Bogforum: Covid 19-vacciner, heksejagt, kærlighed og skandinavisk union | Carlsbergfondet
Til oversigt

Bogforum: Covid 19-vacciner, heksejagt, kærlighed og skandinavisk union

Mød forfatterne til fire bøger udgivet med støtte fra Carlsbergfondet, når Bogforum i weekenden den 5. til 7. november atter indtager Bella Center efter et års pause grundet corona-situationen.

Heksejagt, vacciner, kærlighed og kampen for en fælles skandinavisk union tilbage i 1800-tallet. Det er emnerne for fire bøger udgivet med støtte fra Carlsbergfondet, som præsenteres på årets Bogforum i Bella Center den 5. til 7. november. Og du har nu mulighed for at møde forfatterne, der hen over weekenden vil fortælle om bøgerne.

Vaccinekapløb i bogform

Først gælder det bogen Kapløbet om vaccinen, skrevet af tidligere direktør for lægemiddelstyrelsen, Thomas Senderovitz. I bogen klæder Thomas Senderovitz os alle på til at forstå kompleksiteten i den vaccineudviklingsproces, som blev sat i gang sideløbende med, at Covid-19-pandemien rasede over hele verden. På rekordtid - og i et globalt kapløb af hidtil usete dimensioner - blev der skabt en række vacciner mod Covid-19, som nu er taget i brug.

Fredag den 5. november fortæller Thomas Senderovitz om vaccineudviklingsprocessen og de hensyn, der har skullet tages undervejs. Det sker på Debatscenen kl. 14.20.

Læs mere om Thomas Senderovitz’ bog

Kærlighed og skandinavisme

Lørdag den 6. november er lektor Rasmus Glenthøj og videnskabsjournalist Lone Frank på programmet, når de i hver deres programpunkt kl. 11.15 og 12.00 indtager Fagscenen for at tale om henholdsvis bestræbelserne på at samle de skandinaviske lande i en fælles union samt kærligheden som fænomen.

Rasmus Glenthøj vil fortælle om, hvordan den politiske strømning ’skandinavismen’ i midten af 1800-tallet var tæt på et føre til udslettelse af Danmark og de øvrige skandinaviske lande på verdenskortet. Bestræbelserne, som imidlertid ikke lykkedes, skildrer han i bogen Union eller undergang – Kampen for et forenet Skandinavien sammen med sin medforfatter Morten Nordhagen Ottesen.

Læs mere om Rasmus Glenthøjs bog

Kort efter vil Lone Frank fortælle om de overvejelser og erkendelser, som hun gør sig i - og har gjort sig gennem arbejdet med - bogen Størst af alt - Om kærlighedens natur. I bogen tager hun fat i det helt store spørgsmål: hvad er kærlighed? Det sker som følge af kærestens død, der kaster hende ud i en undersøgelse af kærligheden som et fænomen, der kan anskues ud fra både naturvidenskabelige, psykologiske og kulturelle vinkler.

Læs mere om Lone Franks bog

Heksejagt i 1600-tallets Danmark

På Bogforums sidste dag søndag den 7. november runder Fagscenen af med  heksejagt, når lektor og historiker Louise Nyholm Kallestrup fortæller om trolddomsforfølgelser i 1600-tallets Danmark med afsæt i sin bog Heksejagt. Det sker på Fagscenen kl. 17.00.

For 400 år siden lurede trolddom alle vegne, og borgere, der eksekverede mistænkelige handlinger, ansås for at være Djævelens allierede. Louise Nyholm Kallestrup dykker ned i en grum tid i dansk historie, hvor trolddom og hekseforfølgelser for mange var en del af hverdagen.

Læs mere om Louise Nyholm Kallestrups bog

Gå til det fulde program for Bogforum 2021



Til oversigt