Carlsbergfondet illuminerer Genforeningsmonumentet i anledning af genforeningsjubilæet | Carlsbergfondet
Til oversigt

Carlsbergfondet illuminerer Genforeningsmonumentet

Carlsbergfondet har bevilliget en illumination af Genforeningsmonumentet ved Fælledparken i København i anledning af fejringen af 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark.

Afsløringen af illuminationsprojektet sker ved en højtidelighed den 14. maj kl. 14, hvor Københavns overborgmester Frank Jensen (S) og professor Flemming Besenbacher, bestyrelsesformand for Carlsbergfondet, tænder lyset på og omkring Genforeningsmonumentet sammen med Anders Kaare, formand for Grænseforeningen for København og Frederiksberg. Til arrangementet vil sognepræst Julie Damlund og biskop Peter Skov-Jakobsen også fortælle om Taksigelseskirken, der har fået sit navn som tak for Genforeningen.

Se fotos fra højtidelighed på vores Facebook side

Genforeningsmonumentet blev oprindelig afsløret den 1. juli 1930 af den daværende socialdemokratiske borgmester P.J. Pedersen og Carlsbergfondets daværende formand, Professor A. B. Drachmann. Ved afsløringen af Genforeningsmonumentet i 1930 forklarede Drachmann, at monumentet udtrykte de følelser, der også i det fremtidige forhold mellem Sønderjylland og Danmark ville være brug for: ”Trofast Kærlighed, Taalmod og Alvor.”

Genforening en vigtig del af Danmarkshistorien

Illuminationen af Genforeningsmonumentet er blevet til efter henvendelse fra Ejerforeningen Østerbrogade nr. 70 i tæt samarbejde med Københavns Kommune og Grænseforeningen for København og Frederiksberg. Illuminationsprojektet er projekteret og udført af Citelum Danmark sammen med Zumtobel Group.

Professor Flemming Besenbacher udtaler: ”Genforeningen er en vigtig del af Danmarkshistorien, da vi formåede at løse en dyb krise på demokratisk vis, og det blev et forbillede for resten af verden. Det er en historie, vi skal mindes i denne vanskelige tid. Den gamle brygger J.C. Jacobsen, der grundlagde Carlsberg og Carlsbergfondet, var dybt optaget af Danmarks historie og plads i verden. Fondet rejste Genforeningsmonumentet i 10-året for Genforeningen i hans ånd, og vi illuminerer det nu, fordi det fortsat er Carlsbergfondets vision at brygge viden for en oplyst fremtid.”

I anledning af højtideligheden har Carlsberg Laboratorium brygget en øl, der bl.a. består af sønderjysk rugbrød.

Genforeningsøl brygget på sønderjysk rugbrød

I anledning af højtideligheden og den kommende udstilling om genforeningen på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot har Carlsberg Laboratorium brygget en øl, der bl.a. består af sønderjysk rugbrød. Genforeningsøllen vil blive serveret første gang ved højtideligheden den 14. maj.

I lyset af COVID-19 har Det Sønderjyske Præsidium i samråd med en række nøgleaktører besluttet at sætte en ny ramme for genforeningsjubilæet, så den officielle markering forlænges ind i efteråret og udvides med et kompakt sommerprogram i 2021.

Læs Frank Jensen og Flemming Besenbachers kronik i Kristeligt Dagblad

Om Carlsbergfondet

Carlsbergfondet er et af verdens ældste erhvervsdrivende fonde. Fondet har to hovedformål; dels gennem en bestemmende aktiepost at sikre værdiskabelsen i bryggeriet Carlsberg A/S, og dels at uddele dividenden fra Carlsbergfondets aktier i Carlsberg A/S til excellent dansk grundforskning inden for naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora. Det er Carlsbergfondets vision at brygge viden for en oplyst fremtid. I 2019 uddelte Carlsbergfondet 467 millioner kroner til grundforskning, og i marts 2020 uddelte Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Tuborgfondet ekstraordinært bevillinger på 95 millioner kr. til forskere, kunstmuseer og civilsamfund i lyset af COVID-19-pandemien. Samlet har Carlsbergfamilien nu doneret mere end 105 mio. kr.




Til oversigt