Carlsbergfondet uddeler trecifret millionbeløb til dansk grundforskning | Carlsbergfondet
Til oversigt

Carlsbergfondet uddeler trecifret millionbeløb til dansk grundforskning

134 fremragende forskere modtager i dag en forskningsbevilling fra Carlsbergfondet. Bevillingerne gives til både unge forskere på vej frem i karrieren og yngre nyansatte lektorer med særligt visionære forskningsideer og -projekter. Med uddelingen runder Carlsbergfondet samlet 400 millioner kroner i støtte til dansk grundforskning i 2019.

Det er forskningsaktiviteter af fineste karat, som Carlsbergfondet nu igangsætter for 204 millioner kroner inden for naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab. Fælles for aktiviteterne er, at de udspringer af forskernes egne visionære, kreative ideer. Alle bevillinger er givet i fri konkurrence på baggrund af ansøgninger indsendt til fondet på Opslag 2019.

”Vores prioriteringer ligger i direkte forlængelse af fondets strategi, der fokuserer på at styrke dansk grundforskning, sikre generationsskiftet på danske universiteter gennem fokuseret støtte til unge talenter samt internationalisering af dansk forskning. Vi ønsker også at styrke diversiteten i dansk forskning, så det glæder mig, at halvdelen af vores 28 Young Researcher-bevillinger, der er målrettet unge nyansatte lektorer, går til kvinder”, udtaler Carlsbergfondets bestyrelsesformand Flemming Besenbacher.

Se hvem der har modtaget en bevilling på Opslag 2019

Nyt eliteprogram ved University of Oxford

Carlsbergfondet har i forbindelse med Opslag 2019-uddelingen blandt andet haft fokus på at sikre, at dygtige yngre postdocs får muligheder for at komme i gang med en forskningskarriere. Således har fondet i år haft ikke færre end tre virkemidler rettet mod postdocs, der har resulteret i uddeling af hele 66 bevillinger til dette niveau i forskningsfødekæden.

Et af virkemidlerne ”Visiting Fellowship ved University of Oxford” er oprettet som led i et nyt postdoc-program ved University of Oxford. Med eliteprogrammet ønsker Carlsbergfondet at imødekomme et behov for at give unge forskertalenter mulighed for at høste forskningserfaringer i et internationalt miljø. I alt syv forskere modtager et ”Visiting Fellowship”, og de kan nu se frem til at fordybe sig i deres forskning ved et af verdens allerbedste universiteter i en periode på to år.

Se hvem der har modtaget et ”Visiting Fellowship”

”Vi burde skabe et mindre antal eliteuniversiteter i Danmark. Vi er der ikke endnu, så vi må opdyrke samarbejde med de bedste udenlandske universiteter. Vi har derfor store forventninger til vores eliteprogram på University of Oxford, som retter sig mod de særligt lovende talenter, der får mulighed for at arbejde i et internationalt eliteforskningsmiljø, hvor de kan skabe netværk og gøre sig værdifulde erfaringer. Begge dele vil styrke deres selvstændige forskningsprofil og være af afgørende betydning, når de bagefter skal etablere deres egne forskningsgrupper i Danmark,” udtaler Flemming Besenbacher.

Udover de syv ”Visiting Fellowships” modtager 38 unge forskere et ”Internationaliseringsstipendium”, der gives som toårige postdocstipendier til de bedste ph.d.er til ophold ved førende udenlandske forskningsinstitutioner. Desuden modtager 19 unge forskere et ”Reintegrationsstipendium”, der gives som toårige postdocstipendier til forskere, der vender hjem fra forskningsophold i udlandet og skal genetablere sig i danske forskningsmiljøer.

Nye forskningsgrupper og banebrydende monografier

Carlsbergfondet har også uddelt en række bevillinger til yngre lektorer og etablerede forskere. Således modtager 28 nyansatte lektorer med international erfaring en ”Young Researcher”-bevilling. Bevillingsmodtagerne, hvoraf halvdelen er kvindelige forskere, vil hermed få mulighed for at etablere eller konsolidere en selvstændig forskergruppe ved at ansætte ph.d.-studerende og postdocs.

26 førende forskere med en særlig 'Semper Ardens'-tilgang (passioneret, altid brændende) til deres forskning modtager ligeledes et af Carlsbergfondets monografistipendier inden for humaniora og samfundsvidenskab. Stipendiet sigter mod publicering af en banebrydende monografi eller doktorafhandling.

400 millioner kr. fra Carlsbergfondet til dansk forskning i 2019

Carlsbergfondet uddelte tidligere i år 200 millioner kroner til 13 Semper Ardens-projekter og har dermed støttet dansk forskning med samlet godt 400 millioner kroner i 2019.

Semper Ardens-projekterne repræsenterer det ypperste inden for videnskaben og har potentiale til at skabe nybrud, der flytter den internationale forskningsfront. Alle projekter har en internationalt anerkendt topforsker med tilknytning til danske forskningsmiljøer ved roret.

Læs mere om Semper Ardens-projekterne 


Til oversigt