BLOOM tilføjer nye programpunkter | Carlsbergfondet
Til oversigt

BLOOM tilføjer nye programpunkter

Foto: Malthe Ivarsson

Bloom løfter sløret for 14 nye programpunkter til forårets festival om natur og videnskab. Her kan man bl.a. møde en evolutionsbiolog, en klimaforandringsprofessor, en oceanograf, en immunolog og en psykoanalytiker. Men man kan også blive klogere på Jordens forandringer og høre om byer som nogle af verdens vigtigste økosystemer.

Når Bloom løber af stablen i maj 2019, er sundhed og sygdom et af de bærende temaer. Lær bl.a. om kroppens største organ, huden, der både er kroppens beskytter og kan være hjem for sygdomme. Mød også videnskabshistoriker Karin Tybjerg og en af de førende eksperter indenfor koleraforskning Peter Kjær Mackie Jensen i en samtale om epidemier. Under overskriften ”Bevidsthedens selvtilstrækkelighed” kan man også lytte til psykoanalytiker og dr.phil. Judy Gammelgaard, der genbesøger Freuds psykoanalyse og fortæller om hverdagslivets mange normale mærkværdigheder med erindringsfænomenet som ledetråd.

Jordkloden – nu og i fremtiden

Er man mere interesseret i Jordkloden og menneskers indflydelse på planetens velbefindende nu og i fremtiden, kan man besøge Statens Naturhistoriske Museums debat ”Jorden Kalder”. Her kan publikum bl.a. spørge professor i biologisk oceanografi Katherine Richardson og professor i filosofi Vincent Hendricks om, hvordan og hvorvidt det enkelte menneske selv kan være med til at bane vejen for en bæredygtig fremtid.

Bloom tilbyder også et nutidigt og historisk blik på Jordens forandringer. Teamet behandles bl.a. på symposiet ”Når Isen Smelter”, hvor Sebastian Mernild, professor i klimaforandringer og glaciologi og vinder af Rosenkjærprisen 2018, vil forklare og vise, hvad der egentligt sker, når isen smelter. Historisk set har Jordens forandringer kunnet tilskrives udefrakommende påvirkninger som meteorer og geologiske fænomener.

Det er også muligt at besøge symposiet ”Når meteoren rammer”, der tager udgangspunkt i fundet af et 31 kvadratkilometer stort krater under Hiawatha-gletsjeren på Grønland skabt af en jernmeteorit på 12 milliarder ton. Mød bl.a. førsteforfatter på studiet af kæmpekrateret, professor Kurt H. Kjær, der undersøger meteorittens rolle i afslutningen af den sidste istid. 

Evolutionsbiologi og biodiversitet i byen

Er man nysgerrig på biologiske forandringer, kan man lytte til hollandske Menno Schilthuizen, der er professor i evolution og biodiversitet og Blooms ubetingede hovednavn indenfor biologi i 2019. Schilthuizen gæster Bloom med sin aktuelle bog ”Darwin Comes to Town”, hvor bynatur og evolutionsbiologi bliver forenet i en beskrivelse af byen som et af verdens vigtigste økosystemer. Schilthuizen viser, at det i dag er muligt at observere evolutionen i realtid - særligt i byerne, hvor eksempelvis mus’ fordøjelsessystem tilpasses fast food.

Følg også med, når professor Erik Dahl Kjær tager på en genetisk opdagelsesrejse mellem Søndermarkens træer og bliv klogere på træernes historier. Eller oplev Søndermarken i et biodiversitetsperspektiv, når ekspert i biodiversitet Hans Henrik Bruun tager Blooms gæster med på økologisk vandring og søger efter både planter, svampe og dyr.

De nye programpunkter føjer sig til de allerede programsatte indslag med navne som professor i geogenetik Eske Willerslev, forfatter til Southern Reach-trilogien Jeff VanderMeer, videnskabsjournalist ved New York Times Carl Zimmer samt oceanograf og ph.d. i fysik Helen Czerski. Programmet for Bloom bliver løbende offentliggjort gennem foråret.

Om Bloom

Bloom finder sted i Søndermarken den 25.-26. maj 2019, og festivalen har fri entré for alle. Bloom er en nyskabende festival om videnskab og natur, der gør os klogere på universet, på verden og på os selv med mere end 80 programindslag fordelt over otte scener. Bloom blev afholdt i Søndermarken i 2017 med 6000 gæster og i 2018 med 9000 gæster. Over 50 procent af gæsterne var under 35 år.

Bloom er arrangeret i samarbejde med Carlsbergfondet med støtte fra Carlsberg Mindelegat. Desuden støtter Ny Carlsbergfondet festivalen. Øvrige sponsorer er Roskilde Festival Fonden, Frederiksberg Kommune, Ørsted, Frederiksberg Fonden, 15. juni Fonden og Statens Kunstfond.

Læs mere om Bloom på bloom.ooo

Følg også Bloom på Facebook og Instagram og #bloomdk på Twitter




Til oversigt