved den New York-baserede filmfestival begrunder bl.a. tildelingen af prisen til Almost Human med, at de fandt filmen ”original, gribende og inspirerende”.

De to øvrige nominerede i kategorien Tribeca X Award var Patagonias film ‘Artifishal: The Road to Extinction is Paved with Good Intentions’ og Pepsis ‘Uncle Drew’. I alt var 500 film indsendt i kategorien, som favner såkaldt ’branded content long form’.

Det er første gang, at en privat fond finansierer en film af denne kaliber og samtidig vinder en så prestigefyldt pris på en international filmfestival.

Verdens tilstand og videnskabens betydning

Med filmen har Carlsbergfondet ønsket at sætte fokus på videnskabens betydning for vores forståelse af, hvad det vil sige at være menneske i en verden, som konstant bringer nye udfordringer, nye problemstillinger og ny kompleksitet, der kræver nye indsigter og ny viden. Gennem ti topforskeres blik reflekterer Almost Human over videnskabens rolle og muligheder for at forstå os selv og forbedre den verden, vi lever i.

Instruktør Jeppe Rønde har haft frie hænder til at skabe filmen. Han siger:

"Det er en stor ære at modtage denne pris for min film, som jo er bestilt af Carlsbergfondet. Prisen peger på en spændende ny tendens i filmbilledet, hvor virksomheder bliver aktive medspillere i skabelsen af nye typer filmfortællinger. Samarbejdet er et strålende eksempel på, at alternative samarbejdsformer kan udfordre den traditionelle måde at producere dokumentar.”


Instruktør af Almost Human Jeppe Rønde (nr. to fra højre) sammen med filmens executive producer Mette Jermiin, efter overrækkelsen af X Award ved Tribeca Film Festival fredag i New York.

Bestyrelsesformand for Carlsbergfondet Flemming Besenbacher udtaler om fondets bevæggrunde for at sætte filmen i gang:

”I Carlsbergfondet brygger vi viden for en oplyst fremtid. Vi støtter grundforskning på et højt internationalt niveau og arbejder for at fremme interessen for videnskaben og dens betydning. Derfor er vi meget stolte over, at Almost Human har vundet anerkendelse på så prestigefyldt en international filmfestival som Tribeca. Vi har støttet filmen med det formål at skabe debat om videnskabens betydning for vores muligheder for at løse de store samfundsmæssige udfordringer, vi står over for. Med deltagelse af 10 internationalt anerkendte topforskere håber vi, at værket vil fremelske trangen til oplysning og fremme den generelle dannelse i samfundet.”

Om Tribeca X Award

Tribeca X Award er en kategori under Tribeca Film Festival, under hvilken der uddeles priser til nyskabende film, som er finansieret med støtte fra et brand i samarbejde med kunstnere eller filmskabere.

Tribeca Film Festival er grundlagt i 2001 af bl.a. Robert De Niro og hylder især uafhængige, kreative fortællinger inden for både film, TV, gaming, VR og musik.

Yderligere information:

For kontakt til Jeppe Rønde og holdet bag filmen: Mikkel Mo, tlf. 26153306, mikkel@mopr.dk



Til oversigt