Carlsbergfondets Forskningspriser 2021 overrakt på Glyptoteket | Carlsbergfondet
Til oversigt

Carlsbergfondets Forskningspriser 2021 overrakt på Glyptoteket

Foto: Martin Juul

Ved et festligt arrangement på Ny Carlsberg Glyptotek i søndags modtog professor i selvbiografisk hukommelse Dorthe Berntsen og professor i fortidig DNA Eske Willerslev Carlsbergfondets Forskningspriser 2021. Det er tiende gang, at Carlsbergfondet hædrer to af Danmarks førende forskere med en forskningspris.

Forskningspriserne 2021 blev overrakt af H.K.H. Kronprinsessen, uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen, præsident for Videnskabernes Selskab Marie Louise Nosch og Carlsbergfondets bestyrelsesformand Flemming Besenbacher.

Professor på Aarhus Universitet Dorthe Berntsen modtog prisen for sin enestående forskning i menneskets evne til at erindre oplevelser i den personlige fortid samt forestille sig mulige begivenheder i den personlige fremtid.

Professor på Københavns Universitet og University of Cambridge Eske Willerslev modtog prisen for sin årelange, banebrydende forskning i fortidens planter, dyr, mikroorganismer og mennesker samt deres evolution og interaktion i tid og sted.

Foto: Martin Juul

Uddelt efter indstilling fra priskomité

Ved festmiddagen deltog repræsentanter fra den danske fonds- og forskningsverden.

Begrundelserne for at tildele priserne til Dorthe Berntsen og Eske Willerslev blev præsenteret af H.K.H. Kronprinsessen, mens der var taler ved uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen samt præsident i Videnskabernes Selskab Marie Louise Nosch og Carlsbergfondets formand Flemming Besenbacher.

Musikken blev smukt leveret af den prisbelønnede cellist Andreas Brandelid.

Carlsbergfondets forskningspriser blev i år uddelt efter indstilling fra en priskomité bestående af danske og internationale forskere udpeget af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og Carlsbergfondet.

Det er tiende gang, at Carlsbergfondet hædrer to af Danmarks førende forskere med fondets forskningspriser. Med prisen følger 1 million kroner. Heraf øremærkes 750.000 kroner til forskningsaktiviteter, mens 250.000 kroner er en personlig hædersgave.

Læs pressemeddelelse om Carlsbergfondets forskningspriser 2021

Se film om Dorthe Berntsen

Se film om Eske Willerslev




Til oversigt