Carlsbergfondet præsenterer Månedens Forsker gennem hele 2021 | Carlsbergfondet
Til oversigt

Carlsbergfondet præsenterer Månedens Forsker gennem hele 2021

Igennem hele 2021 vil Carlsbergfondet hver måned sætte fokus på en forsker, som har dedikeret sit professionelle liv til forskergerningen. Med afsæt i forskerens personlige historie og motivation vil vi i tekst, billeder, lyd og video belyse både et aktuelt forskningsprojekt og stille skarpt på forskeren bag.

Hvordan former en forskers arbejdsliv sig i takt med, at den ene idé afløser den anden, og skiftende tider kaster nye problemstillinger af sig? Hvilke udfordringer kan man som forsker støde ind i undervejs i jagten på de store gennembrud og resultater? Og hvordan kommer man videre ad nye veje, når andre lukker sig?

Sådan lyder nogle af de spørgsmål, som Carlsbergfondet igennem 2021 vil belyse med et månedligt portræt af en forsker, der står i spidsen for et forskningsprojekt støttet af fondet.

Portrættet udformes i både tekst, billeder, podcast og video og vil gå i dybden ikke bare med forskerens videnskabelige ideer, projekter og resultater, men også opridse forskerens erfaringer og vej frem mod det projekt, der aktuelt står højest på dagsordenen.

Med Månedens Forsker ønsker Carlsbergfondet at gå bagom den løbende strøm af forskningsresultater og sætte fokus på den videnskabelige proces, som leder til de store opdagelser og nybrud. Hermed håber vi at bidrage til at øge forståelsen af forskningen og den nye viden, den genererer, samt at kvalificere debatten om forskningens position i samfundet.

Januar måneds forsker: Ali Salanti

Den første Månedens Forsker i 2021 er Ali Salanti, der er professor i translationel mikrobiologi på Københavns Universitet.

Den første Månedens Forsker i 2021 er Ali Salanti, der er professor i translationel mikrobiologi på Københavns Universitet. 

Han modtog i 2020 Carlsbergfondets Semper Ardens-bevilling til projektet ”Udvikling af metoder til diagnostik, behandling og forebyggelse af SARS-CoV-2 infektioner”.

Sammen med sin forskergruppe arbejder han i øjeblikket på højtryk med udviklingen af en vaccine mod Covid-19, der skal supplere de vacciner, som allerede er på markedet. 

For nylig publicerede han og kollegerne en artikel i tidsskriftet Nature Communications, der gør status over arbejdet og bl.a. dokumenterer et meget stærkt immunsvar ved indgivelse af vaccinen i mus. Det lover godt for det første kliniske forsøg, der går i gang i Holland inden for kort tid.

Gå til Månedens Forsker

Læs, lyt og se

Under Månedens Forsker kan du læse Ali Salantis personlige beretning om vejen fra ph.d.-studiet med fokus på graviditetsmalaria og frem til hans aktuelle indsats for at udvikle en vaccine mod Covid-19. Bliv bl.a. klogere på, hvordan han og kollegerne var godt i gang med at udvikle vacciner mod malaria og kræft, men måtte udsætte det lovende arbejde, da coronakrisen ramte.

Lyt også til podcasten med vært Nynne Bjerre Christensen, der tager dig med ind i Ali Salanti og kollegers ”maskinrum”, hvor de arbejder med at optimere det vaccineprincip, der skal bane vejen for en endelig vaccine mod Covid-19. Undervejs kan du tillige blive klogere på, hvordan corona-virus præcist bærer sig ad med at angribe din krop, og hvordan forskellige vacciner fungerer.

Se desuden video med Ali Salanti, der fortæller om forskningen og vejen frem mod det, han ultimativt drømmer om: at udvikle et præparat, der kan hjælpe mennesker i kampen mod sygdomme. Om det er Covid-19, malaria eller kræft.





Til oversigt