Bloom Under the Oak folder sig ud i weekenden | Carlsbergfondet
Til oversigt

Bloom Under the Oak folder sig ud i weekenden

Foto: Malthe Ivarsson

Så er det på fredag, at årets Bloom-festival atter skydes i gang i Søndermarken. I år sker det under titlen ’Under the Oak’, som vil byde på talks, kunst og koncerter under åben himmel hele weekenden den 18.-20. juni. Årets Bloom-program byder blandt andre på DNA-forsker Eske Willerslev, den Cisternerne-aktuelle kunstner Tomás Saraceno og live-koncert med GENTS. Bloom er støttet af og arrangeret i samarbejde med Carlsbergfondet.
Efter en lang nedlukning kan publikum igen mødes under trækronerne i Søndermarken til talks, litteratur, kunst og koncerter. Det sker, når Bloom i weekenden rykker naturvidenskaben ud i naturen og inviterer til minifestival om universet, verden og os selv. Med en kapacitet på 750 publikummer pr. dag er Bloom Under the Oak en af årets første store festivaler, der løber over en hel weekend den 18. - 20. juni i Søndermarken på Frederiksberg.   

Bloom Under the Oak har fri entré. 

Se det fulde festivalprogram 

Kunstige minihjerner, gigantisk gærsvamp og istidsdyrenes endeligt 

På årets festival vil natur, videnskab, litteratur, kunst og musik krydsbefrugte hinanden, når scenen indtages af spændende navne som biokemiprofessor Martin Røssel Larsen, der vil levere en talk om at dyrke minihjerner i en petriskål, samt DNA-forsker Eske Willerslev og biologiprofessor Jens-Christian Svenning, som vil dyste i en forskningsduel om, hvorvidt mennesket eller klimaet fik istidens storvildt til at forsvinde for 100.000 år siden.    
 
Den menneskelige bevidsthed kommer også under lup, når forskere dykker ned i alt fra fantomsmerter og migræne til psilocybinsvampes potentielt positive effekt i behandling af depression. Det er også muligt at få afprøvet sine fysikfantasier i et vildt tankeeksperiment, der simulerer universets sidste dage, når astrofysikerne Anja C. Andersen, Johan Fynbo, Steen Harle Hansen og Tina Ibsen tester de kosmologiske undergangsteorier. 

Ydegirl føjet til årets musikprogram 

Festivalen byder også på kunst og kultur, når arkitekt Simon Hjermind Jensen åbenbarer sin 6 meter høje træinspirerede skulptur Ven, som er skabt specielt til Bloom. Desuden vil kunstnerduoen Studio ThinkingHand præsentere en talk om symbiosebegrebet og den organiske kunstinstallation Vita - Necro - Vita.  
  
Oplev også live-koncerter hver aften under egetræskronerne. Netop tilføjet til programmet er den eksperimenterende upcoming kunstner Ydegirl aka sanger, sangskriver og musikproducer Andrea Novél. Ydegirl får følgeskab af synthpop-genierne GENTS, det anmelderroste dreamrock-band Blaue Blume og jazzduoen Svaneborg Kardyb.

Ændringer til programmet

Siden sidste program-offentliggørelse er der kommet nogle ændringer til indholdet. Følgende programpunkter er desværre udgået grundet bl.a. rejserestriktioner: Sabine Hossenfelder ”Lost in Math”, Charles Foster ”Being a Beast”, Chris Watson ”All Ears in the Wild” og Monty Lyman ”The Remarkable of the Skin”. 

Til gengæld er det lykkedes at engagere en række nye, spændende forskere og kunstnere til følgende programpunkter:
 
Fredag 18. juni, kl. 18.15-19.00:
Gitte Moos Knudsen & Niels Lyngsø: Hjernen på svampe - Symposium

Lørdag 19. juni, kl. 15.15-16.00
Kristian Agmund Haanes & Thomas Graven-Nielsen: Smerte - Symposium 

Lørdag 19. juni, Kl. 18.15-19.00
Studio ThinkingHand & Tom Gilbert: Greetings from the Symbionts - Live kunstnerisk research

Søndag 20. juni, kl. 15.15-15.45
The Making of a Sun: Søren Bang Korsholm & Helge Kragh - Symposium

Se det fulde festivalprogram

Det praktiske

Bloom Under the Oak er tilrettelagt som et siddende arrangement på tæpper under åben himmel med plads til 750 gæster, som fordeles efter først til mølle. Alle gæster vil få tildelt en plads ved ankomst. Arrangementet afvikles i trygge omgivelser i overensstemmelse med myndighedernes gældende retningslinjer og restriktioner.   
 
COVID-19-retningslinjer sikres af Roskilde Festival Gruppen.      
Bloom under The Oak finder sted fra den 18.–20. juni i Søndermarken på Frederiksberg. Festivalpladsen har åbent fredag fra kl. 16.00-22.00, lørdag fra kl. 12.00-22.00 og søndag fra kl. 12.00-18.00. 

Hvad er Bloom?

Bloom er en helårlig platform for formidling af natur og videnskab. Bloom begyndte i 2017 som en festival om natur og videnskab i Søndermarken og tiltrækker normalt 10.000 mennesker. I 2020 blev festivalen omprogrammeret til en række live-events med tilpasset kapacitet, og den nye digitale formidlingsplatform Bloom Explore blev lanceret i august 2020. I 2021 finder minifestivalen Bloom Under the Oak sted i weekenden den 18.-20. juni i Søndermarken. I 2022 finder Bloom – festival om natur og videnskab igen sted i fuld skala fra den 20.-22. maj.  

Hvem står bag Bloom?

Bag Bloom står Golden Days Sekretariat. Bloom er støttet af og lavet i tæt samarbejde med Carlsbergfondet. Bag Bloom står desuden et bredt partnerskab af samarbejdspartnere og sponsorer som LEO Fondet, Lundbeckfonden og Novo Nordisk Fonden.
 


For yderligere info og pressemateriale, kontakt venligst:  
Kommunikationsansvarlig Sofie Bjerregaard, sofie_bjerregaard@goldendays.dk, 26278997  


Til oversigt