CPH:DOX At opdage verden gennem Internettet | Carlsbergfondet
Til oversigt

CPH:DOX: At opdage verden gennem Internettet

’The Open Window’ bliver vist på CPH:DOX’s store scene på Charlottenborg den 31. marts.

På søndag vises dokumentarfilmen ’The Open Window’ på CPH:DOX’s store scene på Charlottenborg. Filmen handler om to unge piger fra et fattigt kvarter i New Delhi, der gennem internettet oplever en helt ny verden af idéer, muligheder og perspektiver, som giver dem nye opfattelser af deres uddannelse, verden og sig selv. Filmen er støttet af Carlsberg Mindelegat for Brygger J.C. Jacobsen.

Bag ’The Open Window’ står ph.d. i videnskabsfilosofi og dokumentarist Alfred Birkegaard samt dokumentaristerne Daniel Oxenhandler og William Sloan. Dokumentaren handler om to indiske pigers første møde med internettet, der ender med at blive et livsforandrende læringseksperiment. Mens Indien er på vej mod at give hele sin omfangsrige befolkning adgang til nettet, bliver Deepa og Jaya - to nysgerrige og lærelystne unge piger fra et fattigt nabolag i New Delhi - introduceret til internettet for første gang under et learning lab på deres skole. En oplevelse, der åbner for et helt nyt univers af idéer, muligheder og perspektiver og giver dem nye måder at opfatte deres uddannelse, sig selv og verden på.


Men da forløbet pludselig er lukningstruet, er de nødt til at overveje, hvad det vil betyde for dem ikke længere at have adgang til internettet. Deepa og Jayas fortælling sætter fokus på internettets transformative potentiale i forhold til familier, kultur, samfund og os selv. Den Nobel-prisvindende professor i uddannelsesteknologi Sugata Mitra, der besøgte sidste års CPH:DOX, medvirker desuden i filmen og ridser Indiens teknologiske fremtid op. 

Millioner af nye online brugere hver måned

Dokumentarens ærinde er at dokumentere det teknologiske skifte, som Indien lige nu er midt i. Fra den digitale revolution, som udspiller sig i landets enorme metropoler, til fjerne landsbyer i sumpområder, der stadig stort set er uden nogen form for digital teknologi. Hver måned kommer millioner af nye brugere online, og forskellige offentlige og private initiativer søger at udvide internettet så hurtigt som muligt. De to medvirkende i filmen Jaya og Deepa indgik i School in the Cloud, som er et globalt eksperiment i selvorganiseret læring, der bl.a. hjælper statsdrevne (men set med danske øjne meget ressourcefattige) skoler med supplerende undervisning drevet af et globalt mentorkorps over Skype.

Se omtale af filmen og køb billet hos CPH:DOX

Debat mellem RUC-rektor og filmholdet

’The Open Window’ bliver vist på Københavns store dokumentarfilmfestival CPH:DOX’s store scene på Charlottenborg søndag den 31. marts kl. 12. Til visningen vil film- og forskerholdet bag filmen indgå i en diskussion med Roskilde Universitets rektor Hanne Leth Andersen om, hvordan dokumentarfilm kan tænkes ind i forskning og skabe grundlag for nye og ambitiøse samarbejder.

’The Open Window’ er en fortsættelse af dokumentarfilmen ‘Collaboration - On the Edge of a New Paradigme?’ af Alfred Birkegaard & Katja Gry Carlsen (2014) som Carlsberg Mindelegat også har støttet. Dokumentaren, der er set af over 100.000 mennesker globalt, er blevet vist på syv filmfestivaler.


Til oversigt